Debat: Bør flyselskaber indføre aldersgrænse på Business Class

Foto: AI genereret

Det er med jævne mellemrum et “hot topic” på forskellige internetfora om flyselskaber skal indføre en aldersgrænse på Business Class for at undgå at grædende babyer og urolige småbørn forstyrrer andre passagerers mulighed for søvn ombord. Argumenterne for og imod er mange og de to “lejre” står ofte langt fra hinanden. Alt fra passagerer som mener børn skal have lov til at opføre sig mere eller mindre, som de vil – uden hensyntagen til medpassagerer – til andre, som mener børn overhovedet ikke hører hjemme på business class. Her ser vi lidt på argumenterne for og imod.

Personligt har jeg ikke nogen firkantet holdning til emnet. Jeg har selv rejst med mit barn på business class mange gange, men jeg har så sandelig også oplevet natflyvninger, hvor jeg fuldt ud forstår hvorfor mange mener larmende børn (og ikke mindst deres forældre) på ingen måde hører hjemme i en kabine, hvor medpassagerer betaler titusindevis af kroner for at få en nats søvn, men bliver holdt vågne hele natten af barneskrig eller larm.

Senest jeg oplevede det var på en flyvning med SAS fra Toronto til København, hvor jeg betalte for en opgradering fra Premium Economy til Business Class for at komme udhvilet hjem efter en lang uge på forretningsrejse. Sådan skulle det dog ikke gå mente familien som sad på rækken bagved.

Holdt vågen hele natten

Deres barn som vel var 2-3 år gammelt (og ikke mindst moderen) holdt hele business class kabinen vågen hele natten – uden afbrydelse. Selv forsøg med ørepropper og yderligere støjdæmpende headset var forgæves. Det var ikke fordi barnet græd eller skreg, men da barnet ikke ville sove valgte familien at snakke ganske højlydt og lege hele natten. Deres højlydte stemmer gik igennem alle forsøg på at skærme sig for støj.

Det var naturligvis til stor frustration for alle andre passagerer ombord i kabinen, som forgæves forsøgte at få lidt tiltrængt hvile på natflyvningen mod Skandinavien. Det var tydeligt at kabinepersonalet også var ganske frustrerede over situationen og de var virkeligt søde og beklagede mange gange overfor flere af de søvnbestjålede passagerer.

I løbet af den nat – og ikke mindst den efterfølgende dag, hvor jeg havde planlagt at være sammen med familien, men var tvunget til at gå hjem i seng, så havde jeg stor forståelse for den gruppe, som mener man bør indføre en aldersgrænse på Business Class.

Spildt opgradering

Den merudgift jeg havde betalt for Business Class var ihvertfald spildt. Her havde det faktisk været bedre at blive i Premium Economy – og måske sidde lidt mere ukomfortabelt, men til gengæld være lidt mere afskærmet fra at (forgæves) forsøge at sove midt i noget der mest mindede om en børnehave. Naturligvis ved man aldrig på forhånd hvordan flyvningen går og man kunne også riskere det samme i andre kabineklasser, men så havde man da i det mindste sparet mange tusinde kroner på at være vågen.

Når alt kommer til alt ville problemet jo være løst, hvis bare folk tog hensyn til hinanden, men virkeligheden viser bare at det langt fra altid er tilfældet. I dette tilfælde havde – specielt moderen – ihvertfald ingen forståelse for at de faktisk holdt over 20 andre personer vågne en hel nat.

Som nævnt tidligere, så har jeg selv rejst med mit barn siden han var helt lille. Ofte på Business Class. Men vi har aldrig været til gene for andre passagerer. Selv siden han var helt lille har vi haft meget fokus på at lære ham at man tager hensyn til andre omkring sig. I mange tilfælde kan man faktisk godt forklare et barn at nu er det tid til at sidde stille. Men forældrene skal jo selv fremgå som et godt eksempel og forstå at hele verden ikke handler om dem og deres barn.

Har min søn sagt lidt lyd da han var helt lille baby? Ja naturligvis, men er man som forælder forberedt, så går det faktisk at undgå at man generer andre passagerer en hel nat. Medbring flaske, mad, snacks, ipad, legetøj etc. så kommer man faktisk langt. Specielt en iPad ved vi jo kan pacificere de fleste mindre børn i ganske lange perioder.

Jeg tror faktisk de fleste mennesker er helt okay med at en baby kan give lidt lyd fra sig engang imellem, så længe forældrene forsøger at minimere det. Naturligvis må man acceptere at man ikke er alene i en flykabine og at andre medpassagerer skal have plads. Sådan var det bare ikke i dette tilfælde.

