Endelig: Første afgang med SAS nye Airbus A350

Foto: Flemming Lundberg Poulsen

SAS har talt om deres nye A350 længe og passagererne har set frem til at de nye fly kommer i luften. I dag er der endelig første afgang med SAS nye Airbus A350 når det kl. 15.40 sætter kurs fra København mod Chicago O’Hare. FinalCall.travel er naturligvis med – både til festlighederne i København – og ombord på flyet til Chicago. 

Endelig kom dagen, som både SAS – og mange af flyselskabets passagerer – har ventet længe på. SAS sætter sin første Airbus A350 i trafik med passagerer.

Det har været under stor opmærksomhed, at SAS indsætter deres første nye Airbus A350 på langruterne.

SAS har selv talt om det nye fly rigtigt længe og – ikke mindst passagererne – har ventet i spænding på hvordan flyet blev indrettet.

Sidstnævnte kunne vi afsløre da flyet blev præsenteret for os i starten af december måned.

Fejring i Københavns Lufthavn inden afgang

I løbet af mandagen sendte SAS en sms-besked til passagererne på afgangen og indbød dem til fejring af det nye fly i gaten inden afgang.

SMS-besked fra SAS til passagererne på første afgang med Airbus A350

I gaten blev det nye fly fejret med lidt sliders og øl fra Mikkeller. Ligeledes var der tale fra Markus Ek, om er Vice President for Global Sales hos SAS – og han var tydeligvis stolt over at kunne præsentere det nye fly for passagererne. I disse klimatider, så havde han – traditionen tro – stor fokus på hvor meget mere miljøvenligt det nye fly var – sammenlignet med ældre flytyper.

Alt i alt var det en ganske festlig start på rejsen for alle passagererne og det var ligeledes tydeligt, at piloter, kabinepersonale og øvrige SAS-ansatte var stolte over at kunne byde os velkomne i den nye flytype.

Flere af passagererne ombord på SK943, som er første afgang med det nye Airbus A350-fly, havde nøje udvalgt denne afgang for at være med på jomfruturen med det nye fly. Andre var ikke opmærksomme på, at det var en helt speciel afgang og fik derfor en overraskelse da SAS fejrede afgangen i gaten.

FinalCall.travel er naturligvis med på jomfruturen med SAS nye Airbus A350 og vi vender snarest muligt tilbage med hvordan det nye fly er at flyve med og hvordan kabineindretningen fungerer i praksis på det nye fly.

Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Mindre brændstof og længere rækkevidde

Airbus A350 er en populær flytype hos både passagerer og flyselskaber. Ikke nok med at flyet har længere rækkevidde end tidligere to-motorers Airbus-fly og dermed kan bruges på flere ruter, så bruger det også op til 30% mindre brændstof end f.eks. de ældre Airbus A340-fly.

Hvad gør Airbus A350 så populær hos passagererne?

For det første er flyet meget støjsvagt og på – specielt lange rejser – gør det virkeligt en forskel. Flyet er desuden bredere end både den konkurrerende Boeing 787 Dreamliner og forgængerne Airbus A330 og A340. Det giver generelt en mere rummelig fornemmelse ombord og højere til loftet.

Den bredere kabine får man dog mest ud af når man flyver på Business Class. Her er der nemlig fortsat kun fire sæder i bredden – ligesom på A330 og A340 – hvilket resulterer i lidt mere plads i midtergangene og i teorien til sæderne også.

Business Class er nogenlunde, som vi kender den. Men der er små ændringer. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

På SAS Plus og SAS Go er kabinen naturligvis også mere rummelig og luftig, men her er den ekstra plads brugt til et ekstra sæde i bredden og dermed gøre plads til flere passagerer. I forhold til den konkkurrende Boeing 787, så er antallet af sæder i bredden dog det samme, men Airbus A350 kabinen er bredere og giver lidt mere plads til hvert sæde og til midtergangen.

Konfigurationen på Go bliver 3-3-3. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
SAS Plus. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Lufttrykket i kabinen er også betydeligt bedre end i de ældre A330 og A340, hvilket – ihvertfald i teorien – skal give passagererne en bedre oplevelse og bl.a. være med til at mindske træthed og jetlag.

Læs også: Sådan bliver WiFi på SAS nye Airbus A350

SAS har bestilt 8 eksemplarer af flyet

SAS har i alt bestilt 8 fly af typen Airbus A350-900, som i de kommende år skal fases ind i flåden og erstatte de ældre – og mere brændstofforbrugende Airbus A340-fly. Efter planen skal SAS få leveret det fjerde fly til juni – med de to mellemlæggende i løbet af foråret. Fly nummer to forventes leveret i februar. De bliver løbende sat ind på langrutenettet efter modtagelsen.

Langt tilløb

SAS fik leveret sit første Airbus A350 i november måned og kunne stolt fremvise det for pressen, samarbejdspartnere og de bedste kunder, i starten af december måned.

SE-RSA lander i København for første gang i november 2019: Foto: Torben Arent
SAS viser deres første A350 frem for presse, samarbejdspartnere og kunder. SE-RSA. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Siden leveringen er flyet blevet brugt til at træne piloter, som har fløjet et stort antal testflyvninger – primært mellem København og Billund.

Podcast: SAS planer for langruterne og Airbus arbejde for at mindste brændstofforbruget

Sådan bliver flyet indrettet

I SAS variant af Airbus A350, så vil der blive plads til 300 passagerer. Det er lidt flere end der idag er plads til i deres Airbus A330, som p.t. er det fly i SAS flåden, som kan transportere flest passagerer.

De 300 sæder bliver fordelt med 40 i Business Class, 32 i SAS Plus og 228 i SAS Go.

Konfigurationen bliver som følger:

Business Class: 1-2-1
SAS Plus: 2-4-2
SAS Go: 3-3-3

Den populære flytype har fløjet i en del år

Selvom selve flytypen langt fra er ny, så er det alligevel en bemærkelsesværdig dag når et flyselskab tager det første skridt for at skifte flytype i en langruteflåde. Derfor har SAS også – længe – haft stor fokus på det nye fly. Det er trods alt en enorm investering at købe så mange nye fly.

Det var i starten af 2015, at Qatar Airways modtog det allerførste eksemplar af Airbus A350-flyet. Det var også ved den lejlighed jeg selv stiftede bekendskab med flyet for første gang – under en stor fejring i Doha, hvor der var fremvisning af flyet for første gang. Og siden da – må jeg indrømme – at A350 har været et af mine favoritfly, at flyve med.

Markerer starten på en ny æra for SAS

Med indsættelsen af det første Airbus A350-fly i SAS flåden, så kan vi også markere starten på en ny æra idag. I løbet af de kommende år vil SAS udskifte alle deres ældre Airbus A340-fly med denne nye flytype.

FinalCall.travel kunne for nyligt afsløre, at SAS har planer om løbende af pensionere Airbus A340-flyene – i takt med at de nye A350 bliver leveret. Det fortalte SAS-chef, Simon Pauck Hansen i forrige uge – i vores populære podcast – da SAS genåbnede deres ikoniske Los Angeles-rute fra København.

Airbus A330-flyene skal dog beholdes i flåden et stykke tid endnu, men flere af de nyere Airbus A330Enhanced er også ganske nye.

Udover nye Airbus A350-fly, så får SAS også leveret tre styk mindre Airbus A321LR i det kommende års tid. Det første bliver indsat på ruten mellem København og Boston fra 18. september 2020 – hvor ruten samtidig går tilbage til at blive fløjet hele året.

Er du interesseret i hvordan komforten, servicen og indretningen er i flyet, så læs med her på FinalCall.travel inden længe, hvor vi kommer tilbage mest en test af produkterne som tilbydes ombord.

Læs også: Sådan bliver seatmap på SAS kommende A321LR

Vi byder Airbus A350 velkommen i SAS-flåden og ser frem til mange behagelige og gode rejser med flytypen.

 

Læs flere artikler om SAS Airbus A350 her

 

Husk at følge med på FinalCall.travel de kommende dage, hvor vi vender tilbage med anmeldelser af produkterne ombord på den nye flytype.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here