Danskerne booker bedre hoteller denne sommer

I forhold til sidste år, så booker danskerne bedre hoteller på deres sommerferie. Det viser nye salgstal fra stort rejsebureau. Hver anden sommerferie er 4-stjernet eller mere.

Det lille ekstra drys luksus fylder meget, når autosignaturen endelig ryger på arbejdsmailen. Således er hver anden (49 pct.) sommerferie i år bestilt til at være 4-stjernet eller mere. En god buffet, iskaffe ved poolen og alle de is, ungerne kan konsumere, er dog også et hit. Hver tredje sommerferie hos Apollo er nemlig booket med all inclusive i år, hvilket er langt flere end vanligt. Desuden hitter Playitas på Fuerteventura blandt de aktive, mens familierne flokkes i Grækenland. Blandt de mindre græske øer er Samos et hit, og Barcelona lokker, når det gælder storbyer. Det viser helt nye salgstal for sommerferien fra Apollo.

Sommerferie er for de fleste lig med frihed fra hverdagens trummerum, masser af afslapning med en god bog eller en næsten zen-agtig vandretur i bjergene. Og hvad er i den sammenhæng egentligt mere passende end, at man drysser lidt ekstra luksus ud over sin ferie?

Det synes at være mantraet for mange Apollo-gæsters ferievalg, som i år har skruet op for antallet af hotelstjerner i deres sommerferie.

Således er hver anden sommerferie (49 pct.) hos Apollo bestilt med indkvartering på 4-, 4+ eller 5-stjernet hotel.

Det viser de seneste salgstal fra Apollo.

Vi vil have all inclusive på ferien
Samtidigt er antallet af sommerferier med all inclusive også boomet denne sommer.

Hver tredje rejse er således bestilt til et af Apollos 273 hoteller med mulighed for all inclusive.

”En tand mere luksus og all inclusive er til sammen helt sikkert tendenser, som vi kun har set stigning i de senere år. Der er langt færre, der vælger 2 eller 3 stjerner, når det kommer til hotellet, fordi det giver så meget ekstra at gå en stjerne eller to op, og fordi prisforskellen er marginal på langt de fleste destinationer. Man får altså ofte mere sommerferie for sine penge, når man fx vælger et 4-stjernet Apollo Mondo hotel, end hvis man vælger det afsidesliggende 2-stjernede hotel, selvom hotellerne i den lavere kategori stadig er efterspurgte blandt de rejsende, som vil have det mere lokale og autentiske touch,” forklarer Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

”Opgradering på hotelstjerner kan sikkert også kobles til, at all inclusive bliver mere og mere populært. De fleste danskere ved efterhånden godt, at man faktisk får rigtig meget kvalitet for pengene, når man vælger all inclusive på et 4- eller 5-stjernet hotel, og samtidigt vil langt de fleste spare på feriebudgettet, fordi de ikke skal have pungen op af lommen hele tiden, når de lige har lyst til en vand, øl eller is.”

Aktiv ferie og græske øer hitter
Det er da også det 4-stjernede sportsresort Playitas på Fuerteventura, som trækker flest Apollo-rejsende denne sommer. Blandt familier er det dog særligt det 4+-stjernede koncepthotel Mythos Beach på Rhodos, der er et hit.

I det hele taget er både Fuerteventura og Grækenland populære destinationer, når Apollo dykker ned i salgstal for årets mest populære ferieuger. De mindre græske øer har bl.a. vundet indpas i feriedanskernes bevidsthed med Samos og Santorini som højdespringere.

Blandt de såkaldte flex-destinationer, som oftest går til storbydestinationer i det antal dage, som passer ind i kalenderen, er det derudover klassikere som Barcelona, London og Malta, der har trukket i flest danske feriekroner denne sommer.

”Sommersalget har generelt været flyvende i efterhånden mange måneder, og selvom det vilde danske sommervejr i maj lagde en midlertidig dæmper på lysten til at købe rejser ud af landet, så bliver det en god rejsesommer for rigtig mange danskere. Faktisk er den eneste charterdestination, vi har oplevet skuffende salg på, Montenegro, der ganske enkelt ikke har tiltrukket lige så mange som forventet. Men det er nok bare et spørgsmål om tid, inden flere får øjnene op for dette smukke og meget budgetvenlige land,” mener Glenn Bisgaard.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here