Fuld stop for rejser til tidligst efter påske

Danmark forlænger det danske Udenrigsministerium frarådelse af alle resjer til alle lande til – tidligst – lige efter påske. Så selvom man langsomt genåbner dele af landet, så er der altså ingen gode nyheder til den kriseramte rejsebranche og de rejsehungrende danskere.

På trods af at Danmark i denne uge har modtaget en henvendelse fra Europakommissionen, som skarpt kritiserer de meget strenge danske rejserestriktioner og indrejserestriktioner, så har den danske regering idag valgt at forlænge de nuværende rejserestriktioner frem til og med 5. april 2021.

De skærpede rejsevejledninger, hvor Danmark ikke forholder sig til det reelle smittetryk i andre lande, men derimod har kategoriseret alle lande i hele verden som røde uanset landets smittetal, bliver nu forlænget. Dermed ignorer Danmark den skarpe opfordring, som Europakommissionen er kommet med, hvor de opfordrer alle medlemslande til ikke at begrænse den frie bevægelighed i Europa.

Forlængelsen af de skærpede rejsevejledninger betyder, at også erhvervsrejser, som ellers anses som nødvendige rejser, fortsat frarådes. Der gælder dog enkelte undtagelser. Eksempelvis rejser i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser ind og ud af landet.

Ligeledes fortsættes suspenderingen af den ugentlige opdatering af Udenrigsministeriets rejsevejledninger baseret på modeller for henholdsvis EU/Schengenlande og tredjelande. Det gælder også frem til og med den 5. april.

De særlige rejserestriktioner over for Storbritannien ophæves. Storbritannien sidestilles således med alle andre lande i verden, undtagen Sydafrika, hvor der fortsat gælder endnu strammere regler og anbefalinger for ind- og udrejse.

De ekstremt strenge krav til negativ Corona-test for at rejse med fly til Danmark forlænges også. Dermed kræver Danmark altså fortsat at man skal kunne fremvise en test, som kun er 24 timer gammel for at rejse med fly til Danmark. Noget som kan være ganske svært – og til tider umuligt – at fremskaffe i mange lande. Langt de fleste andre lande har en længere tidsfrist på hvornår denne test kan være taget.

Rejseråd til danskere i udlandet: 

  • Danskere, der bor fast i udlandet, opfordres fortsat til at blive hvor de er og følge de lokale myndigheders anvisninger. 
  • Danskere i udlandet bør nøje følge de lokale restriktioner i det land, man befinder sig i.
  • Danskere i udlandet opfordres til at tilmelde sig Danskerlisten via danskerlisten.um.dk eller via app’en Rejseklar. Danskerlisten er den hurtigste måde for Udenrigsministeriet at sende information om rejserestriktioner til danskere i udlandet
  • De danske grænser er fortsat ikke lukkede for danskere eller andre som bor i Danmark, der er på vej hjem fra et udlandsophold.

Flyveforbud til Danmark med passagerer uden en negativ COVID-19 test:

  • Transportministeriet har indført forbud mod flyvninger med passagerer, der ikke kan fremvise negativ COVID-19 test taget indenfor 24 timer inden passagerne går ombord på flyet. 
  • Passagerer, der på en sammenhængende flyrejse flyver til Danmark via transit i en eller flere lufthavne, kan dog vælge at tage en test undervejs i en transitlufthavn. Du kan læse mere om, i hvilke transitlande dette er muligt her. 
  • Der er herudover lavet en undtagelse fra flyveforbuddet for personer, som har været smittet med COVID-19 inden for de seneste otte uger. En positiv test, som er minimum 14 dage og maksimalt 8 uger gammel, sidestilles således med en negativ test og giver adgang til at flyve.

Hvad der sker efter påske er Udenrigsministeriet og Regeringen ikke kommet med nogle bud på. Dermed er det fortsat behæftet med stor usikkerhed for danskere at planlægge fremtidige rejser.

I Storbritannien fremlagde regeringen i denne uge en langsigtet plan, som satte datoer på hvornår englænderne kunne regne med at kunne rejse igen. Det fik bookingtallene hos easyJet til øjeblikkeligt at stige med over 300%. Noget der bekræfter at langsigtede planer er en stor hjælp for at få den kriseramte rejsebranchen genstartet.

Flyselskaber som trafikkerer Danmark må dog stadig leve med uvisheden om hvornår de igen kan byde gæster ombord ligesom danskere stadig ikke har mulighed for at planlægge sommerferien når de endnu ikke kender de danske planer for at fjerne de nuværende rejserestriktioner.

Det er dog værd at bemærke at det ikke er forbudt at rejse som dansker. Der er tale om en vejledning fra Udenrigsministeriet. Du kan dog skulle forholde dig til krav om test og isolation ved hjemrejse til Danmark ligesom mange forsikringsselskaber ikke dækker dig på rejsen når Udenrigsministeriet fraråder rejser. Der er dog enkelte forsikringsselskaber, som tilbyder rejseforsikringer, som også dækker dig mod Corona-relatede hændelser. F.eks. selskabet Heymondo.

Læs også: EU til Danmark: Grænselukninger er gået for langt

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here