Derfor bør du selv søge kompensation hos flyselskabet

Jeg tjente 200 euro på selv at søge kompensation for forsinket ankomst. Det var nemt, så der var absolut ingen grund til at bruge et firma til den opgave.

Lad mig starte med konklusionen: Mit flyrejse fra Billund til Ankara var 6 timer forsinket, så jeg kunne få 400 euro i kompensation. Et firma specialiseret i at hente pengene hjem fra flyselskabet tager typisk 30% i gebyr (nogle tager endda 35%). Så jeg ville ende med at få 280 euro udbetalt. Men flyselskabet tilbød faktisk en voucher på 480 euro. Jeg valgte voucheren og tjente 200 euro. Så du kan faktisk hente en god timeløn ved at gøre arbejdet selv.

Jeg flyver en del. Derfor har jeg som mange andre, der rejser meget, også oplevet at blive forsinket. Både når jeg rejser for arbejdet, men også i forbindelse med ferie. Jeg har aldrig brugt et firma til at hente pengene hjem for mig. Og fremover vil jeg også selv søge kompensationen.

Foto: Oleksandr Canary Islands, Pexels.com

Penge, voucher eller bonuspoint?

På min seneste rejse med Turkish Airlines blev jeg 6 timer forsinket. Jeg fik tilbudt at vælge mellem en kontant udbetaling på 400 euro, en voucher på 480 euro eller miles til Turkish Airlines loyalitetsprogram “Miles & Smiles”. Så spørgsmålet er naturligvis: Hvad skal du vælge.

Du skal kunne bruge dine bonuspoint fornuftigt

Det er altid tillokkende at få bonuspoint eller miles, som det også hedder i nogle loyalitetsprogrammer. Men naturligvis kun, hvis du kan bruge pointene, og de har en højere værdi for dig end de andre alternative kompensationer, som flyselskabet tilbyder. Jeg er ikke med i “Miles & Smiles” og har heller ikke planer om at bruge programmet i fremtiden. Derfor var det på forhånd udelukket, at jeg ville vælge de tilbudte miles. Jeg frygtede simpelthen, at jeg aldrig ville få brugt dem.

Jeg har i forvejen svært ved at bruge mine bonuspoint i EuroBonus, så jeg ville næppe vælge bonuspoint, hvis mit SAS fly var forsinket eller aflyst. Men EuroBonus medlemmer med et Premium MasterCard kunne måske være interesseret i at få bonuspointene for at komme op på den højeste Fly Premium status, hvor man kan købe bonus billetter på business til “prisen” på en bonus billet på GO. Du kan læse mere om “Fly Premium Status” her.

En voucher kan man vel altid bruge?

Min tanke var, at jeg altid kunne bruge en voucher. Og så er en voucher på 480 euro noget mere værd end 400 euro i kontanter. Det er kendt for de fleste personer, der rejser ofte, at sådanne vouchers kun udstedes til det flyselskab, man søger kompensation hos. Og hvis det ikke lige ligger i kortene, at du lige skal rejse med det selskab igen, så er voucheren nok heller ikke en god løsning.

Du skal også være opmærksom på, at der kan være nogle restriktioner på en sådan voucher. Den voucher, jeg fik fra Turkish Airlines havde 2 begrænsninger, jeg ikke havde forestillet mig:

  • Voucheren kan kun bruges til at købe billetter, hvor jeg også rejser med. Og der kan højst være en voksen og et barn i reservationen. Så der røg lige muligheden for at købe billetter til andre. Og også muligheden for at købe en billig rejse til hele familien og betale med voucheren.
  • Hvis billetten koster mindre end værdien af voucheren, så vil det resterende beløb blive udstedt på en ny voucher – men det kan kun ske én gang. Med andre ord, så kan jeg ikke bruge voucheren til at købe 4 – 5 billige indenrigsbilletter i Tyrkiet.

Disse to begrænsninger er ikke noget problem for mig. Men det kunne det måske være for andre personer.

Kontanter

Jeg har en enkelt gang fået en kompensation fra Lufthansa overført til min bankkonto. Dengang var det 250 euro for en forsinkelse mellem Frankfurt og Billund. Jeg tror min bank har hentet medarbejdere fra RyanAir eller et andet lavprisselskab, hvor man tjener på gebyrer. Dels så mister jeg et mindre beløb på vekselkursen. Men banken tager også et gebyr på 50 kroner på internationale indbetalinger. Ikke fordi det er de store penge. Men jeg ærgrer mig alligevel over at skulle betale for det. Når jeg senere betaler i Euro med mit kreditkort mister jeg også lidt på vekselkursen – så totalt set taber jeg omkring 5% på at veksle euro til danske kroner og bagefter veksle tilbage til euro. Men det er nok dyrere at have en Euro-konto, som jeg sjældent bruger.

Dertil kommer risikoen for at blive “fanget” i bankens systemer, hvor de forsøger at finde folk, der deltager i hvidvaskning af sorte penge. Jeg er én gang blevet udtaget til hvidvask kontrol for en overførsel på omkring 800 euro fra anerkendt internationalt konsulent firma. Jeg vil helst undgå at komme i bankes sorte bog – og derfor må der ikke være for mange “mistænkelige” indbetalinger til min konto.

Kompensationsjægerne kan være en god løsning for nogen

Nogen kan have stor glæde af at bruge de specialiserede firmaer, der henter kompensation hos flyselskaberne. Jeg vil især pege på rejsende, som

  • helst ikke vil skrive på engelsk (eller andet fremmedsprog) til et udenlandsk flyselskab
  • ikke kender reglerne – og derfor let lader sig afvise eller kommer til at acceptere en lavere kompensation end den, man er berettiget til.
  • ikke gider bøvlet med at argumentere og forhandle med flyselskabet
  • gerne vil hjælpes til at søge kompensationen hjem.

Uanset om du søger kompensationen direkte hos flyselskabet eller med hjælp fra kompensationsjægerne, så skal du aflevere de samme oplysninger: Flybilletten, en lille forklaring, bilag på udlæg og kontonummeret til din bank. Derfor slipper du ikke med mindre administration / bureaukrati, når du lader et firma søge pengene hjem for dig. Det er det samme arbejde – ja faktisk lidt mere. For firmaet skal også have en fuldmagt fra dig, hvor du giver dem tilladelse til at søge kompensationen og få udbetalingen på dine vegne.

EUs regler for kompensation

Du kan have ret til erstatning, når du fly bliver forsinket, aflyst eller du ikke får lov til at gå ombord (det sker typisk, når der er flere rejsende til en afgang, end dér er sæder på flyet). Du kan læse mere om dine muligheder for kompensation på Forbruger Europas danske hjemmeside eller Forbrugerrådet Tænks hjemmeside.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here