Danmark vil stadig satse på SAS

Foto: SAS

På et netop overstået pressemøde i Finansminiteriet, så har finansminster Nicolai Wammen meldt ud at Danmark også fremover vil være en væsentlig ejer af SAS.

Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har indgået en aftale om at støtte og bidrage til SAS’ transformationsplan, SAS Forward, samt om statens ejerskabsvaretagelse af SAS fremadrettet.

På pressemødet meddelte han, at Danmark vil eftergive gæld og desuden investere yderligere midler i flyselskabet. Finansministeren fortalte at Danmark fremover skulle have en ejerandel på mellem 22 og 30 procent. Danmark ejer p.t. 21,4%, hvilket betyder at der altså vil blive indskudt et ganske betydeligt beløb for at opretholde denne ejerandel.

Finansminister Nicolai Wammen udtaler:

SAS befinder sig i en meget alvorlig situation. Med aftalen i dag er der enighed om, at staten er villig til at påtage sig sin del af ansvaret for at få genoprettet SAS, og at staten fortsat ønsker at være en ansvarlig og langsigtet medejer af SAS til gavn for Danmarks internationale tilgængelighed, dansk eksport og erhvervsliv samt danske arbejdspladser.

Danmark vil eftergive gæld for omkring 3,5 mia. kroner, som i praksis vil blive konverteret til aktier.

Tilsagnet kommer dog ikke uden betingelser. Bl.a. kræver den danske stat at alle andre interessessenter også bidrager – det gælder både medarbejdere og private investorer.

Sverige meddelte tidligere på ugen, at de var villige til at konvertere gæld til aktier, men ikke indskyde yderlligere penge i selskabet. Dermed vil Danmark altså blive den største statslige ejer i SAS.

Finansministeren udtalte på pressemødet at Danmark vil sikre sig en så stor andel i SAS, at de sammen med øvrige ejere kan sikre at SAS stadig spiller en vigtig rolle i Danmark.

Nicolai Wammen understregede at der ikke kommer en check til SAS i dag. Der skal udover et dansk bidrag også findes andre investorer, før staten vil støtte med flere penge.

Han fortsatte at staten ikke havde ambition om at drive flyselskab, men vil sikre sig en så stor ejerandel, at den er robust nok til at lave aftaler med andre storaktionærer for at sikre danske interesser.

Han understregede at SAS er et flyselskab, som har meget stor betydning for det danske samfund og for bl.a. Københavns Lufthavn. Det er også årsagen til at aftalepartierne har valgt fortsat at bakke op omkring SAS.

“Vi er enige om at vi fra danske side skal hjælpe SAS med den plan, der skal få dem tilbage på sporet og er parat til at eftergive gæld og sørge for en fortsat betydelig dansk ejerandel” siger Wammen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here