Kommentar: Kreativiteten er stor hos flyselskaberne når det gælder om at fremstå grønne og miljø- og klimavenlige. Der findes – ihvertfald i Europa – snart ikke et flyselskab, som ikke konstant bombarderer os med hvor “gode” de er når det gælder om tage være på klima og miljø. Men gør det rent faktisk en forskel eller er der mest tale “green washing” og beregnende markedsføring?
Jeg har ikke tal på hvor mange pressemeddelelser jeg har modtaget fra SAS, KLM og mange andre flyselskaber, hvor de hver eneste gang fremhæver hvor meget de gør for miljøet og klimaet. Der er ingen grænser for hvor kreative de er til altid at få “sneget” det budskab ind i deres kommunikation – uanset om hovedbudskabet er noget helt andet. Det er blevet et mantra for mange flyselskaber, at de konstant skal “hjernevaske” os med sådanne budskaber. Men bare fordi det bliver nævnt hele tiden, så bliver det ikke nødvendigvis sandt.
Snakker konstant om bæredygtighed
Selv om flyselskaberne er meget gode til at snakke om bæredygtighed, miljø og klima, er det så rent faktisk noget der gør en reel forskel – eller er der mest af alt tale om “green washing”?
Uden at jeg skal gøre mig til fagmand på området, så vil jeg dog alligevel prøve at sætte lidt fokus på dette område og give et lidt mere realistisk billede af hvad der rent faktisk foregår. Ikke mindst fordi at det naturligvis er ganske prisværdigt når virksomheder gør hvad de kan for at nedbringe deres miljø- og klimaaftryk.
I hvertfald hvis de reelt gør noget ved det og ikke bare kommer med en masse marketing-lingo og varm luft.
Brændstofbesparelser
Lad os være helt realistiske. Luftfarten har et stort miljøaftryk. Ikke mindst da fly bruger meget store mængder brændstof. Derfor er et af de allervigtigste områder, hvis man vil gøre en reelt forskel, at nedbringe forbruget af brændstof.
Det er dog ikke noget de enkelte flyselskaber kan gøre så meget ved. Alle køber fly af de samme fly- og motorproducenter og dermed er forskellen mellem de forskellige flyselskaber også meget begrænset. Flyselskaber arbejder naturligvis sammen med producenterne og alle er dedikerede til at nedbringe brændstofforbruget. Men det er ikke noget man gør over natten. Det tager årtier at udvikle nye og sikre teknologier, som evt. kan bruge mere bæredygtige brændstoffer.
Læs også: Airbus præsenterer fremtidens fly
Nye fly bruger naturligvis mindre brændstof end de ældre, så en ny flåde gør en betydelig forskel. Måske den allervigtigste forskel når det gælder miljø og klima.
Flådefornyelse tager tid
Men fly er ekstremt dyre og ingen flyselskaber i verden har råd til at skifte deres lidt ældre fly ud med helt nye – bare for at spare lidt brændstof. Desuden vil det heller ikke være specielt godt for miljøet at skrotte et stort antal gode og funktionsdygtige fly – bare for at producere nye, som sparer lidt brændstof. Produktion af fly belaster også klima og miljø. Det er derfor en balance, som primært er økonomisk drevet.
Hvis merudgiften ved at købe nye fly er mindre end den ekstra udgift til brændstof på de ældre fly, så fornyer flyselskaber flåden. Kan det ikke betale sig at købe nye fly, så gør de det ikke. Det er ganske simpel matematik og sund forretningssans.
Så kan flyselskaberne naturligvis arbejde med at skifte kabineinteriøret ud med noget som vejer mindre og dermed også sparer på brændstoffet – eller presse flere sæder ind i flyet, som også påvirker mængden af brændstof der bruges per passagerer. Sidstnævnte kræver dog at man kan fylde alle sæderne for at det giver miljømæssig og økonomisk mening.
Men det gør de også kun når det alligevel er tid til at skifte interiør – for det er heller ikke billigt.
Stor fokus på plastik
En ting, som mange flyselskaber er meget fokuserede på er at nedbringe mængden af plastik der bruges ombord. Om det reelt gør den store forskel for miljøet kan man så diskutere, men det ser godt ud i markedsføringen og fremstiller flyselskabet som politisk korrekt ligesom mange kunder elsker at føle at de “gør en forskel”.
