Asiatiske lavprisselskaber på vej til Skandinavien

Foto: byeangel from Tsingtao, China - WikiMedia, Creative Commons

Europæiske – og dermed også skandinaviske – flyselskaber er under stort konkurrencemæssigt pres på trafikken til store dele af Asien. Det seneste årti har det været konkurrenter fra Mellemøsten, som har taget store markedsandele – og nu ser det ud til at det er asiatiske lavprisselskaber, som der skal konkurreres med i fremtiden.

Vi har igennem årene set nogle enkelte forsøg på at etablere lavprisselskaber til at servicere langruter, men hidtil har det ikke været den store succes. Noget ser dog ud til at have ændret sig i luftfarten og nu er der flere spillere på vej til at kæmpe om det voksende passagerantal.

Selvom Norwegian langt fra var de første til at forsøge sig med lavpris på langruter, så er det (til trods for de økonomiske udfordringer, som selskabet befinder sig i p.t.) det første flyselskab, som for alvor har fået etableret sig. Specielt på trafikken over Atlanten vokser de kraftigt.

Og selvom de stadig kæmper for at sikre sig de vigtige trafikrettigheder for at kunne flyve over Rusland, så satser de også stadig på flyvninger til f.eks. Thailand.

Men nu tyder noget på at de for alvor kommer til at møde konkurrencen fra en helt ny side – når det gælder trafikken til Asien.

Ny rute fra Bangkok til Skandinavien

Det malaysiske lavprisselskab (som også har selskaber i Thailand, Indonesien m.v.), som også satser på langruter, AirAsia X, har netop meldt ud at de har bestilt ikke mindre end 100 langrutefly af typen A330neo, så her er planerne for ekspansion store.

AirAsia X’s chef, Tony Fernandes, fortalte igår til journalister fra bl.a. Reuters, at de har to leasede fly, som skal leveres i april 2019. Når disse bliver leveret, så planlægger selskabet af åbne tre nye ruter fra Thailands hovedstad Bangkok. Heraf én til Skandinavien.

Stockholm, Wien og Prag er de tre nye destinationer, som Air Asia X’s forventer at flyve til.

Frontalangreb på Norwegian

Åbningen af en rute til Skandinavien er et frontalangreb på Norwegian, som ellers har været nogenlunde alene på lavprismarkedet på langruterne. Og med en konkurrent baseret i Asien, så er der ingen tvivl om at de kan producere flyrejserne billigere. Husk på, at det jo netop var Thailandsk baseret kabinepersonale, som Norwegian forsøgte at bruge på alle ruter for at sænke omkostningsniveauet. Noget som dog viste sig at være en større udfordring for dem end forventet.

Selvom Air Asia X er et lavprisselskab, så tilbyder de også på nogle af deres langruter et produkt, som minder mere om en Business Class end f.eks. Norwegian gør med deres Premium Economy.

Air Asia X har nemlig en rigtig flatbed, som de sælger til en rimelig pris. Her er dog ikke tale om det nyeste og bedste Business Class produkt på markedet, men mere som de sæder vi så på Business Class i forrige generation. Uanset er det dog et klart mere interessant produkt end Premium Economy.

Air Asia X har to rækker med Flatbeds på række 1 og 2 med hver 6 sæder i bredden, som vi f.eks. husker det fra SAS gamle Business Class.

Air Asia X Premium Flatbed. Foto: Air Asia

På Economy Class er pladsen ikke helt så generøs. Her har selskabet nemlig presset et ekstra sæde ind i bredden i forhold til hvad, som er standarden på A330. Air Asia X har her en sædekonfiguration på 3-3-3, hvilket svarer til hvad flere charterselskaber har. Til sammenligning har SAS en konfiguration på 2-4-2 i samme flytype. Sædeafstanden er dog – iflg. Seatguru – stadig 32 tommer, hvilket må betragtes som ganske rimelig på et lavprisselskab.

Economy Class på Air Asia X. Foto: Air Asia

Totalt har selskabet 377 sæder ombord på deres A330, hvor de fleste andre har omkring 250-260. En del af de ekstra sæder kan – udover smallerede sæder – forklares med at deres Premium kabine er mindre end hos netværkselskaberne og at de ikke tilbyder Premium Economy.

På Economy Class kan passagererne bestille måltider på forhånd og vælge mellem et stort udvalg af mad.

På Premium Flatbeds er mad og drikke inkluderet i prisen.

Selskabet tilbyder også en “stillezone” ombord på deres langrutefly, som passagerer der ønsker fred og ro kan booke. Her tillades ikke børn under 10 år og selskabet forsøger at holde belysningen mere dæmpet samt sørger for at mad/drikke serveres hurtigere end i resten af kabinen, så passagererne kan få mest mulig hvile på flyrejsen.

Præcist hvordan flyene som skal bruges på den planlagte rute til Skandinavien er indrettet vides p.t. ikke, men vi forventer at den bliver nogenlunde som på den eksisterende flåde.

Air Asia har også et enormt netværk af ruter i Asien, hvilket giver dem store konkurrencefordele i forhold til f.eks. Norwegian når det gælder videreforbindelser i Asien. Deres rutenetværk giver mulighed for at nå rigtigt mange destinationer i hele Asien.

Flere selskaber kan være på vej

Konkurrencen om passagererne på langruterne har aldrig været større end i dag – og ikke mindst udbredelsen af lavprisselskaber har set en opblomstring, som vi kun har set starten af.

Også Singapore Airlines lavprisselskab, FlyScoot, satser stort for tiden. De har netop åbnet ruter til Europa og her forventer vi også at se flere i fremtiden – og Skandinavien kan sagtens være en mulighed for dem også.

Læs også: Test af FlyScoot Premium Economy Class

Samtidig har Norwegian offentliggjort at de åbner en langrutebase fra København og også vil satse på flyvninger til Bangkok i fremtiden.

En anden væsentlig del af konkurrencebilledet er fortsat selskaberne fra Mellemøsten. Både Emirates og Qatar Airways har allerede indsat en stor kapacitet på Skandinavien og de vil uden tvivl kæmpe hårdt for at bevare deres markedsandele – noget som sagtens kan føre til en heftig priskrig, hvis nye selskaber forsøger sig på markedet.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here