De seneste dage er der gået mange rygter om hvornår SAS planlægger at skifte fra Star Alliance til SkyTeam. Flere blogs og medier har skrevet om at det kan ske allerede inden sommerferien. Men nu maner SAS-chef, Anko van der Werff disse rygter til jorden.
Til den norske avis, DN, udtaler SAS-chef, Anko van der Werff, at et skifte fra Star Alliance til SkyTeam ikke sker på denne side af sommerferien.
Rygterne blev baseret på noget som kunne tyde på misforståelser fra flere medier og bloggere efter at AirFrance/KLM-chefen udtalte sig på et investormøde for nyligt. Ifølge van der Werff, så tyder meget på at medierne har mistolket udtalelserne fra AirFrance/KLM-chefen, som har snakket om to forskellige ting, men hvor medierne har opfattet dem som en og samme ting.
Anko van der Werff siger til DN, at flytningen fra Star Alliance til SkyTeam vil ske i to skridt.
For det første skal der laves aftaler mellem SAS og AirFrance/KLM, som skal forhandles og afsluttes i andet kvartal i år. Disse aftaler vil handle om rutesamarbejder m.v. Derudover forventer SAS-chefen også at der kan laves lignende aftaler med andre medlemmer i SkyTeam.
Men en flytning fra Star Alliance til SkyTeam er en seperat process og det afviser Anko van der Werff kommer til at ske på denne side af sommerferien.
Han kan ikke komme en dato nærmere da han er under tavshedspligt indtil de sidste retslige høringer i den amerikanske domstol er afsluttede.
Han tilføjer dog, at en flytning kan ske i løbet af sommerprogrammet, som løber frem til udgangen af oktober måned. Det vil dog ikke ske i løbet af den travle sommerferieperiode.
Ud fra dette kan vi altså tolke at SAS med stor sansynlighed planlægger skiftet fra Star Alliance til SkyTeam en gang i perioden mellem august og udgangen af oktober. SAS-chefen har tidligere indikeret at skiftet kan ske i august, men det ligger altså stadig ikke fast.
En ting er dog sikkert. Det kommer ikke til at ske før efter sommerferien.