Singapore Airlines og den danske Michelin-restaurant Kokkeriet lancerer nu de to næste af i alt fire nye retter inspireret af det traditionelle ’mormorkøkken’ med et nordisk touch. Efter halvandet års udvikling gik de to første retter i luften med SQ351 i april 2019, og nu er de to næste retter klar til at sende de rejsendes smagsløg i den syvende himmel med syltede agurker, rabarber og Fanø-laks som klare nordiske islæt.
Vores smags- og lugtesans reduceres markant, når vi kommer op i højere luftlag. Alligevel er god mad med lokalt særpræg en del af Singapore Airlines’ løfte til passagerne. Derfor har flyselskabet sammen med Michelin-restauranten Kokkeriet og flycateringvirksomheden Gate Gourmet udviklet i alt fire gourmetretter med et nordisk touch til rejsende på ruten København-Singapore.
– I næsten halvandet år har vi samarbejdet med Singapore Airlines om at nytænke maden ombord og give gæsterne en unik og lokal smagsoplevelse, fortæller Sammy Shafi, ejer af Kokkeriet.
Og nu er Singapore Airlines klar til at servere fortolkninger af det klassiske smørrebrød og den gode klassiske grydestegte kylling.
– Forret:
En fortolkning af ’Smørrebrød med laks’, hvor der serveres: terrin på minigulerødder, laks fra Fanø, sprødt rugbrød med malt, syltede rå gulerødder, vinaigrette på friskmostet appelsin- og gulerodsjuice og gulerodsskud.
Hovedret:
– En moderne version af ’Kylling Danoise’, hvor der serveres: pocheret og ristet unghane, gelé på rabarber, en relish af syltede agurker, sprøde kartoffelchips, ristede minikartofler, sprød persille og en sauce på reduceret kyllingefond.
Hos Singapore Airlines ser man frem til at tilbyde passagererne de to nye unikke gourmetretter.
– Tiden ombord er en vigtig del af rejsen, hvad end det er ferie eller forretning. Nye og unikke smagsoplevelser med et nordisk udgangspunkt er et supplement til vores prisvindende vinkort og eksklusive champagner, siger Erwin Widjaja, General Manager for Singapore Airlines Nordics.
Michelin-chef: Svært at undvære det personlige skøn
Kokkeriet kreerer mad inspireret af det traditionelle ’mormorkøkken’ – og restauranten anvender teknikker fra det nordiske køkken som fx rygning, saltning, syltning, fermentering og udtræk. Men der er langt fra at kreere Michelin-mad i eget køkken til at servere mad i et fly.
– Det har været en stor udfordring at skabe retter, der også i praksis kan beholde den høje kvalitet, når det personlige touch ikke er muligt. Det har været sværere, end vi troede, især tilpasning af temperaturer, tilsmagning og anretning har været udfordrende – men virkelig spændende, Morten Krogholm, køkkenchef på Kokkeriet.
De nye retter kan nydes af alle, der rejser med på business class hos Singapore Airlines fra Københavns Lufthavn.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.