Hvad taler for og imod at børn kan flyve business class?

For det første forstår jeg jo at flyselskaberne gerne vil sælge de dyreste sæder til alle der gerne vil betale den høje pris. Og selvom det måske ikke er majoriteten af børnefamilier der rejser på denne klasse, så sker det dog og det er gode indtægter for flyselskaber. Men på den anden side, så sidder der altså også en hel kabine fuld af andre passagerer, som også har betalt en meget høj pris og oftest gerne vil have ro og fred til at sove på en natflyvning. Dem risikerer man at skræmme væk og give en rigtig dårlig oplevelse.

Man markedsfører klassen som “business” class og mange forretningsrejsende betaler skyhøje priser for at kunne komme udhvilede frem til deres destination.

Nu skal dette debatoplæg ikke lyde som om jeg har noget imod børn eller jeg ikke under børnefamilier at flyve komfortabelt. Eller at det ikke kan være et lignende problem på økonomiklasse. Sådan er det slet ikke.

Men flyselskaberne markedsfører faktisk oftest deres business class med at man får adgang til noget der minder om en seng og kan komme udhvilet frem, hvis du betaler den høje pris for denne klasse.

Det er et løfte, som de kan have meget svært ved at overholde, hvis de samtidigt tillader at små børn potentielt kan holde folk vågne hele natten.

Naturligvis er det ikke altid børn, som er problemet. Jeg har både selv oplevet – og hørt argumenterne for – at mange voksne faktisk opfører sig dårlige end børn – og det er naturligvis rigtigt. Men det er trods alt lettere for flyselskabets personalet at “irrettesætte” en voksen som taler højt og forstyrrer andre end en baby som græder.

Hvorfor kun aldersgrænse på Business Class?

Man kan naturligvis argumentere for at problemet ikke bliver mindre for medpassagerer på økonomiklasse, hvilket naturligvis er korrekt. Men det er nok de færreste, som rejser på de billigste klasser, som forventer en god nats søvn ombord. Alene den begrænsede plads gør ofte det svært, hvis ikke umuligt.

Som nævnt tidligere så markedsføres Business Class oftest med flade senge og muligheden for at sove. Det gør økonomiklasse ikke.

Hvad er løsningen på dette dilemma? Hvad synes du?

Jeg er naturligvis med på at det er et problem, som er ekstremt svært at løse. Flyselskaberne vil gerne tjene penge på at sælge dyre billetter til så mange, som muligt. Samtidigt vil de gerne markedsføre deres business class til betalingsvillige forretningsrejsende, som gerne vil sove. Det er en svær kombination, hvis man vil begge dele på samme tid.

Samtidigt risikerer de en shitstorm af en anden verden, hvis de forbyder små børn på Business Class. Forestil dig hvordan de sociale medier vil eksplodere med beskyldninger om diskrimination, hvis de gjorde det.

Men det er altså også – ofte – et problem for dem der betaler store summer for at komme udhvilet frem fra rejsen – og denne attraktive kundegruppe risikerer man altså at skræmme væk, hvis man ikke kan tilbyde det produkt man lover dem.

Personligt havde jeg hellere sparet pengene for en opgradering på min seneste rejse – fremfor at blive holdt vågen hele natten – og den oplevelse (sammen med tidligere) vil klart indgå i mine overvejelser næste gang jeg overvejer at betale ekstra for en opgradering. Måske det have været en bedre løsning at blive på Premium Economy og spare pengene. Det vil det ihvertfald være i et tilfælde som jeg netop har oplevet. For det var ikke nogen komfortabel tur – og jeg køber ikke en opgradering for at få et lidt bedre måltid, men for at få muligheden for at sove. Får jeg ikke den mulighed, så mister produktet sin værdi. I stedet for at komme udhvilet frem, så var jeg mere træt end hvis jeg havde siddet på økonomiklasse – og jeg endte med at spilde en hel dag da jeg kom hjem – på at hvile.

Hvad synes du om dette dilemma? Bør flyselskaberne indføre aldersgrænse på Business Class? Eller er det helt okay at små børn potentielt holder en hel business kabine vågen hele natten?

Giv din kommentar i kommentarfeltet nedenfor.

1 KOMMENTAR

  1. Naturligvis skal forældre, bedsteforældre andre voksne kunne betale for at have børn med på bizz. Hvorfor dette spørgsmål dukker op igen/promoveres af nøglemedarbejdere på gruppen er lidt uforståeligt.
    Men mod betaling skal børn naturligvis være vekimne

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here