I 7 dage stod hovedparten af SAS-flyene på jorden og omkring 350.000 passagerer fik forstyrret deres rejseplaner. Sent torsdag aften kunne både SAS og piloterne så fortælle den ventende offentlighed, at de var nået frem til en aftale, så flyene igen kunne komme i luften. Men hele processen har været noget uskøn at kigge på fra ydersiden af murene. Nu må det virkeligt være tid til eftertanke for begge parter.
Helt frem til 6 dage inde i strejken stod begge parter stejlt og viste ingen tegn på at give sig i forhandlingerne. At man skal så langt frem i processen før der sker en holdningsændring er ikke blot overraskende, men også uansvarligt af begge parter. Der er absolut ingen som vinder på at selskabet taber op mod en halv milliard kroner og rammer et så stort antal kunder – for ikke at tale om kollegaer og aktionærer.
Læs også: Erstatningskrav kan være en bombe under økonomien i SAS
Ingen må tabe ansigt
Da SAS og foreningerne sent torsdag aften stillede sig frem og præsenterede den nye aftale, så handlede det meget om at ingen af parterne måtte tabe ansigt. Derfor udtalte begge parter også at de var tilfredse med resultatet af mæglingen. Begge parter har et bagland, som de gerne skal fremstå ansvarlige og stærke overfor.
Men spørgsmålet er om begge parter, så også rent faktisk er det – eller den ene part har følt sig mere presset til at acceptere større kompromiser end den anden.
Piloterne ligner vinderne
Hvis man overhovedet kan tale om at der er en vinder i denne konflikt, så ser det umiddelbart ud til at det er piloterne.
De fik en lønstigning igennem på hhv. 3,5%, 3% og 4% henover de kommende tre år. Det var ikke helt hvad de oprindeligt bad om, men det er stadig en stigning, som er højere end arbejdsmarkedet generelt og end hvad de øvrige personalegrupper i SAS har fået.
De fik også en større del af piloterne i såkaldte “fast gruppe” og mere indflydelse på fridage for de resterende. Og måske vigtigst af alt, så fik de to aftaler tilbage, som SAS havde opsagt inden forhandlingerne startede. Aftaler der begrænser, hvor stor en del af produktionen SAS må lægge ud til eksterne selskaber og en anden aftale, som regulerer piloternes såkaldte “karrierestige” om hvem der skal flyve hvilke ruter. Begge disse aftaler har SAS talt om begrænser deres ledelsesret i firmaet og derfor ikke kunne videreføres. I virkeligheden var der nok tale om at SAS havde opsagt dem, som en provokation mod at piloterne opsagde overenskomsten et år inden oprindeligt planlagt.
Men en “sejr” kan også nogle gange være dyr. Alle de udgifter og image-tab, som denne konflikt har påført SAS skal jo tjenes ind igen – og det kommer alle medarbejdergrupper til at bidrage med – på den ene eller anden måde – også piloterne.
Udfordringerne for SAS
SAS har potentielt åbnet Pandoras æske når det gælder kommende overenskomstforhandlinger med øvrige medarbejdergrupper. Alle andre SAS ansatte har også bidraget til at SAS kom ud af krisen i 2012 – og hvorfor skulle de ikke også ønske noget af det tabte tilbage når de skal forhandle. Pilotstrejken har vist, at det kan lykkes, hvis man bare står sammen. Derfor kan det potentielt være en turbulent fremtid SAS går i møde – når det gælder forhandlinger med øvrige medarbejdere. De fleste andre medarbejdergrupper er dog lidt lettere at erstatte og derfor har de nok ikke helt så meget magt, som piloter har.
Begge parter bør give sig tid til eftertanke
Som vi tidligere har skrevet om, så er der reelt ikke nogen vindere af en sådan konflikt. De økonomiske konsekvenser er enorme og det kommer til at tage SAS lang tid at tjene det tabte ind igen. Så selvom det umiddelbart ser ud til at piloterne trak det længste strå i forhandlingerne, så må vi nok erkende at det kun er på den korte bane. Der kan komme en regning der skal betales senere.
Langt mellem ledelse og medarbejdere
Hvis pilotstrejken har vist noget, så er det at det ser ud til at der er langt mellem ledelsen i SAS og medarbejderne. Samarbejdsklimaet er tydeligvis betændt.
At det overhovedet er nødvendigt, at en overenskomstforhandling kører så meget i hårdknude, at man er nødt til at tage et økonomisk tab i den størrelsesorden og ikke mindst tage omkring 350.000 kunder som gidsler siger en del.
At ledelsen og medarbejderne kommunikerer så dårligt med hinanden, at man ikke kan nå til et kompromis inden en strejke er direkte uansvarligt af begge parter. Luftfarten idag drives på så små marginer, at enhver strejke kan være katastrofal for selskabets fremtid.
