Efter 2 dage med arbejde var det tid for lidt R&R. Jeg havde aldrig været i Colombia – udover en mellemlanding – så Bogota føltes som en fantastisk ide. Det var indtil jeg fandt ud af hvad det kostede at flyve tur/retur Colombia. Men da var det for sent. Jeg havde jo fået ideen og så “må” den jo udleves. Selv om det – naturligvis – skal betales af egen lomme.
Så der var ingen vej udenom. Jeg havde tjekket hotel. Man kunne bo på Four Seasons for ca 1.500,- pr. nat. No-brainer. At det så skulle koste 15-17.000,- at flyve tur/retur fra Iguazu til Bogota – se det havde jeg ikke lige tjekket. Den gjorde altså lidt ondt, men jeg havde ikke lyst til at være stuck i Sao Paulo i flere dage. Jeg havde heller ikke nogen særlig lyst til Rio, da det vist nok ikke er noget ”good place” for tiden. Politiet bliver ikke betalt ordentligt og lokale siger det er lidt uldent. Muligvis en overdrivelse, men ja. Lyt til erfarne folk etc.
Til sidst stod jeg med valget mellem Avianca eller LATAM. Avianca er Star Alliance, hvor jeg ikke behøver flere bonuspoint. LATAM er One World, og der har jeg behov for… – strengt taget – …heller ikke flere point. Elefanten’s logik vandt til slut:
Elefanten har aldrig fløjet på et flyvende tæppe før. Så det var egentligt en no-brainer.
Desuden var dette jo elefantens tur. Han havde slidt sig igennem nogle lange dage i Foz. Nu var det hans tur. Pappa kunne tage sig en tudekiks – men naturligvis ikke spise den. Fnate kan nemlig godt lide kiks.
Så, LATAM it is. ”Mr B” med ven hentede os op af formiddagen og kørte til lufthavnen. Vennen havde booket rigtig flight til Sao Paulo (den lokale lufthavn), mens ”Mr B” havde booket til dagen før. Det resulterede i mange hænder i vejret, armbevægelser og ukvemsord. Det ser ud til at ”Mr B” havde omtrent samme krisehåndteringstaktik som elefanten. Elefanten blev imponeret og undgik heller ikke at lægge mærke til at ”Mr B” også kom med til Sao Paulo til slut. På samme fly som Fnate. Teknikken virker altså.
LATAM flyver Airbus A321 ud af Foz, og det er fine omgivelser
Det føltes faktisk lidt som at rejse fra Jackson Hole, mit favoritsted på jord. Omgivelserne er så ens, og … ja
Om bord er det vel omtrent som sidst. Alt tager lidt tid, det er gode sæder. Det viser sig at flyet ikke er det minste fuldt, så crewet går proaktivt (!!!) til de sæderækker, som er fulde og inviterer folk til at sætte sig på andre rækker. Det er super. Måske ikke så godt i forhold til vægt og balance. Men jeg tænker at hvis jeg skal forulykke, skal jeg ikke forulykke på en fuld række.
For at citere min chef fra for 14 år siden. Vi var på Copacabana og det var ikke det tryggeste sted i 2002. Han lå i Speedoer og med en skinnede guld-Rolex. ”Skal jeg dø, så skal jeg dø med Rolexen på” – sagde han og var den eneste af os som aldrig blev plaget af hustlere.
Maden ombord var som sidst. Alkoholfri drikke og snacks. Jeg spurgte pænt om dobbel snacks og det fik jeg. Woohoooo
De brødsnacks er super gode
Men egentligt er der ikke så meget at sige. Vi landede i Terminal 2 og der er der eget connection system til Terminal 3. Meeeeen… du kunne lige så godt være gået ud. Det er stadig dødlangt at gå og du må stadig igennem paskontrol og ny security.
Fordelen i Sydamerika er at security ikke er så strengt. Der er i praksis ingen kø. Ta PC’en ud og så er du golden. Tager du ikke PC’en ud, så er du er sandsynligvis stadig golden.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har en følelse af at der er mer pre-clearance her nede? Evt. at den sikkerhetskontrol først og fremmest er der for at afsløre økser og haglgeværer. Noget man kan klare, selv om folk ikke pakker næsesprayen i egen skudsikker pose.
Anywaaaay… der var sindsygt langt at gå til T3 med tung skuldertaske. Sygt langt. I mean it. Believe me. China!
LATAM har lounge på T3, men der gik vi ikke ind. Jeg havde nemlig så ualmindelig stor lyst til en vaskeægte pint med øl. Her nede har de nemlig en ting med at man får en flaske med øl og så et shotglas, som indeholder ca. 2 slurke øl til. Sødt, men for en viking fungerer det ikke. Vi vil have mjød. Så jeg gik til en bar i nærheden af gate 326 (hvor flyet gik fra) og fik en fin halv liter øl med hank på. Ringede til Mamma.
