Det er gået hurtigt for flyselskaberne med at få afskaffet kravet om at bære mundbind på flyrejser til USA – efter at en føderal dommer i Florida dømte CDC’s krav ugyldigt. Men ikke alle flyselskaber tillader maskefri flyvninger endnu. Få oversigten over hvilke krav flyselskaberne har for rejser til USA.
Stort set alle amerikanske flyselskaber har – indenfor de seneste dage – droppet kravet om at passagererne skal bære maske ombord på deres fly. Fremover vil det være frivilligt om passagererne ønsker det. Der er dog enkelte undtagelser på ruter til lande, som stadig kræver masker ombord på fly.
Men de europæiske flyselskaber har stadig meget forskellige regler som de håndhæver. Derfor skal du kigge dig godt for, hvis du ønsker at rejse maskefri til og fra USA.
I går kunne vi fortælle at SAS med omgående virkning fjernede kravet om at bære maske ombord på deres fly til og fra USA. SAS kræver dog stadig masker ombord på fly til destinationer, hvor det kræves af myndighederne – f.eks. til Italien og Kina.
Men hvordan forholder de øvrige europæiske flyselskaber sig til at bære maske ombord på deres ruter til og fra USA?
Det er umiddelbart ikke let at få en enkelt overblik over dette, men vi har alligevel forsøgt at kigge på reglerne hos de enkelte flyselskaber.
Vær dog opmærksom på at disse regler kan ændre sig med meget kort varsel og at vi derfor altid opfordrer dig til at tjekke de gældende regler med det flyselskab du skal rejse med. En god idé er altid at medbringe masker, så du kan tage dem på hvis det kræves eller reglerne ændres.
At dømme ud fra flyselskabernes hjemmesider, så kan du p.t. rejse maskefrit med følgende europæiske flyselskaber til USA:
- British Airways
- Icelandair
- KLM
- LOT Polish
- SAS
- Virgin Atlantic
En del andre flyselskaber har endnu ikke – i hvert ikke officielt på deres hjemmesider – ændret kravet om at det er obligatorisk at bære maske ombord på deres flyvninger:
- Air France
- Austrian
- Brussels Airlines
- Finnair
- Iberia
- Lufthansa
- TAP Air Portugal
- Turkish Airlines
Det ser også ud til at flyselskaberne fra Mellemøsten, som Emirates, Qatar Airways og Etihad stadig kræver masker ombord, men rapporter fra mange rejsende fortæller dog at det ikke håndhæves i særlig grad, hvis du flyver på Business Class med disse.
Ovenstående oversigt er gældende i skrivende stund, men vær opmærksom på at disse regler kan ændres med meget kort varsel, så tjek altid med det flyselskab du skal rejse med.