Flyaffald ender ikke i naturen
En ting skal vi dog huske på når det gælder affald og ikke mindst plastik fra fly. Det er ikke dette affald som ender i naturen eller i verdenshavene. Jeg kender ingen flyselskaber, som dumper deres plastikflasker i havet.
Men flyselskaberne vil naturligvis gerne have det til at se ud som om de er medvirkende til at redde verdenshavene. Senest har EasyJet lavet nye uniformer til deres personale, som er lavet af genbrugsplastik. I deres pressemeddelelse skrev de endnu at de medvirkede til mindre plastik i havene. Hvordan en plastikflaske fra deres fly skulle ende i havet har jeg dog meget svært ved at se. Hvis de smider dem i havet, så har de helt andre problemer end hvilket materiale deres kabinepersonales uniform er lavet af.
Plastik er ikke nødvendigvis “værre” end pap
Mens de fleste flyselskaber – i hvertfald snakker meget om – at fjerne plastik ombord på flyene for miljøets skyld, så går f.eks. KLM en lidt anden vej.
Jeg har været til flere præsentationer på deres hovedkontor i Amsterdam, som har haft fokus på dette emne. De arbejder bl.a. tæt sammen med et universitet på dette område og bruger store ressourcer på at finde måder at nedbringe miljøaftrykket på.
KLM fokuserer mere på at genbruge den plastik de bruger end på at fjerne den. En opgave der ikke er så enkel som mange tror.
Man kan nemlig ikke bare blande alle slags plastik og smelte det om til nye plastikflasker. Der findes ekstremt mange typer plastik og det er ikke bare at blande dem. Derfor fokuserer KLM på at ensforme typen af plastik de bruger ombord, så det i fremtiden vil blive lettere for dem at genbruge. Men heller ikke det er enkelt – da forskellige typer plastik har forskellige egenskaber afhængigt af hvad det skal bruges til.
I dag genbruger KLM f.eks. dele af den plastik de bruger ombord, som laves om til plastik der kan bruges i 3D-printere. Her 3D printer KLM forskelligt værktøj som kan bruges i deres tekniske afdeling. Det er små skridt, men trods alt skridt i den rigtige retning. Og bedst af alt – de lader ikke som om de er bedre end de er eller end det er praktisk muligt.
Plastik vejer mindre – og vægt er vigtig på fly
En talsmand for KLM, som jeg snakkede med til en præsentation fortalte at det faktisk ofte var bedre i det totale miljøregnskab at bruge plastik end pap og karton ombord på flyene.
Plastik vejer betydeligt mindre og medvirker derfor til et mindre brændstofforbrug. Mens pap og karton, som er brugt til mad sjældent kan genbruges da det har været i kontakt med madvarer. Det er af samme grund at man f.eks. ikke kan genbruge pizzabakker og de oftest ikke skal sorteres som papir i husholdningsaffaldet.
En anden ting man skal tage i betragtning er at affald fra fly generelt meget sjældent bliver genbrugt. Specielt indpakningen fra fødevarer. De fleste lande har meget strenge veterinære krav, som gør at madaffald der kommer ind med fly fra andre lande skal brændes for at undgå nye smittekilder i landet.
Lad dig ikke narre af flotte løfter
Så lad dig ikke narre bare fordi et flyselskab serverer din mad i en papkasse, som de “tilfældigvis” har farvet brun, så det ligner noget naturligt. I stort set alle tilfælde vil den ryge direkte på forbrændingen og vil ikke blive genbrugt.
I virkeligheden var den bedste løsning måske, at flyselskaberne gik tilbage til at bruge rigtige glas, genbrugsbestik og genbrugelige tallerkener, som kunne vaskes og bruges igen.
Økonomien bestemmer
Men så er vi tilbage til det økonomiske. Det koster at sortere, vaske og genbruge glas, bestik og tallerkener. Det kræver meget mandskab hos cateringen og gør håndteringen meget dyrere end at bruge plastik og pap.
I virkeligheden er det økonomien og den praktiske håndtering, som har mest betydning for hvad flyselskaber gør og hvilke materialer de bruger. Lige med undtagelse af den offentlige stemning i enkelte tilfælde. I visse lande bliver man idag nærmest udskammet, hvis man ikke i det mindste lader som om at man gør noget for miljøet. Et simpelt plastiksugerør kan give sure blikke fra folk omkring dig.
Sidstnævnte er nok årsagen til at så mange har fokus på at nedbringe plastikforbruget – fordi ingen af os kan lide at se billeder af plastik i havet.
