Da SAS oprindeligt bestilte deres mindre, Airbus A321LR, langrutefly, så var det med forventningen om at flyselskabet ville teste nye ruter med flyet. Men så kom der en pandemi i vejen og flyene har langt fra været så meget i luften som forventet. I dag er dog lidt af en mærkedag. For i dag kunne SAS åbne sin første nye langrute siden pandemiens start.
På trods af at SAS for tiden har store problemer økonomisk og ikke kan flyve ruter til Asien som planlagt, så var det en tydeligt stolt SAS-Chef, Anko van der Werff, som kunne indvie den nye SAS rute mellem København og Toronto i dag.
Ruten bliver fløjet som en såkaldt W-rute, hvor flyet går fra København til Toronto og så retur til Stockholm for igen at vende tilbage til København når flyet har rundet Toronto endnu engang. Dermed kan SAS dække to skandinaviske hubs med ét fly.
Flyet som SAS benytter på ruten er flyselskabets mindste langrutefly – en Airbus A321LR, som er konfigureret lidt anderledes end de øvrige, større fly.
Her på FinalCall.travel har vi allerede flere gange testet flyet, så du ved hvad der er i vente.
Se nogle af vores test her:
SAS Airbus A321LR første flyvning med passagerer
Vi tester SAS Airbus A321LR på Business Class
Vi tester SAS Airbus A321LR på Plus
Åbningen af den nye rute blev fejret med snorklipning i Københavns Lufthavn ligesom en del presse og andre indbudte fik en rundtur på flyet.
Her kan du se billeder fra dagens arrangement i Københavns Lufthavn:
Fakta om SAS Airbus A321LR:
Flyet har tre kabineklasse: SAS Business, SAS Plus og SAS Go med hhv. 22, 12 og 123 sæder. Totalt: 157 passagerer
Flyet har én midtergang i modsætning til de større langrutefly, som har to
Flyet er udstyret med højhastigheds-internetforbindelse, som er gratis for passagerer på SAS Business, SAS Plus samt Guld- og Diamond-medlemmer i EuroBonus.
Sæderne på de lige rækker på SAS Business har ingen sidemand. Det er de såkaldte “throne seats”, som klart er at foretrække.