At begge parter – under konflikten – har haft travlt med at sværte modparten til – og komme med udtalelser, der i bedste fald er farvede – eller i værste fald grænsende til løgnagtige – skaber ikke en sund virksomhedskultur eller samarbejdsklima.
Og samarbejdsklimaet under en overenskomstforhandling er en ting, men man skal altså også arbejde sammen i hverdagen bagefter. Spørgsmålet er så hvor stor klods det er om benet på SAS fremover.
Pyramider skal brydes ned
Den tidligere SAS-chef, Jan Carlzon, talte om at man skulle rive pyramiderne ned i SAS. Man skulle have mennesket i fokus. Hans filosofi er blevet anerkendt over hele verden. Den bog han skrev om emnet er oversat til 22 sprog og blevet en management-klassiker. Noget kunne tyde på, at den nuværende SAS-ledelse skulle tage et kig på den bog igen og overveje om man netop ikke har bygget de berygtede og skadelige pyramider op igen de senere år.
Carlzons lederskab af SAS var naturligvis i en anden tid. Både verden og luftfarten har ændret sig enormt siden da – og mange vil også beskylde ham for at være en af årsagerne til at SAS blev et selskab med store økonomiske udfordringer. Men ingen kan stille spørgsmålstegn ved, at han nok er den leder i SAS der har været mest respekteret blandt medarbejderne og kunderne. Netop fordi han brød pyramiderne ned og var i dialog med sine ansatte i øjenhøjde samt gav dem mulighed for at tage ansvar selv. Jeg tror også de passagerer, som fløj med SAS under hans lederskab vil give mig ret i, at SAS var et meget mere kundefokuseret selskab dengang.
Det kom selvfølgelig med en pris. En pris som man i luftfarten med sikkerhed ikke har økonomi til at betale idag, men det betyder ikke at man ikke kunne lære af hans strategi om at sætte både medarbejdere og kunder i fokus og se dem som ressourcer.
Store nationale forskelle i Skandinavien
I dag er hovedparten af SAS koncernen samlet i Stockholm. På et kontor (“Pyramiden”) langt væk fra lufthavnen og kerneforretningen. Det giver visse udfordringer – både overfor medarbejdere og kunder. Beslutningstagerne (som overvejende er svenske) sidder langt fra dem det handler om og ikke mindst, så bliver det en udfordring når der skal tages hensyn til nationale kulturforskelle i Danmark, Norge og Sverige.
Selvom mange tror at vi i Skandinavien ligner hinanden rigtigt meget, så er der enorme forskelle på mentaliteten i de tre lande. Øresund er måske ikke særlig bred, men den er ganske dyb.
SAS store udfordring er nok at ledelsen og størstedelen af administrationen er primært svensk – og sidder i Stockholm, mens store dele af medarbejderne “på gulvet” og kunderne befinder sig i Danmark og Norge og har en helt anden kultur end svenskerne.
Både danskere og nordmænd er langt mere direkte end svenskerne og det skaber altså nogle konfrontationer og udfordringer (ja, jeg ved godt jeg generaliserer, men med næsten 30 års erfaring i at arbejde på tværs af de tre lande, bopæl i Sverige og drift i Norge, så har jeg trods alt et vist grundlag at basere påstanden på).
Naturligvis er der nogle stordriftsfordele i at samle hovedkontoret et sted og i et land, men jeg er ikke så sikker på at det er en fordel for SAS. I både Danmark og Norge bliver det ofte opfattet – både blandt kunder og medarbejdere – som et problem. Kulturforskellene er ganske enkelt for store til at det kan lade sig gøre uden store udfordringer.
Vejen frem i SAS
Der er ingen tvivl om at en af de store udfordringer i SAS er kommunikationen mellem medarbejdere og ledelse. Den netop overståede konflikt var et tydeligt tegn på det og et tegn på at der er langt imellem dem.
Der var ganske enkelt en fatal mangel på forståelse for “modpartens” ønsker fra begge sider.
Hvis en så stor virksomhed skal fungere, så kræver det altså at både økonomien er sund, men også at medarbejderne trives – både privat og professionelt. Alene det faktum, at det var så stort et problem at få forhandlet en løsning, så de ansatte kunne få en bedre balance mellem job og fritid sender et signal om, at medarbejderne bliver set som en udgift og nødvendigt onde – fremfor en ressource, som kan være ekstremt værdifuld for en virksomhed, hvis de bliver håndteret rigtigt.
Nu skal jeg naturligvis understrege, at ovenstående betragtninger er taget ud fra hvad vi har set i offentligheden under konflikten, men med den kommunikation partnerne er kommet med, så kan der ikke være meget tvivl om at kulturen ikke er sund og trænger til en intensiv par-terapi.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.
