Lufthansa Miles & More med Star Alliance-fjendtlige ændringer

Foto: Lufthansa

Nogle gange kan man undre sig over om Star Alliance-medlemmerne faktisk er interesseret i at samarbejde. Lufthansa-gruppen seneste “forbedring” i Miles&More tyder ihvertfald ikke på det. Fremover skal man nemlig flyve mindst halvdelen af sine flyvninger med Lufthansa Gruppen for at optjene status i Miles&More.

Selvom Lufthansa er et af de betydelige medlemmer i Star Alliance – og dominerende i Europa, så tyder meget på, at de ikke er specielt dedikerede til at samarbejde med andre end sig selv.

Med deres overflytning af mange ruter til Eurowings og Discover, så har de reelt fjernet muligheden for at optjene bonuspoint og udnytte statusfordele for alle andre end deres egne medlemmer i Miles&More på mange ruter. Det til trods, så sælger de flittigt flybilletter på disse selskaber på deres egen hjemmeside – med det resultat at mange – knapt så erfarne – rejsende ofte bliver skuffede når de ikke optjener bonuspoint eller kan bruge deres statusfordele.

Hos Lufthansa-selskabet, Brussels Airlines, findes mange billetklasser – selv på Business Class, som ikke giver pointoptjening i f.eks. Eurobonus og hos SWISS kan man risikere at havne på et Edelweiss-fly, som heller ikke er medlem af Star Alliance og derfor hverken giver bonuspoint eller statusfordele, hvis man ikke er Miles&More medlem.

Man skal virkeligt kigge sig godt for, hvis man vil flyve Lufthansa Gruppen og ikke optjener point i deres Miles & More. Eller vælge at booke med andre – mere alliance-venlige – flyselskaber.

Endnu et skridt væk fra Star Alliance

Med det seneste tiltag fra Lufthansa Gruppen, så tager de endnu et skridt væk fra Star Alliance samarbejdet – når de fra 1. januar 2024 fjerner muligheden for at optjene såkaldte “Qualifying Points” i Miles&More når man flyver med Star Alliance flyselskaber, som ikke er en del af Lufthansa Gruppen.

Her er hvad der fremover kræves for at optjene status hos Miles&More:

For at opnå Frequent Traveler eller Senator status skal man altså optjene både en vis sum Point og Qualifying point. Begge krav skal opfyldes.

“Points” kan man optjene med Star Alliance selskaber, men “Qualifying Points” optjenes altså kun med Lufthansa Gruppens egne flyselskaber.

Man optjener altså “Points” med Star Alliance, men ikke såkaldte “Qualifying Point” og man skal optjene begge typer af point for at opnå status. I praksis betyder det at man skal flyve mindst halvdelen af sine flyvninger med Lufthansa Gruppen for at opnå status hos Miles&More. Desuden skal man flyve Business eller First Class for at samle HON miles mod Miles&More’s topstatus, HON. Her tæller Economy eller Premium Economy overhovedet ikke.

Her ser du en anden oversigt over den optjening som gælder fra 1. januar 2024:

Derudover vil der ikke være forskel på om man flyver en kort eller lang rute indenfor de to kategorier, som Miles&More fremover vil anvende.

Alle flyvninger vil blive kategoriseret som enten kontinentale eller interkontinentale flyvninger og der er altså ikke forskel på om man flyver en kort interkontinental flyvning til New York eller en lang til Los Angeles.

Som en ekstra “forbedring”, så vil statusmedlemmer heller ikke optjene en bonus i fremtiden – for lettere at kunne forny deres status.

Uanset dit statusniveau, så optjener alle de samme Points, Qualifying Points og HON Circle Points.

Frequent Travellers, Senators og HON Circle optjener dog 25% ekstra såkalte award miles hos visse flyselskaber. Disse miles kan bruges til at booke bonusrejser for, men tæller altså ikke for at opnå status.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here