Straks efter var det uanset tid til boarding.
Jeg kan godt lide TAM’s livery, selv om det vel er på vej væk
Fint, fint, fint
Flight: JJ8801
Rute: Sao Paulo (GRU) – Bogota
Sæde: 3J (og 3K til elefanten)
Klasse: Business
Flytype: Boeing 767-300
Kabinen lignede meget det jeg har oplevet på LAN Chile’s flyvning med Dreamliner mellem Frankfurt og Madrid. Det er for øvrigt en ”hemmelighed” for dem som vil teste en ordentlig business class uden at vende foret ud af tegnebogen.
Det ikke bare lignede den. Sæderne var præcist de samme.
De sæder er usædvanligt gode at sove i. Og sidde i. + + +
Der er også store fine skærme.
Jeg tjekkede aldrig filmudvalget, da tryllesmølfen havde lavet en super fin spilleliste til mig på TIDAL. Så jeg lyttede på den
Ganske hurtigt kom der pre-departure drinks. Der var nødder og vand eller mousserende. Evt. alt. Jeg gik for ALT
Alt er altid bedre end lidt. ”Alt rules”
Om du nogensinde har behov for en spilleliste til sådan en tur, så vil jeg anbefale at tage følgende ”offline”:
- Över Sundet – Thåström
- Om du lämnade mig nu – Lars Winnerbäck
- Besvärjelse – Oscar Danielson
- Past the point of rescue – Hal Ketchum
Ja, kun 4 sangtips. Men når du skal flyve over Amazonas og er en dullion kilometer fra alle du elsker, så er det sådanne spillelister som fungerer. Bland det med masser af rødvin og en god dyne (som din elefant garanteret har stjålet), så er der gjort klart til en fin tur.
“Besvärjelse” er såååå god. Jeg spillede den mindst 10 gange og havde fugtige øjenkroge mindst lige så mange gange. Tak til hende, som lavede den til mig.
En af fordelene med LATAM er dyner helt i topklasse. BA har dårligere dyner og puder i First. Plus at sæderne hos LATAM bare er sygt gode at sove i.
Du får også et amenity kit. Det er i virkeligheden ikke så godt, men okay. Det eneste man egentligt mangler er tøfler. Men det får man på British Airways og dem tager man naturligvis med sig. Tøfler er elementært.
Amenity mig her og der
Så er det tid til mad. Egentlig ikke helt mig at skrive sådanne detaljerede og politisk korrekte flytest, men det er jo også lidt tåbeligt at læse noget uden at kunne danne sig et indtryk også. Så her er maden. Den smagte helt okay.
Dog var der så meget turbulens at serveringen var ekstremt random.
Kylling valgte jeg.
Det jeg var mest interesseret i var jo ydersiden. Vi fløj over Amazonas, lissom. Oj Oj Oj. På en måde hader jeg mig selv for det, men jeg klarede ikke at stoppe mig selv i at åbne gardinerne. For pokker altså. Der var skyformasjoner som var fantastiske. Og så floder og små bostæder. Resten af kabinen var mørk og folk sendte sure, søvnige blikke hver gang jeg trak gardinet op. Jeg brød slet og ret en af mine egne kardinalregler.
Men jeg sagde 10 Ave Maria og slog mig selv tre gange i hovedet med paraplyen når jeg kom frem. Så burde det være fint igen.
Det eneste billede som til slut gav sådan nogenlunde mening
Elefantens mening:
Dette er jo min tur og da de færreste orker at høre på alt Pappas vås vil jeg hellere trække de vigtigste ting frem her:
- De har Hudson News (delikatessebutik) i lufthavnen i Sao Paulo
- De har skuffer med plys indvendigt (!!!) når du kommer frem til Bogota
Så ja… Pappas entusiasme er ikke helt fejl – bare på forkert grundlag. Som sædvanligt.
Jeg vil også trække vigtigheden af at bytte sæder på flyet frem, sådan at man får prøvet alt. LATAM har også en masse knapper i sædet, som får ting til vibrere og larme. Det trækker kraftig op.
Har du fået læst de tidligere afsnit fra dette rejsebrev?
Del 1: Onkel Reisende Pantz i Sydamerika
Del 2: Team Fnatstad i Sydamerika – British Airways First Class og LATAM economy
Del 3: Team Fnatstad i Sydamerika – I dag i Ciudad del Este
Del 4: Team Fnatstad i Sydamerika – Alle vandfalds moder
Har du spørgsmål eller kommentarer til Andy eller Fnate, sætter vi pris på hvis du deler dem i vores forum, som du kommer til ved at trykke her:
