Vel fremme i Foz do Iguazu lufthavnen var det bare at vente på bagagen og hvis jeg nogensinde har været glad for en ”skudsikker Rimova” så var det nu.
De havde videoskærme ved bagagebåndet så man kunne se bagagebilerne ankomme og hvordan de lastede. Jeg så den første bil runde hjørnet udenfor terminalen i fin fart og at en kuffert faldt af fra toppen af stablen (min kuffert naturligvis). En person løb afsted for at hente den og trippede tilbage til båndet, hvor han kastede den på. Så faldt den af igen i første sving og landede på asfalten igen. Jeg var glad for at jeg ikke havde nogen vaser eller vinflasker i den. Bare tøj – og beskidt undertøj går jo sjældent i stykker.
Så blev jeg hentet udenfor.
Foz do Iguazu virkede jo faktisk som en rigtig fin by og jeg fik leveret bagagen på det superlækre IBIS hotel.
- ”Selv om det nok er bygget i 70’erne, så ser det ikke så galt ud” – sagde jeg da jeg kom tilbage i bilen.
- ”Det blev bygget for et par år siden. Det er bare solen som tærer hårdt på bygningen” – svarede ”B”
- ”okaaaay” – svarede jeg og undrede mig over at solen var så kraftig indendørs. Særligt på badeværelset. Men nok om det
Så gik det direkte videre mod Paraguay. Grænsen til Paraguay ligger ved denne bro.
Det ser så idyllisk ud i starten
Brasilien til højre, Paraguay til venstre. Da vi kommer til broen ser jeg at der er en helt sindsyg lang kø af biler, som skal over og ingen hjul ser ud til at bevæge sig nævneværdigt.
Men vi skulle ikke i den kø. ”B” drejede Mercedesen ind i en garage, rakte mig en hjelm og sagde – ”we take moto-taxi”
- ”okaaaay…”
Jeg mente at have set sådan nogle på TV og når jeg rejser rundt i Asien. Og jeg har altid funderet over hvad den gennemsnitlige levealder er for sådan en. Altså sådan nogle motorcykler som skramler og kører i fuld fart på kryds og tværs i trafikken.
Men der var ingen vej tilbage. Bare at hive sig på, tage hjelmen på og holde fast. Først i vanvittig zik-zak-kørsel igennem en forhindringsbane ved den brasilianske grænse og så med fuld gas over broen. Mellem bilerne og skræmmende tæt på modkørende motorcykler.
Du kan skimte motorcyklerne her. De gule
Der var ingen reel grænsekontrol på Paraguay siden. Lidt militær og politi til hest, som luskede rundt. Men ikke mere end det.
Hvis det virkede rolig og afslappende i Foz, så var Ciudad del Este den direkte modsætning. Her var der fuld gas og sindsygt kaotisk. Biler, vogne, folk, motorcykler og forskellige hjemmelavede motorfartøjer i et vildt sammensurium. Omsluttet af salgsboder, hustlere (jeg så jo rimelig ”out of place” ud) og vagter med pistoler eller haglgeværer.
Det er vanskelig at få taget et ordentligt billede for det var ikke alt og alle jeg ville tage billeder af.
Selv om jeg ikke følte mig usikker (var jo sammen med en lokal som kendte alt og alle), så var det ikke stedet du tager Kodak’en frem og knipser løs mens ”fruen folder kortet ud”. Tænker heller ikke at sælgerne af falske Louis Vuitton tasker specielt gerne ville fotograferes.
De eneste steder jeg har været som kan ligne er Nairobi eller til en vis grad LoWu (grænseovergang ved Hong Kong).
Totalos Bananos
Tingen her er at Paraguay har meget lave skatter og import told. Brasilien har meget høje. En af årsagerne til de lange køer over broen er på grund af brasilianere som skal over for at handle. Og… tro det eller ej, brasilianske tankbiler som skal levere bensin i Paraguay sådan at brasilianerne kan rejse over igen og købe den samme bensin billigere end i Brasilien.
Yeeez
Og midt i al galskaben ligger Mona Lisa. Et indkøbscenter bygget som en model af Harrods i London. 6 etager i fuld vestlig stil med alle de dyreste mærkevarer du kan forestille dig. Helt spotless og det var umulig at forestille sig kaoset udenfor døren. Vi gik derind og spiste på en skinnende restaurant. Bøf, så klart. Sindsygt godt. ”B” måtte ikke spise det da det ikke var Hallal. Han tog laks, perfekt når man har en norsk gæst.
Det de fleste folk køber her er luksusartikler som parfume, elektronik, dyrt tøj osv. Småtingene tager de selv med tilbage. De store ting er enten afklaret med tolderne på forhånd eller – og det er blevet mere normalt – så smugles det over floden om natten.
Jeg var på sådan en pakkecentral, hvor der stod massevis af folk og pakkede luksusartikler om i diskrete kasser, som så skulle bringes over floden i løbet af natten. I flere etager af beskidte kontorbygninger. Vagter med haglgeværer fulgte med.
Lagrene har normalt ikke dører, men store stålbarrierer man måtte klatre over. De lå heller ikke på gadeplan, da det var sværere at røve et lager på 6. etage. Jeg fik nok set en del virksomheder som de fleste ikke får at se og det i sig selv var jo nok så spændende.
Rimelig eksotisk med andre ord.
Som sagt følte jeg mig ikke så utryg. Det er ikke første gang jeg er på dodgy steder, så jeg spurgte om jeg kunne tage mig en spadseretur selv.
- ”No!” – var svaret
Men jeg tror måske det var lidt en overdrivelse. Altså, folk kommer jo her og handler. Jeg så få typiske bandidos. Mest folk som prøvede at få enderne til at mødes og som måske forsøgte at snyde dig eller tømme dine lommer. Så måske ikke et sted man lusker meget rundt alene. Men hvis du klæder dig rigtigt og evt. har en ven med, så kan jeg ikke forstå at det ikke er ok. Andre læsere har måske været der selv og tilføje noget.
Mine kontakter havde drevet forretning der siden 1986 og fortalte at det jo var blevet meget bedre de senere år. Men de var måske præget af gamle dage hvor det var ”pretty f’in far from ok” – for at citere Pulp Fiction.
Om aftenen tog vi til sidst på libanesisk restaurant i byen. Det var super godt. Virkelig sindsygt godt. Jeg undgik den friske salat, men tog godt for os af resten.
Serveret family style og med alt for meget mad.
Sidst jeg spiste sådan her var i Dubai. Da blev jeg yderst dårlig i maven, men jeg tror det skyldtes at jeg var den eneste ved bordet som insisterede på at smage på salaten.
Efter en masse vandpipe og ”lær-at-kende-hinanden-timer” gik det tilbage til Brasilien igen på Moto-taxi og til slut tilbage til det lækre IBIS hotel.
En god ting er jo at man så kan chille med en øl (du får jo ikke øl på Halal resturant, og desuden ville det være respektløst).
Helt ok lokal-ish øl
Kort opsummeret – meget eksotisk dag. Man kan let sige at det er bedst at være på ferie. Men i jobbet så får man jo ofte mulighed for at besøge steder, som er helt utænkelige at få set som turist.
Så, i næste indlæg er det tid til sightseeing i Foz. Og jeg tipper det kommer til at handle meget om netop en flod.
____________________________________________
Fik du læst de tidligere udgaver af dette rejsebrev?:
