Præsenteret idag: Kom med ombord på SAS nye Airbus A350-fly

Foto: Flemming Lundberg Poulsen

SAS kunne i dag stolt præsentere deres nye Airbus A350-fly for pressen og specielt inviterede. FinalCall.travel var med og kan her vise dig alt om det nye fly.

Selvom flyet har været i drift hos mange andre flyselskaber i en del år, så har både passagerer og ansatte hos SAS set frem til denne dag længe. Efter flere års ventetid, så kunne SAS nemlig endeligt præsentere deres første Airbus A350 for pressen og specielt inviterede.

SAS A350 Inaugural Flight letter om:

 

[flipclock countdown=”true” date=”28th January 2020 3:40pm” face=”days” timezone=”Europe/Copenhagen” name=”countdown” lang=”danish”]

 

Det skete ved et arrangement i den gamle Vilhelm Lauritzen terminal i Københavns Lufthavn for kort tid siden.

Vilhelm Lauritzen Terminalen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Her kunne SAS-chef, Rickard Gustafson, stolt byde velkommen og afsløre det nye SAS fly, som også er det første langrute fly i den nye SAS bemaling.

Her fortalte han om flyets fortræffeligheder, som en mere støjsvag kabine og om at flyet benytter betydeligt mindre brændstof end de ældre langrutefly. Noget som passer godt ind i SAS strategi om være så bæredygtige som muligt.

Også Airbus CCO, Christian Scherer og den danske transportminister, Benny Engelbrecht var blandt talerne, som lovpriste det nye fly og ønskede SAS tillykke med deres første eksemplar.

Kom med ombord og se flyet

Efter velkomsttalerne, så blev vi inviteret ombord på det nye fly og kunne som de første få lov at se hvordan SAS havde valgt at indrette det.

Vi var allerede klar over at sædekonfigurationen bliver lidt anderledes i forhold til de eksisterende langrutefly – primært p.g.a. en noget bredere kabine i A350. Men hvordan ser flyet ud i praksis. Det kigger vi nærmere på her.

Fokus på Business Class fremfor SAS Plus

SAS har valgt at indrette flyet på en måde, som minder om den vi kender fra Airbus A340. Dvs. det vil være udstyret med en stor Business Class kabine foran dør 2 og en mindre lige efter dør 2. Det betyder også at SAS Plus kabinen bliver mindre end på f.eks. A330.

Flyet får i alt 300 sæder, som bliver fordelt med 40 i Business Class, 32 i SAS Plus og 228 i SAS Go.

SAS Go (Economy Class)

Den bredere kabine betyder, at der på SAS Go (Economy Class) vil være 9 sæder i bredden fremfor de 8, som er på A330 og A340. På Airbus A350 bliver konfigurationen 3-3-3, som vi også kender det fra andre flyselskaber, som benytter flytypen. Det betyder også at der er ét midtersæde mere pr. række end vi kender det fra Airbus A330 og A340.

Konfigurationen på Go bliver 3-3-3. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
SAS Go. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

På SAS Go er sæderne nogenlunde som vi kender dem idag. Alle sæder har en skærm i sædet foran (som dog er blevet lidt større), standard sædeafstand for Economy Class og et usb-stik til opladning af elektroniske enheder. Her var der altså ikke de store overraskelser, hvilket vi heller ikke havde forventet.

SAS Go. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
SAS Go får en snackbar, som man kender det fra SAS Business. På SAS Go skal man dog betale. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

SAS Plus (Premium Economy)

På SAS Plus har SAS også fået plads til et ekstra sæde i bredden. Konfigurationen bliver her 2-4-2, hvilket også giver et midtersæde mere pr. række end i SAS Plus på A330 og A340. Sæderne virker til at have nogenlunde samme bredde som vi kender det fra de andre flytyper, men det trækker lidt ned at der er flere midtersæder, som er de mindst populære sæder blandt passagererne.

SAS Plus. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
SAS Plus. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Til gengæld trækker det kraftigt op, at SAS igen har fået installeret en rigtig ben/læg-støtte på alle sæder. Det har virkeligt været savnet.

Armlænet ved midtergangen kan sænkes. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Knap til at sænke armlænet på SAS Plus. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Det bliver lettere at komme ud af sit SAS Plus sæde når man kan sænke armlænet ved midtergangen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

På A330 og A340 har SAS nemlig kun installeret ben/læg-støtten på første række på SAS Plus (som oftest er blokeret til passagerer, som rejser med baby), mens alle andre sæder kun har en mere simpel fodstøtte, der langt fra er så behagelig.

Benstøtten er tilbage på SAS Plus på alle sæder. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Bordet er re-designet og lettere at benytte. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Bordet er redesignet på SAS Plus. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

SAS Business (Business Class)

På Business Class ligner kabinen umiddelbart den vi kender fra A330 og A340 og som allerede er meget populær blandt passagererne. Selve stolen er samme model, som de eksisterende og giver alle passagerer direkte adgang til midtergangen. Thompson Vantage XL hedder modellen.

Business Class er nogenlunde, som vi kender den. Men der er små ændringer. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Men der er nogle småændringer, som absolut også må betegnes som positive.

For det første har SAS droppet luftmadrassen i stolen og erstattet den med en mere traditionel sædehynde. Den eksisterende luftmadras har der været meget delte meninger om, men de fleste som har fløjet meget på SAS Business har – med stor sansynlighed –  oplevet problemer med at den har tabt luften nogle gange. Desuden oplever mange den som varm at ligge på. Det problem skulle være løst med den nye madrastype på A350.

Mellem Go og Plus er der en lille låge som kan lukkes under flyvningen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Derudover har stolen også fået et nyt bord, som skulle være enklere at betjene for passagererne. Bordet i A350 kan foldes og giver flere muligheder for passagererne – ligesom det er større når det er foldet ud.

Nyt bord. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Nyt bord. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Både den nye madras og det nye bord skulle også kræve betydeligt mindre vedligehold, hvilket naturligvis er en økonomisk fordel for SAS, men giver også passagererne den fordel, at risikoen for at møde en stol med fejl (forhåbentligt) bliver betydeligt mindre.

Skærmen i Business Class stolen bliver lidt større end vi kender den i dag, men er ellers samme type, som tidligere. Der er altså ikke tale om en ny type, så man ser mindre af sit eget spejlbillede. Den er dog forbedret, så man bedre kan se skærmen når man ligger ned.

Betjeningen er stolen er ændret en smule, så man kan indstille den på flere måder. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Bagagehylderne er ca. 40% større end på A330 og A340. SAS har tilkøbt bagagehylder i midtersektionen på SAS Business, hvilket ikke er standard på A350. Det betyder i praksis at hver passager stort set har sin egen hylde.

Bagagehylder er 40% større. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Bagagehylderne har fået indbygget lys. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Snackbar området er også redesignet på det nye fly. Her vil der bl.a. også være et lille køleskab, så drikkevarerne er kolde.

Køleskab i snackbaren. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Der vil blive serveret kaffe i små stempelkander, som man kan tage med til sin plads.

Ny snackbar. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Nye cocktails og mocktails er udviklet, som vil blive tilgængelige på alle langruter samtidigt med første flyvning med A350. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Mere fragt med flyet

I forhold til de Airbus A330 og A340 fly, som SAS hidtil har benyttet på langruterne, så giver Airbus A350 også muligheden for at medbringe mere fragt – eller “payload” som det hedder i luftfarten.

En Airbus A350 kan medtage omkring 9 ton mere end en A330 og 4 ton mere end A340. Så skal vi naturligvis tage i betragtning, at flyet også har flere passagerer ombord end på både A330 og A340 – og de vejer også lidt.

I praksis betyder det så at en A350 vil kunne medtage omkring 5-6 ton ekstra fragt i forhold til en A330 og omkring den samme mængde som en A340. Til gengæld så kan A350 flyve med maksimal payload i hele 10.000 km, hvilket betyder at den kan fyldes helt op på alle SAS ruter – uanset vind og vejrforhold.

Forbedringer for crewet

En anden forskel på A350 i forhold til A330 og A340 er at kabinepersonalet får bedre mulighed for at hvile på de lange flyvninger.

I det bagerste galley er der nemlig placeret et hvilemodul, hvor personalet kan hvile i små køjer i et aflukket område. Hvilemodulet er reelt placeret over de bagerste passagerrækker under taget og man kommer derind via en trappe i bagerste galley. Placeringen af hvilemodulet betyder også at de bagerste rækker på SAS Go (i midtersektionen) har begrænset afgang til bagagehylderne over sæderne.

Personalets hvilemodul bagerst i flyet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Første flyvning i januar

Første flyvning med passagerer for flyet bliver den 28. januar 2020, hvor det letter fra Københavns Lufthavn med kurs mod Chicago. Herefter skal det bruges på ruterne til bl.a. Chicago samt til Beijing. Så snart der kommer flere fly af typen i SAS-flåden, så vil man også kunne opleve flytypen på andre SAS ruter, hvor det vil blive “slinget” i et mix med de ældre fly.

Skoleflyvninger i december og januar

I tiden fra nu og frem til første passagerflyvning i slutningen af januar, så vil SAS flyve en del skoleflyvninger med flyet for at træne piloterne på den nye flytype. Desværre, så kommer det til at ske uden passagerer og vil primært ske på meget korte ruter til lufthavne med begrænset trafik. Derfor kan vi nok forvente at mange af disse kommer til at gå mellem hjemmebasen i København og f.eks. Billund. Men andre lufthavne, som Göteborg og Malmö kan også komme i spil.

Cockpit på A350. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Fremvisningstur de kommende dage

Efter arrangementet i København, så skal flyet en tur til både Stockholm og Oslo, hvor det også skal vises frem for presse, medarbejdere og VIP’er. Allerede i aften går turen mod Stockholm, hvor flyet imorgen skal fremvises. I overmorgen står Oslo så for tur.

8 fly i alt

SAS får i alt leveret 8 fly af denne type og planen er at de alle skal konfigureres, som det fly vi har set idag. Altså med i alt 300 sæder ombord.

Airbus A350-900 kan i alt medbringe 50 ton last (payload) og totalt veje 268 ton ved take-off. Det er næsten 67 meter langt og har et vingespænd på små 65 meter.

Rækkevidden på flyet er opgivet til at være maksimalt 13.800 km, men i praksis – med et fuldt lastet fly og vejrforhold taget i betragtning – så taler vi nok nærmere omkring 10.000 km. Det betyder at flyet – med god margin – kan bruges på alle SAS ruter uanset vejr og vindforhold.

Her kan du se rækkevidden fra hjemmebasen i København med en begrænsning på 10.000 km:

Det lyse område markerer rækkevidden på 10.000 km fra København. Screenshot: gcmap.com

 

Opsummering

Med tilføjelsen af A350 i flåden hos SAS, så kan passagererne se frem til at få rettet nogle af de småting, som ikke har fungeret optimalt i kabinen hidtil. Benstøtten er tilbage på SAS Plus ligesom bordet er forbedret og muligheden for at lægge armlænet ned er et stort plus.  På SAS Business er skærmen større og både bordet og madrassen er blevet forbedret.

Flyet har også et lavere støjniveau, hvilket er ret tydeligt for passagererne og bidrager til en langt mere behagelig flyrejse. Samtidigt er kabinetrykket højere, hvilket også skulle medvirke til at man bliver mindre træt af at flyve i mange timer. Selve kabinen er bredere end på A330 og A340 og selvom den ekstra bredde er brugt på at presse et ekstra sæde ind på hver række, så virker flyet stadigt mere “luftigt” end de ældre fly.

Ulempen med A350 er at der på både SAS Go og SAS Plus kommer flere midtersæder. SAS er ikke værre end andre her og sædebredden forbliver nogenlunde som vi kender den, men midtersæder er og bliver de mindst populære sæder på et fly. Konfigurationen som SAS har valgt er dog helt på linie med standarden for denne flytype.

Alt i alt er det positivt at se, at SAS har rettet nogle af de små-udfordringer, som man har haft i kabinen på de øvrige langrutefly og vi glæder os til at teste det nye Airbus A350 i SAS-konfigurationen.

SE-RSA. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Cockpitvinduer med den flotte “batman” maske. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
SE-RSA. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here