Når man har status i en flyselskabsalliance, så kan det ofte være svært at booke med flyselskaber i andre alliancer, hvor man ikke har mulighed for at opnå fordele som fast track, lounge, sædevalg, bagage m.v. Men mangler du status i SkyTeam, så har du nu muligheden for at opnå det enkelt – ihvertfald hvis du allerede har status hos et andet flyselskab.
SkyTeam-medlemmet, Kenya Airways, har tidligere været en del af Air France/KLM’s Flying Blue loyalitetsprogram, men denne sommer startede flyselskabet sit eget loyalitetsprogram, Asante Rewards.
Og det er netop i Asante Rewards, som du nu har mulighed for at lave status match, hvis du allerede har status hos et andet flyselskab og det er forbavsende enkelt.
Sådan får du status match
Du starter med at tilmelde dig Kenya Airways Asante Rewards. Det gør du på dette link.
Når du er tilmeldt så sender du en mail til asante@kenya-airways.com hvor du spørger pænt om at få et status match. I mailen vedlægger du bevis på din nuværende status. Vi testede med et screenshot fra SAS EuroBonus app’en, hvilket blev godkendt.
Under et døgn senere modtog vi en mail fra Kenya Airways om at vores status match var blevet godkendt og ville blive effektueret indenfor 72 timer.
Nu er du altså klar til at få glæde af statusfordele når du flyver med et SkyTeam flyselskab, hvis du vel at mærke bruger dit Kenya Airways Asante medlemsnummer på billetten.
Optjen point hos andre end Kenya Airways
Hvis du vil anvende statusfordele fra Kenya Airways, men optjene point til f.eks. Flying Blue, så kan det være lidt udfordrende. At få glæde af statusfordelene kræver nemlig normalt at dette bonusprogram er koblet til din flybillet og så vil du også optjene bonuspoint i dette program.
Men normalt er der også en vej udenom det.
Hvis du starter med at indtaste dit Kenya Airways bonusnummer på din billet, så vil du altså have adgang til alle fordele. Men går du f.eks. til gaten lige inden boarding og beder dem om at ændre til et andet bonusnummer, så burde du stadig have dit boardingkort med priority boarding og du har allerede været i loungen, igennem fast track og har valgt sæde – men optjener altså point i et andet program.
Husk dog at ændre tilbage til det medlemsskab hvor du har status i på en evt. returrejse da det ofte er hele billetten, som der ændres bonusnummer på.
Vær også opmærksom på, at det er vigtigt at ændre til det program du vil optjene point hos inden flyet letter. Du kan ikke gøre det efter flyvningen.
Teoretisk er der i nogle bookingsystemer også mulighed for at lægge to bonusnumre ind – et for status og et andet for optjening. Men i realiteten er det de færreste check-in agenter der ved hvordan man gør og risikoen for at de gør det forkert er meget stor, så det vil vi ikke anbefale at prøve. Bliver det ikke indtastet korrekt, så risikerer du at optjene point i et program du ikke ønsker og denne postering kan ikke ændres igen efterfølgende.
Kenya Airways Asante Rewards
Asante Rewards er et helt nyt SkyTeam loyalitetsprogram, som Kenya Airways åbnede denne sommer. Tidligere har Kenya Airways været en del af Flying Blue.
Asante Rewards har fire statusniveauer:
- Ruby (indgangsniveau for alle)
- Silver (SkyTeam Elite)
- Gold (SkyTeam Elite Plus)
- Platinum (SkyTeam Elite Plus)
Det interessante niveau at opnå er SkyTeam Elite Plus, som svarer nogenlunde til hvad du kender fra f.eks. Star Alliance Gold.
SkyTeam Elite Plus giver dig:
- Adgang til lounger – incl. én gæst
- adgang til fast track
- adgang til priority check-in
- priority boarding
- sædevalg
- ekstra bagage
- SkyPriority
Så flyver du ikke nok til at opnå status hos SkyTeam, men har status hos et andet flyselskab, så er det måske værd at overveje at lave et status match til Asante Rewards for at teste statusfordele hos SkyTeam af i et års tid.