Mandag besluttede EU, igen, at fjerne USA fra listen over “sikre” lande, hvilket betyder at amerikanere kan opleve strengere rejserestriktioner når de rejser til Europa. Men hvordan bliver rejsemulighederne mellem USA og Europa nu?
I modsætning til hvordan det kan lyde i flere medier, så bliver der ikke umiddelbart tale om at der bliver indført et fuldt stop for rejser fra USA til Europa.
I den modsatte retning, så har der dog længe været fuld stop for europæere, som ønsker at rejse ind i USA – og her er der ikke umiddelbart udsigt til nogen ændring. Præsident Bidens Administration har endnu ikke meldt ud om så meget som en plan for genåbning. På trods af stort pres fra Europa.
I første omgang betyder EU’s fjernelse af USA fra den “sikre” liste ikke alverden. EU’s anbefalinger er nemlig ikke lov, men blot anbefalinger til medlemslandene. Udover USA, så er Israel, Kosovo, Libanon, Montenegro og Nordmakedonien også blevet fjernet fra listen over sikre lande.
Nu skal de enkelte medlemslande så vurdere om de vil rette sig efter EU’s anbefaling og i givet fald i hvilket omfang.
Kaotiske tilstande venter
Hvilke lande, som vil implementere EU’s vejledning er endnu uvist – ligeledes kan der være stor forskel på hvad de enkelte lande vil kræve for at amerikanere kan rejse ind i deres land.
Nogle vil sikkert kræve vaccine for at amerikanere kan indrejse, mens andre muligvis også vil indføre krav om test og karantæne i forskellige kombinationer. Andre lande, som er mere afhængige af turistindtægter vil muligvis være mere afslappede med de krav de vil stille.
Hvem som gør hvad må vi vente lidt med at se.
Men uanset, så bliver det nok ganske uoverskueligt for amerikanere at holde styr på de forskellige regler. Men sådan har det for såvidt været længe.
USA er lukket land
EU indfører officielt denne ændring p.g.a. den negative udvikling i smittesituationen i USA den seneste tid. Men der er nok heller ingen tvivl om at EU er blevet voldsomt skuffede over USA’s ageren denne sommer – efter at EU åbnede for amerikanske rejsende. Her var der ganske sikkert en forventning om at USA ville gengælde lettelserne i rejserestriktionerne i et vist omfang. Dette skete dog aldrig – selvom Præsident Biden lovede at “kigge på sagen”.
Både den tyske kansler Merkel og Europakommissions præsidenten Ursula von der Leyen har kritiseret den amerikanske præsident for at holde grænserne lukkede for europæere. Men USA har stort set ignoreret de europæiske ønsker.
At fjerne USA fra listen over sikre lande har derfor også ganske sikkert et politisk budskab og er et udtryk for en stor skuffelse over at USA ikke gengældte lettelserne i sommer.
Europa har mere at tabe end USA
Uanset om EU forsøger at presse USA til at gengælde lettelserne i rejserestriktionerne, så er det p.t. EU som har mest at tabe.
De amerikanske flyselskaber og turist industrien er godt på vej tilbage mod mere normale forhold. Amerikanerne rejser i stort omfang indenrigs, men også til feriedestinationer som Mexico og andre steder i Karibien. Det er nemlig helt frit at rejse i USA – og det gør amerikanerne i stort omfang.
De europæiske flyselskaber er derimod stadig hårdt ramt. I Europa har vi stadig mange rejserestriktioner – og flyselskaberne har historisk haft god trafik over Atlanten. Og disse ruter mellem Europa og USA har også en stor indflydelse på at fylde flyene i Europa med feedertrafik. Når man mangler feedertrafiken, så fjerner man også noget at grundlaget for at genstarte mange europæiske ruter.
Derfor er det nok også begrænset hvor hårdt EU tør at presse USA, som godt ved at man i Europa ikke rigtigt har så meget at have truslen i. Og at gøre denne sag til en regulær handelskrig er der nok ingen der er interesserede i.
Politisk signal
At EU skulle gå så langt som at lukke helt for amerikanere for at presse USA til at genåbne for europæere er nok ganske utænkeligt. Og for den sags skyld ville det også være et stort økonomisk problem.
Så selvom den officielle årsag til at EU nu vil indføre strengere indrejserestriktioner for amerikanere er smittetallene, så skal vi nok ikke se bort fra at der også er et kraftigt politisk signal i det også. Akkurat, som der muligvis også er et politisk signal i at USA forsat holder grænserne lukkede for europæere – på trods af at smittesituationen og vaccineudrulningen går langt bedre på denne side af Atlanten.
De amerikanske regler har i hvertfald visse “huller” som ikke virker specielt logiske. F.eks. kan man ikke rejse fra et Schengenland med lav smitte – uanset om man er vaccineret eller ej. Men tager man f.eks. til Mexico – som har højere smitte end i Europa – og opholder sig der i 14 dage, så kan man pludseligt godt rejse ind i USA. Det kan være svært at få øje på det sundhedsfaglige grundlag – eller logikken – for sådanne regler.
Ingen signaler om amerikansk åbning
Hvornår USA har tænkt sig at åbne for at europæere kan rejse ind i landet igen er stadig uvist. Fra amerikansk side er der ingen indikationer på hvad det kræves for at de letter på de strenge restriktioner.
Indtil nu er der heller ikke kommet nogen amerikansk reaktion på EU’s beslutning om at – igen – stramme kravene for amerikanere.
Men der er vist ingen tvivl om at EU vil fortsætte med at presse på for at europæere igen kan rejse på forretningsrejser i USA – eller besøge familie og venner, som de ikke har set i over halvandet år. Og det vil undre mig meget hvis EU igen letter på disse restriktioner før USA også gengælder det i den anden retning.