Folkestemning
Så betyder det mindre at det ikke er plastik fra fly, som rent faktisk ender i havet. Det er nok en af grundene til at mange flyselskaber idag bruger papkasser og papirkopper – selvom de også belaster miljøet at producere og ender på præcist de samme forbrændingsanlæg som plastikkopper og – bestik.
I virkeligheden ville man ganske givet belaste miljøet mindre ved at servere drikkevarer fra store flasker i glas lavet af rigtigt glas, som kunne vaskes og bruges igen og igen. Men det ville tage længere tid at servere, som igen ville kræve at man skulle opbemande kabinebesætningen og ikke mindst ville det betyde en del ekstra omkostninger til handling og catering.
Plastik er hygiejnisk
Desuden er det også hygiejnen at tage hensyn til. Når man skal dele snacks og mad ud til hundredevis af passagerer på en sikker måde, så er det altså effektivt at det er portionspakket i plastik. Forestil dig hvor mange skåle et flyselskab skulle bruge for at servere peanuts til et helt fly, hvis det ikke var pakket i engangsposer. Forestil dig hvor mange glas der skulle medbringes og vaskes, hvis man ikke brugte plastikglas ombord.
Når alt kommer til alt, så er det primært pengene der taler – i luftfarten og i de fleste andre brancher – når det kommer til at begrænse miljø- og klimaaftrykket.
Mindre brændstof er det der tæller
Det allervigtigste er at nedbringe forbruget af brændstof og da brændstof er flyselskabernes største udgift, så er det et område de – stort set – altid har haft fokus på. Ingen flyselskaber bruger så meget som en dråbe brændstof mere end nødvendigt – det er ganske enkelt for dyrt.
Emballage er synligt for kunderne
Men når det kommer til at fremstå politisk korrekte, så er emballage en meget synlig ting, som passagererne ser lige foran sig når de sidder i flysædet. De ser dog ikke håndteringen bag kulisserne og bliver ofte efterladt med et indtryk af at alt genbruges og at det gør en enorm forskel på miljø og klima når maden serveres i en papkasse eller kaffen i et papkrus.
Virkeligheden er dog ikke helt så enkel, men flyselskabernes kommunikationsfolk er dygtige til at fremstille sig selv som om de redder hele verden ved at fjerne plastiksugerør og bruge pap ombord.
Men husk på, at man redder ikke verden ved at farve en papboks brun. Og det er altså ikke affald fra flyselskabernes catering, som man fisker op af havene rundt om i verden. For langt, langt hovedparten af dette bliver nemlig brændt – uanset om det er plastik eller pap. Resten bliver uanset indsamlet når flyet lander. Ingen flyselskaber dumper affald i havet.
Prisværdigt at nedbringe miljø- og klimaaftryk
Det er naturligvis prisværdigt at flyselskaberne gør hvad de kan for at nedbringe deres miljø- og klimaaftryk på alle planer. Mange bække små.
Men vi er også nødt til at være bevidste om at en meget stor del af den marketing- og PR-lingo vi hele tiden bliver bombarderet med fra flyselskaberne ikke nødvendigvis handler om det, men mere om at fremstå som om man gør noget – mere end rent faktisk at gøre en forskel. Så lad os være lidt realistiske og fokusere på det der tæller og ikke bare det der “ser godt ud”.
Som nævnt tidligere, så kan vi trøste os med at det ikke er flyselskaberne som fylder naturen og havene med plastik og andet affald. Branchen har nemlig altid haft godt styr på at indsamle affald og få det kørt til forbrændingsanlæggene når flyene er landet.
Hvis du forestiller dig at alt affald fra flyet bliver sorteret og genbrugt til nye pap-madkasser eller nye plastikglas eller at det gør en stor forskel at spise din mad af en brun papkasse, så risikerer du dog at blive alvorligt skuffet.
Der er ingen tvivl om at flyselskaberne gør en stor indsats for at nedbringe deres miljø- og klimaaftryk. Det er de nødt til. Der lurer store skatter og afgifter til dem, hvis de ikke gør. De har lugtet hvordan det politiske klima og folkestemningen er. Desuden er der – specielt på brændstoffet – meget store summer at spare, som de naturligvis er meget interesserede i.
Det er bare ikke det manglende sugerør eller den brune papemballage, som reelt gør nogen stor forskel – altså udover på flyselskabernes markedsføring og på passagerernes samvittighed.