Amerikanske flyselskaber og myndigheder vil ikke længere håndhæve maskekrav på flyene

Foto: Delta Airlines

På trods af at Præsident Biden netop havde forlænget kravet om at bruge ansigtsmasker ombord på fly, i lufthavne samt på øvrige offentlige transportmidler, så ser det ud til at både amerikanske myndigheder og flyselskaber nu trodser hans mandat efter en dommerkendelse i Florida.

Der var gode nyheder til passagererne på mange amerikanske flyselskaber i nat. Flere flyselskaber kunne nemlig meddele passagererne ombord, at det fremover ville være frivilligt at benytte ansigtmasker ombord på flyene til, fra og indenfor USA.

Det skete efter at en føderal dommer i Florida i går besluttede, at Præsident Bidens mandat ikke var lovligt. Kort tid efter meddelte TSA (Transportation Security Administration) at de ikke længere ville håndhæve kravet om at bruge masker i lufthavne samt ombord på transportmidler.

Det var Dommer Kathryn Kimball Mizelle, som nedlagde veto mod det gældende mandat fra Det Hvide Hus om at bruge masker ombord på transportmidler. Hun udtalte at CDC ikke havde lovmæssigt grundlag for at opretholde dette krav da de ikke havde kunne komme med tilstrækkeligt grundlag for at kræve dette.

Denne udmelding fik umiddelbart flere flyselskaber til at fjerne kravet ombord på deres fly – i flere tilfælde skete det endda mens flyene var i luften, hvor kaptajnen kunne meddele at kravet bortfaldt med omgående virkning. Det er naturligvis stadig muligt at bære maske på frivillig basis, hvis man ønsker dette.

Det Hvide Hus måtte også erkende nederlaget i retten og måtte mandag officelt sige at de satte maskekravet på “pause”

Det Hvide Hus sagde til hjemmesiden TPG:

“Myndighederne overvejer nu beslutningen og næste skridt. I mellemtiden betyder dagens afgørelse i retten, at CDC’s krav om masker i offentlig transport ikke længere er i gældende”

“Derfor vil TSA ikke håndhæve direktivet om at masker skal bruges i offentlig transport eller på transporthubs for tiden. CDC anbefaler at folk fortsætter med at bruge masker indendørs og i forbindelse med transport”

Talsmanden for Det Hvide Hus sagde ligeledes til TPG, at de ikke på nuværende tidspunkt har planer om at fjerne kravet om en negativ covid-test inden indrejse til USA, som mange både flyselskaber og passagerer ellers har presset på for at få fjernet.

I løbet af mandagen meldte flere amerikanske flyselskaber ud, at det med omgående virkning var frivilligt om man ville bære maske ombord.

F.eks. udsendte Alaska Airlines en meddelelse, hvor de skrev:

“Vi er glade for at at dette betyder at vi igen kan se smilende ansigter, men vi forstår at mange har blandede følelser omkring dette. Derfor opfordrer vi til at alle er venlige mod hinanden og minder om at det stadig er muligt at bære maske”

Også Delta Airlines meldte hurtigt ud, at masker fremover var frivilligt:

“Vi er lettede over at maskekravet er løftet når Covid-19 er ændret til en sæsonvirus. Tak for opbakningen med at følge reglerne og holde hinanden sikre”

Også American Airlines og Southwest Airlines har fjernet kravet om at bære masker ombord.

Amerikanske flyselskaber har længe advokeret for at Biden administrationen skulle fjerne kravet om masker ombord ligesom de også gerne ser kravet om negativ Covid-test inden indrejse i USA fjernet.

Hidtil har Biden administrationen dog ikke ønsket at fjerne disse krav – på trods af at det sundhedsfaglige grundlag er ganske tyndt – og har så sent som i sidste uge forlænget kravene frem til 4. maj 2022. Men det satte den føderale dommer i Florida altså en stopper for – i hvertfald indtil videre når det gælder brugen af masker.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here