Det er efterhånden længe siden SAS fik leveret sin første Airbus A321LR, som var planlagt at flyve mellem København og Boston. I mellemtiden har flyet været sat på til at flyve til New York, men alle de planlagte afgange er hidtil blevet ændret. Nu tyder noget dog på at der er en ny destination i spil for de nye fly.
Kigger man i bookingsystemerne, så tyder meget på at SAS vil benytte det nye Airbus A321LR på ruten mellem København og Washington Dulles fra sommerprogrammets start d. 27. marts 2022.
Fra denne dato er ruten nemlig sat op med daglige afgange med denne flytype.
Også ruten mellem København og Boston ser ud til at være udskudt til sommerprogrammet start d. 27. marts 2022. Fra denne dato kan man nemlig ligeledes finde Airbus A321LR sat op på denne rute. Til Boston er der dog ikke tale om daglige afgange da der stadig er ugedage som er opsat med “spøgelsesflyet” Airbus A340, som ikke længere er i SAS-flåden.
Så hvis du længe har ventet på at flyve med denne nye flytype i SAS-regi, så ser det altså ud til at du kan få muligheden fra slutningen af marts fra København til Washington Dulles og Boston.
Men var forberedt på at planerne stadig kan ændres, som vi har set være tilfældet mange gange hidtil.
Blev det ved rygterne at SAS ville bruge A321LR på en ny direkte rute mellem Århus og EWR? Det var selvfølgelig før Covid lavede rod i alting.
Vi har intet hørt om denne rute fra SAS. Hidtil er flytypen sat op på København-Washington og København-Boston fra sommerprogrammet. Men der er ikke kommet nogen officiel udmelding fra SAS.