Nu kommer “Light” flybilletter også til Business Class

Baren ombord på Emirates A380. Foto: Emirates

Flyselskaberne har igennem de senere år stået i kø for at introducere såkaldte “Light” eller “Basic” billetter på økonomiklasse. Billetter, hvor produktet er skåret mest muligt ind til benet og hvor alt du behøver ekstra koster gebyrer. Nu ser det ud til, at vi ser de første forsøg på at indføre disse “Light” billetter på Business Class også.

“Gebyrjunglen” eller “Kapløbet mod bunden” er noget vi længe har set når det drejer sig om økonomiklasse flybilletter, men hidtil har de dyrere Business Class billetter undgået at få fjernet inkluderede services blot fordi de blev solgt med rabat. Det lader nu til at ændre sig.

Læs også: Er dette Emirates nye Premium Economy stol?

Emirates har nemlig indført en “Special Fare” på flere af deres ruter – bl.a. mellem Dubai og London. Vælger man denne laveste pris, så vil man ikke længere få inkluderet det samme i prisen, som i øvrige prisklasser.

Det er egentligt ikke fordi det er speciel overraskende, at Emirates nu indfører Business Class Light. Allerede i 2016, så luftede flyselskabets chef, Tim Clark, idéen om at “unbundle” Business Class, som et alternativ til at indføre Premium Economy. Det som er overraskende er at Emirates i mellemtiden har offentliggjort, at de faktisk vil indføre Premium Economy fra næste år – og at de nu samtidigt starter med at “unbundle” Business Class.

Emirates har nu fire typer af Business Class billetter: Special, Saver, Flex, og Flex Plus. Det er kun Special kategorien, som bliver en decideret “Light” billet. De øvrige prisklasser inkluderer fortsat hele produktet.

Læs også: Kapløbet mod bunden i flybranchen

Hvad er så forskellen?

Selve sædet og servicen ombord er det samme, som i de dyrere prisklasser, men derudover er der en del forskelle, som du skal være opmærksom på.

For det første, så har du ikke længere adgang til lounge, hvis du køber den billigste Business Class billlet – medmindre du har status hos Emirates. Selve billetten inkluderer ikke loungeadgang, men dit statusniveau kan.

Ingen chaufførservice til og fra lufthavnen. P.t. giver alle billetklasser adgang til chaufførservice til og fra lufthavnen – med undtagelse af bonusbilletter.

Ingen mulighed for at opgradere til First Class. Alle de øvrige prisklasser giver mulighed for at opgradere til First Class for et fast antal bonuspoint.

Begrænsede muligheder for at vælge sæde. I den billigste prisklasse kan du først vælge sæde ombord efter at check-in har åbnet.

Begrænset optjening af bonuspoint. Den nye “Special” pris vil fremover optjene bonuspoint på niveau med Economy Flex Plus.

Højere gebyrer for ombooking

Læs også: Emirates indfører begrænsning på bagage

Disse ændringer er – som nævnt – ikke overraskende. Emirates har luftet idéen for længe siden, men der er ingen tvivl om at det i fremtiden bliver endnu sværere for passagererne, at få overblik over hvad deres billet inkluderer. At unbundling nu bliver introduceret på Business Class er nyt – hidtil har dette fænomen været forbeholdt de billigere bookingklasser.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

1 KOMMENTAR

  1. Hvad er årsagen til at saver giver 39.000 point og flex, flex plus kun giver 30.000 – er det ikke modsat alle andre selskaber?

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here