Efter en småeksotisk tur til Paraguay dagen før, så gik turen nu til – fortsat eksotiske, men – noget mere ordentlige Cataratas og Foz do Iguazu nationalpark. Med samme gruppe, men i dag var der altså ikke arbejde på agendaen, men sjov.
De som har arbejdet internationalt ved at ”arbejde” pludselig alligevel bliver nævnt. Gerne som en curveball skråt ind fra højre kl 23.47. Så det nytter ikke noget at sænke paraderne.
Men tilbage til rejsebrevet…
Jeg boede altså på IBIS hotel og det kostede ca. kr. 400,- pr. nat. Det er billigt og det er strengt taget et helt okay hotel. Det ligger meget centralt i forhold til at spise og drikke og det er rent og pænt… lidt endnu. Men tro mig – det kommer ikke til at vare. Man ser det på alle detaljer, at udover gulv og seng så har intet været rengjort… EVER. Du ser på vandhaner og toiletter og sådan noget at… ja… føj. Bo her nu, men ikke i morgen
Her er et billede af lobbyen
Helt okay. Hverken mere eller mindre
Morgenmaden er også helt ok. Nogen varme ting og lidt forskelligt. Fin kaffe og alt er inkluderet i værelsesprisen.
Dog følger jeg naturligvis elefantens forholdregler for at undgå mavesyge.
- If it is not peeled. Peel it
- If it is not cake, bin it.
Men når disse forholdsregler er taget, så er det bare at sige at maden her er helt episk god. Ikke på IBIS, sådan set. Men i Brasilien og i Sydamerika generelt. Jeg spiser og spiser.
Dog… hvis du skal til Foz og ikke lever på budget, så skal du såklart ikke bo på IBIS – Du skal bo inde ved Caratas nationalpark, nemlig Hotel Belmond. Her:
Det koster 10 gange prisen på IBIS, men er sikkert hver eneste dinar værd. Det er rigtig koloni stil og du kan sidde her med jakke og hjelm mens du drikker Gin & Tonic.
I Foz handler alt om to ting. Enten er det ”business” i Paraguay eller også er det turisme til Iguazu Falls i nationalparken. Der er masser af turoperatører til vandfaldet men jeg tjekkede ikke nogen af dem. ”Mr B” og en god ven kom nemlig med sin Mercedes om formiddagen og kørte. Alle skulle af sted for vi skulle sejle speedbåd ved vandfaldet. Sådan er det.
- ”leave your passport, documents, phone… everything.”
Ja ja ja… så tog vi på tur. Man kører, tager bus eller taxi til hovedindgangen af parken. Helt ærlig kan jeg ikke se at det skulle være nødvendig med turoperatør. Taxi er nok det bedste. Helt fint og taxi virker godt her.
Indgang til parken koster cirka 70 Real. Hvis du er fra Brasilien må du vise ID, men som udlænding behøver du ikke. Vel indenfor portene er der busser som tager dig til de forskellige dele af parken:
Disse stod over alt.
Så er det også plenty af store busser, som går ca. hvert 10 minut. Det er fire hovedstop.
- Et sted, hvor man kan leje cykel og tage på en 4 timers cykeltur i parken
- Et sted, hvor der går speedbåde ind til vandfaldene
- Et sted, hvor der er sightseeing walking trail
- Sidste sted er restaurant og selve vandfaldet
Der er busser som tager dig i mellem alt og de kommer med få minutters mellemrum.
Sådan ser en bus altså ud. Du kan køre så meget du vil med busserne og det er inkluderet i billetten.
Vi tog direkte til sidste stop og fik frokostbuffet i restauranten. Det var helt strålende fint. Enkelt og godt. Og der er en nydelig udsigt over toppen af vandfaldet og over til Argentina.
På alle de næste billeder ligger Argentina på den anden siden af vandfaldene.
Her kommer slet og ret bare nogle billeder. Det er sindsygt flot og alene det er turen værd.
Mere vandfald:
Endnu mere vandfald:
Det stopper ligesom aldrig:
Det er så mægtigt at det er vanskeligt at beskrive med ord og billeder. Efter hvad jeg husker, så er der 286 vandfald – nærmest oven i hinanden.
Da det er en nationalpark betyder det jo også at de har en del vilde dyr der. Blandt andet 20 jaguarer, som ikke er mærkede og som kommer frem i ny og næ. Jeg så ikke nogen Jaguar, men en lille øgle sagde hej.
Jeg så også en vandrende pind. Ikke på min egen trøje, men på guidens. Altid praktisk at have en vandrende pind med.
”Mr. B” synes ikke det var noget særligt interessant tema at bruge tid på disse ting. Så jeg stoppede og knipsede billeder rundt omkring før jeg løb for at indhente ham igen. På 90 minutter havde vi rejst til parken, spist frokost og vandret igennem hele scenic trail. Sveden løb, men tingen var at ”Mr. B” ville sejle speedbåd. Ikke se på vandfald eller øgler. Det er kedeligt.
Så, svedige og fæle kom vi frem til speedbådsterminalen. Det koster ca. 200 Real per person og inkluderer en lille jungle sightseeing som ”Mr. B” naturligvis syntes var hysterisk kedelig, men som de fleste turister nok ville kunne lide.
Jeg var skeptisk overfor bådturen, men for pokker… det SKAL du bare prøve.
Det var heller ingen spøg at man skulle efterlade alle sine værdigenstande. Eller evt. betale 10 Real for en garderobe ved bådterminalen.
Heller ingen grund til at tage kamera med. Det går en fyr rundt på båden med GoPro hele tiden. Du kan købe billeder for 25 Real, evt. en hel film for 50 eller 75 Real (husker det ikke). Det er uanset ikke meget og det du tager med bliver vådt. Det er bare at glemme alt andet for du sejler lige direkte igennem vandfaldet 5-10 gange. Og igennem bølger som skyller direkte hen over båden. Jeg blev lige så våd som hvis jeg havde dykket og måtte tømme ører og blæse næsen tom for vand bagefter. Men altså… sindsygt sjovt og ikke nogen ekstremsport. Dette passer til alle som kan lide at blive våde. Om de er 5 eller 90 år.
Og ja, du bliver som sagt våd:
Jeg var litt skeptisk på forhånd i forhold til ryg og sådan. Jeg har haft prolaps før og også været med på sådan nogle bådturer som går helt over styr med hop på bølger. Men der var ingen grund til sådanne bekymringer her. Det eneste er at du bliver våd. Syyygt våd og du kommer til at miste pusten en del gange. Midt inde i vandfaldene er det som om luften bliver suget ud af dig. På en god måde.
Bagefter tog vi tilbage og spiste mere mad….
Jeg som hele tiden ikke tør at spise salat i mystiske lande… så går jeg efter jordbær. Alle ventede til jeg havde spist alt før de lattermildt påpegede det.
Om Foz; Hvis du er i Sao Paulo – så tag der til. Hvis du er i Buenos Aires – tag der til (bo på den anden side af floden. Det er lidt besværligt at krydse den grænse. Om det er turen værd alene er vel tvilsomt. Men som en del af en Sydamerika tur er det absolut noget man bør gøre. Bare bestil billet i god tid. Trods krise i Brasilien er der mange – både turisme og ”turisme” i området, så billetterne går hurtigt.
Har du læst de første afsnit i denne serie af rejsebreve fra Sydamerika:
