Vores besøg i Sao Paulo skulle være rimelig kort. Det var rent faktisk meningen. Men vi begynte at få alvorlig hjemve da vi sad i lufthavnen i Bogota og ventede på boarding.
En af de ting som er sjovt er at se på folk i boardingkøerne rundt omkring i verden. Der er der lidt lokale mikrokosmos.
Det vil sige, det havde (som nævnt) været helt okay at være en nat mere i Bogota og så rejse hjem. Men at flyve 6 timer til Sao Paulo – som gud aldrig planlagde som turistby – være der i et godt døgn og så rejse hjem… Det fristede pænt lidt.
Heldigvis havde de øl, da jeg sad og ventede.
Men for virkeligt at gnide salt i såret, så så vi Lufthansa flyet til Europa for enden af jetbridgen. Grrrrr…
Åjåjåj… grrrrr…
Tænk at være med den?
Men det skulle jeg jo ikke. Jeg skulle om bord på LATAM og flyve til Sao Paulo. Det skulle tage +/- 6 timer med landing kl 06.00. Med andre ord var det ikke en typisk flight hvor man sidder og ruller vinen rundt i glasset og hygger sig med fiskeboller og chips.
Niks, det er en slidsom flyvning. Ny sær detalje hos LATAM, var at alle i Business Class var oppe og hentede sengetøj mens vi holdt på jorden. Så tog man det under sædebæltet på det ledige nabosæde. Der var flere crew i uniform i kabinen også. Altså den type som ikke skulle arbejde, men bare færges til Brasilien. En kaptajn, et par piloter og et kabincrew. Alle sad på Business Class, noget som var helt okay, da det ellers næsten kun ville være mig.
Der blev serveret pre-departure drinks. Jeg tog en vand. Så var der take-off… eller, det var der strengt taget ikke. Vi fik tech og stod i 1 time på jorden med computerproblemer. Men såååå kom vi afsted. Mere er der ikke at sige om det.
Straks oppe i luften spurgte jeg om de havde Gin Tonic. Det havde de ikke, så da fik jeg bare en vandflaske og lagde mig til at sove.
Jeg brugte ca 2 sekunder på at falde i søvn
- «you need to wake up, sir»
Jeg missede med øjnene og som den arrogante rejsende jeg kan være, så jeg op mod seatbelt lyset. Ikke mod stemmen som snakkede.
- «The seatbelt sign is not on yet»
Nogen gryntede og gik. Men kom snart tilbake
- «Now you do need to sit up»
Jeg skulle til at kigge op mod lyset igen, men nåede det ikke før jeg hørte “pliiiing”.
Jeg har et ord – grompf!
Men efter nogen minutter var formen helt i top og da vi landede var jeg i rigtig storform. Havde sovet hele flighten uden afbrud og var klar til nye udfordringer. Der var hurtig immigration uden kø, og udenfor stod Grand Hyatts van og ventede.
Jeg kan egentligt godt lide, at de ikke bruger sådan nogle luksusbiler. Hvem søren trænger en Mercedes, og betale kassen for det? Hyatt har nogen Toyota vans med helt fine sæder, og prisen er bare lidt mere end taxi. 350 Real. Taxi er vel 250-300 Real.
Lagde et tæppe over hovedet og sov de halvanden time ind til centrum. Trafikken i Sao Paulo er udover al sund fornuft. Helt krise. Og så er der noget med at udstrækningen på byen også er helt absurd. Det er så sindsygt stort.
Det er galt med trafikken i Jakarta og Madrid på en dårlig dag også. Men Sao Paulo, det er Moskva-style.
Har ikke noget frontbillede af Grand Hyatt hotellet, men det er fint. Måske ikke det fineste, men et perfekt business hotel. Stor lobby med siddeområder. Fin frokostbuffet i lobbyen. Barer og arbejdsborde. God bilservice. Stor lounge med møderum. Det hele, slet og ret.
Mit værelse var til og med ledigt, allerede kl 08.30 om morgenen og jeg var blevet opgraderet. Og, ikke minst stod der en masse ungdommer udenfor og vinkede og skreg. Elefanten var sikker på at det var til ham, og vinkede tilbage.
Stort fint soverom med udsigt over floden
Og egen stue med siddeområde, skrivebord og gratis wifi
Fint at sidde og se på TV-kanaler man forstår nada af
Det aller bedste var imidlertid velkomstgaven
Tralallalallalalaaaaaa
I loungen på 20. etage har de morgenmadsbuffet frem til kl 10.30 og wine-hour + aftenbuffet fra kl. 18-20. Maden var af meget god kvalitet og det ville være let at spise sig godt mæt. Der var også folk som bare gik og hentede sig en flaske vin og satte sig. Der var nul stress.
Fin udsigt var der jo også
Så gik jeg en lille tur i nærområdet. På dette tidspunkt havde jeg helt tilfældig taget elevatoren flere gange, og hver eneste gang sammen med vedkommende som alle ungdommerne stod og skreg efter. Det begynte faktisk at blive lidt pinligt.
En kilometer nede af gaden er der et nok så stort shoppingcenter. For Europæere er der jo mange nye mærker, men helt ærlig, så slog jeg bare lidt tid ihjel. Jeg tjekkede ikke en gang priser. Men Brasilien er vel generelt ikke billig.
Og mere gadebillede fra nærområdet. Virker meget trygt og fint.
Men i god stil gad jeg ikke lave de store udflugter. Jeg gik efter lidt tid tilbage og satte mig og arbejdede lidt, spiste lidt til wine hour, før jeg åbnede velkomstvinen og nød udsigten fra værelset.
Vanvittigt flot altså. Både nat som dag.
Efter lidt tid sad jeg ude og nød aftenluften
Eller aftenudsigten…
Og helt ærlig, det var mit Sao Paulo. Det er bare at beklage… havde jeg været på ferietur ville jeg nok have gjort mere, men måske heller ikke været alene. Nu blev det til meget sjosken rundt, arbejde og søvn.
I næste og sidste del fortæller Elefanten om turen hjem. Der tog han ganske enkelt kontrollen.
Har du fået læst de tidligere afsnit af rejsebrevet:
Del 1: Onkel Reisende Pantz i Sydamerika
Del 2: Team Fnatstad i Sydamerika – British Airways First Class og LATAM economy
Del 3: Team Fnatstad i Sydamerika – I dag i Ciudad del Este
Del 4: Team Fnatstad i Sydamerika – Alle vandfalds moder
Del 5: Team Fnatstad i Sydamerika – med LATAM til Colombia
Del 6: Team Fnatstad i Sydamerika – i Bogota
Har du spørsmål eller kommentarer til Andy eller Fnate, så sætter vi pris på at du deler dem i vores forum. Du kommer til forum ved at trykke her:
