Nu kan du se hvilken underholdning SAS tilbyder inden du tager hjemmefra

Screenshot fra SAS.se

SAS har introduceret en ny guide, hvor du allerede hjemmefra kan se hvilke film og tv-serier, som er tilgængelige på deres langruter.

Tidligere kunne man let følge med i underholdningsprogrammet hjemmefra når man fløj på SAS langruterne. Det var dengang hvor man ikke kunne starte eller stoppe filmene selv – eller for den sags skyld selv bestemme hvornår man ville se dem. Dengang (da SAS havde de gamle kabiner), så kørte filmene bare i loop på hver sin kanal.

Da SAS introducerede deres nyeste udgave af langrutekabinerne, så blev flyene også udstyret med et helt nyt underholdningssystem, som kunne tilbyde alle passagerer både langt bedre og større skærme. Desuden kom de rent teknisk op på niveau med de fleste andre flyselskaber og kunne også tilbyde “on demand” film, så man selv kunne bestemme, hvornår man ville starte en film.

Siden dette system blev indført har det dog været ganske umuligt for passagererne at se hjemmefra, hvilke film som blev tilbudt ombord, men det er nu ændret med en ny sektionen på SAS-hjemmesiden.

Nu kan du nemlig både få et overblik over hvilke film og tv-serier som vises og ikke mindst læse om de enkelte film. Det gør det langt lettere at forberede hvad du har lyst til at se – eller at medbringe dine egne film, hvis du ikke finder noget interessant.

Du kan se oversigten over SAS underholdningen på dette link

Generelt set har SAS et rigtigt godt underholdningssystem ombord på flyene – dog med et stort men!

Desværre har SAS ikke forbedret udvalget af film og tv-serier, som er ganske begrænset i forhold til mange andre flyselskaber. Sidst vi fløj på en SAS langrute (for kun 2 uger siden), så var der kun 57 film og 49 episoder af tv-udsendelser tilgængelige. Mange af disse film og tv-serier er langt fra nye, så det kan være noget af en udfordring at finde noget interessant at kigge på, hvis man flyver ofte. Desuden er der kun ét (?????) afsnit af de fleste tv-serier, hvor de fleste andre flyselskaber tilbyder langt flere af hver serie.

Det er naturligvis en forbedring at man nu hjemmefra kan konstatere at det oftest er den bedste løsning at downloade film selv og medbringe, men vi havde dog hellere set at SAS havde forbedret indholdet i underholdningssystemet med langt flere film og ikke mindst mere end et afsnit af hver tv-serie.

Mange andre selskaber har tusindvis af titler at vælge imellem og her har SAS lang vej igen for at leve op til de fleste konkurrenters underholdningsprodukt.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here