Når SAS aflyser uden at aflyse?

Det er udfordrende tider både flyselskaber og flypassagerer befinder sig i lige nu. Uforudsigelige rejserestriktioner, som kan ændre sig med meget kort varsel gør det svært for begge parter at planlægge rejser i det hele taget. Men i visse tilfælde gør flyselskaberne det sværere end nødvendigt for kunderne at planlægge. Det sker bl.a. hos SAS der i mange tilfælde aflyser en afgang – uden at aflyse. Forvirret? Så læs med her og få forklaringen.

Med de meget uensartede og meget uforudsigelige rejserestriktioner forskellige lande praktiserer, så er det ekstremt svært for flyselskaberne at planlægge ruteprogrammerne. Primært fordi ingen kunder tør bestille flybilletter frem i tiden. Og når kunderne kun bestiller få dage før afrejse, så er det stort set umuligt for flyselskaberne at få en indikation af hvilke afgange, som er eftertragtede lidt længere frem i tiden.

Luftfarten kan man ikke planlægge fra dag til dag. Det er en kompliceret operation, som kræver planlægningen lang tid i forvejen, hvis det skal være effektivt og forudsigeligt for kunderne.

Rejserestriktionerne vi ser nu er en enorm hindring for flyselskaberne og kunderne og er direkte skadelig for en branche der er så enorm vigtig for både infrastrukturen, erhvervslivet og mange relaterede brancher.

Men i visse tilfælde så gør flyselskaberne det sværere end nødvendigt for kunderne at planlægge deres rejser. Det ser vi bl.a. hos SAS.

Læs også: Europkommissionen forslår fælles rejserestriktioner i Europa

Aflyser uden at aflyse

Vi har igennem længere tid set en tendens hos SAS, hvor de reelt aflyser en afgang, men holder den aktiv i bookingsystemerne, så kunderne ikke har mulighed for at ombooke eller refundere før kort tid inden afrejse. Det er langt fra kundevenligt og er i mange tilfælde en forstærkende faktor, som gør at kunderne ikke tør booke fremtidige rejser. Specielt når vi ved at det kan tage mange måneder inden man får refunderet sine aflyste flybilletter.

Ændrer flytype

De mange tilbagemeldinger vi har fået – og som passer perfekt med de mange observationer vi selv har gjort – tyder på at SAS ændrer flytypen på de afgange, som de ikke forventer at gennemføre. Det sker i god tid inden afrejse, men flyet aflyses ikke i første omgang.

Når man oplever at en afgang er sat op med en Boeing 737-700, så er der stor risiko for at den ender med at blive aflyst. Der findes dog undtagelser på specielt ruter fra Norge, men går ruten fra Danmark eller Sverige, så er risikoen for aflysning meget stor.

Når man ser en Boeing 737-700 på sin flyrute, så er der altså god grund til at alle alarmklokker ringer og man skal begynde at forberede alternativer til sin rejse, som har stor risiko for at blive aflyst. Specielt hvis afgangen ikke længere kan bookes, så kan du så godt som regne med at flyet ikke flyver.

Boeing 737-700 hos SAS er altså blevet lidt af et “spøgelses-fly”, som man med god grund bør holde sig væk fra at bestille plads på.

Fjerner afgang fra salg – uden at aflyse

Når først en afgang er ændret til Boeing 737-700 (73G i bookingsystemerne), som flytype, så vil man også ofte opleve at SAS indenfor kort tid fjerner muligheden for at bestille nye billetter på afgangen. Det gør de ved at fjerne tilgængelige sæder i bookingsystemerne. Afgangen er dog stadig ikke officielt aflyst, hvilket gør at de passagerer som allerede er booket på afgangen ikke kan refundere eller ændre deres billetter. Det kan de nemlig først når SAS officielt aflyser afgangen.

Her kan du se en afgang, som er ændret til Boeing 737-700 og som vi forventer bliver aflyst. Afgangen er dog stadig mulig at booke nye billetter på (tallene ved bookingklasserne viser antal billetter til salg i hver klasse).

Eksempel på en afgang mellem København og Berlin, som er ændret til Boeing 737-700, men stadig er mulig at bestille billetter på. Screenshot: Expertflyer.com

Her er til gengæld et eksempel på en afgang, som endnu ikke er aflyst, men ændret til Boeing 737-700, men hvor det ikke længere er muligt at bestille nye billetter på.

Eksempel på afgang, som ikke længere er mulig at bestille flybilletter på, men som ikke er aflyst endnu. Screenshot: Expertflyer.com

Kan aflyse indtil 14 dage inden afrejse

I henhold til EU261-reglerne så kan et flyselskab aflyse en afgang indtil 14 dage før afrejse uden at skulle betale kompensation til kunden. Men i rigtigt mange tilfælde ser vi altså at afgange er lukket for salg meget tidligere end denne frist. Dog stadig uden at afgangen er officielt aflyst, hvilket altså ikke giver kunden mulighed for at få tilbagebetalt sine penge eller ombooke billetten før det sker.

Ingen hjælp hos kundeservice

Når man opdager en Boeing 737-700 på sin flyafgang og samtidigt ser at afgangen ikke længere kan bestilles, så er der dog ikke meget hjælp at hente hos kundeservice. Vi har utallige eksempler på, at kunden blot får besked om at flyet er “fuldbooket”.

Det er naturligvis ikke tilfældet, men når alle bookingklasser er sat til “nul” så optræder flyet i bookingsystemerne som om det var udsolgt. Men når man kigger på seatmap på afgangen vil man se at afgangen er stort set tom og derfor er kundeservice forklaring naturligvis ikke sand.

Her ser du f.eks. seatmap for den ovenstående afgang mellem København og Stockholm, som ikke længere sælges og er opsat med Boeing 737-700. Som du kan se så er flyet stort set tomt. Kundeservice vil oplyse dig om at flyet er fuldbooket, men ikke aflyst.

Seatmap på en af de afgange, som ikke sælges viser at flyet er stort set tomt. Screenshot: Expertflyer

 

Giver kunderne mistillid

Det er naturligvis forståeligt at flyselskaberne er i en helt uhørt situation, som primært myndigheder og politikere har skabt. Det er stort set umuligt for dem at planlægge afgange frem i tiden. Men flyselskaberne – i dette tilfælde SAS – har altså også et ansvar for at give forbrugerne tillid til at booke flybilletter med dem igen.

Når man ikke er ærlig overfor kunderne og holder dem (og deres penge) som gidsler på afgange, som man godt ved man vil aflyse, så skaber det ikke tryghed og tillid til at bestille nye rejser. Tværtimod.

De fleste kan forstå at det kan være nødvendigt at aflyse afgange, som har ekstremt lave bookingtal, men så giv i det mindste kunden muligheden for at ombooke eller refundere i god tid og lad være med at udskyde den officielle aflysning til sidste øjeblik, som giver kunden dårligere muligheder for at finde et rimeligt alternativ. Vær ærlig.

SAS strategi med at vente med aflysningerne til sidste øjeblik skaber mistillid hos kunderne og stiller dem i en svær situation. Mange har rent faktisk et behov for at rejse og har brug for at kunne planlægge så godt som situationen nu byder dem.

Med ærlighed kommer man længst. Kunderne forstår godt den svære situation flyselskaberne befinder sig i. Bliver de derimod taget som gidsler i flyselskabet forsøg på at holde på pengene længst muligt, så mister de tillid og der er stor risiko for at de vælger andre – og mere forudsigbare – flyselskaber til fremtidige rejser. Og det kan SAS ikke være særligt interesseret i.

Læs også: Air France KLM tilbyder fuld fleksibilitet på alle billetter

Bliver man nødt til at aflyse en afgang, så bør man som minimum give kunden besked i så god tid som muligt.

Så længe SAS benytter sig at denne praksis, så er vores råd at du undgår alle afgange som er opsat med en Boeing 737-700. Det er dog ingen garanti da skift af flytype kan ske når som helst. Men hold godt øje med dine afgange. Sker der flybytte til denne flytype, så er der en meget stor risiko for at din afgang ikke flyves – specielt hvis man heller ikke kan bestille nye billetter på afgangen.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

1 KOMMENTAR

  1. En anden måde at se at et af dine fly i en booking sandsynligvis bliver aflyst er hvis du checker din booking hos SAS, og det første du bliver mødt af, er en lang smørre om dine muligheder hvis du ikke ønsker at fortage rejsen alligevel. Ofter er default valget at få en voucher og hvis man ikke passer på, kan man nemt komme til at aksepter dette, også har du aflyst din rejse.
    Denne smørre har jeg endnu aldrig set på en booking hvor et af mine fly ikke senere er blevet aflyst.

    Det er ikke mit indtryk at SAS har ændret procedure i forbindelse med Covid-19. Dette var også et problem før Covid-19. Det er bare blevet LANGT mere synligt efter Covid-19 ramte os. Jeg begynder efterhånden at forstå alle dem som dropper at flyve med SAS når de har opnået gold for life status. De er langt mindre flexible end deres *A konkurrenter, og hele deres booking system er sat op til at lede passagerne i fælder. Det er ikke langt fra tyveri ved højlys dag.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here