SAS vil ikke bekræfte ny Haneda-rute

SAS benytter idag Airbus A340-fly på ruten til Japan.

I går kunne vi afsløre, at der var blevet tildelt mindst ét slot i Haneda lufthavnen som var øremærket en rute til Skandinavien. SAS ønsker dog ikke at bekræfte om de planlægger at flyve til denne lufthavn.

Med afsløringen af, at der var blevet tildelt ét slot i Haneda lufthavnen i Tokyo, som er øremærket en rute til Skandinavien, så må vi konkludere at der er gode chancer for at SAS – på den ene eller anden måde – får adgang til et slot i den langt mere centrale lufthavn i Tokyo.

Disse slots tildeles nemlig normalt gensidigt, så der både tildeles ét slot til et japansk flyselskab samt et til et flyselskab fra det land/område, som slottet er øremærket til. Dermed tyder meget på at SAS også får muligheden for at flyve til Haneda. En anden mulighed er at SAS går ind i et joint venture med Star Alliance partneren ANA, som har fået tildelt et slot. Denne model kender vi fra samarbejdet med Singapore Airlines på ruten mellem København og Singapore.

I dag flyver SAS på ruten fra København til Narita, som ligger betydeligt længere fra centrum i Tokyo.

Tidligere har SAS-chef, Rickard Gustafson, udtalt til japanske medier, at SAS planlægger at flyve til Haneda fra København og samtidigt åbne en ny rute fra Stockholm til Narita.

Nu er SAS dog noget mere tillukkede når det kommer til at bekræfte en ny rute eller flytningen af den eksisterende.

“SAS byder det velkomment, at japanske myndigheder har tildelt Skandinavien et slot til Haneda. Nu afventer vi detaljer om aftalen og slottider fra de skandinaviske myndigheder” siger Freja Annamatz, pressechef for SAS i Sverige, til FinalCall.travel

“SAS flyver for nuværende til Narita og ser frem imod, at der nu åbnes for flere muligheder for at beflyve Japan. Når det gælder aftale og detaljer må vi vende tilbage på et senere tidspunkt” fortsætter hun.

Der er dog nok ingen tvivl om, at SAS hellere vil flyve til den langt mere centrale lufthavn i Haneda end til Narita, som de gør idag.

Om det sker afventer vi med spænding.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here