SAS forlader Star Alliance i 2024: Hvad kan vi forvente os?

Grafik: FinalCall.travel

Hvis alt går efter planen for SAS, så bliver 2024 året, hvor flyselskabet forlader Star Alliance og bliver medlem af den konkurrende SkyTeam alliance. Men hvad kan vi, som passagerer – og bonusprogrammedlemmer – forvente os af et sådan skifte?

Der har gået mange rygter – og mange såkaldte “eksperter” og “has-been SAS-folk” har forsøgt at male fanden på væggen i forbindelse med et skifte fra Star Alliance til SkyTeam. Det har fået mange EuroBonus-medlemmer til – i større eller mindre grad – at gå i panik.

I mange internetfora har man kunnet læse om folk, som ville tømme deres bonuskonto, skifte til Lufthansa’s Miles & More eller andre Star Alliance programmer. Fra vores synspunkt er det ganske unødvendige overreaktioner. Her bør man i stedet tage et kold styrtebad og bevare roen.

Faktum er at vi ikke ved 100% hvad fremtiden byder på endnu, men inden længe vil vi ganske sikkert på mere at vide.

At tømme sin bonuskonto eller skifte loyalitetsprogram kan vise sig at være en rigtig dårlig beslutning, hvis overgangen til SkyTeam går, som vi forventer os.

Las os kigge lidt på hvorfor vi ikke mener dette skifte er nogen dårlig løsning – og hvorfor en panikreaktion (uden at kende realiteterne endnu) er en dårlig løsning.

SAS overlever

Den nok mest oplagte fordel er at SAS overlever. Iflg. SAS ledelsen var det bud der kom fra den nye ejergruppe det bedst mulige. Det vil sikre at vi stadig har et stærk skandinavisk-baseret netværksselskab, hvilket kun kan være en fordel for erhvervslivet og rutetilbuddet fra Skandinavien. Til trods for at både Sverige og Norge ikke længere er en del af det “skandinaviske” flyselskab, så er hele Skandinavien stadig et vigtigt hjemmemarked for SAS.

SAS bliver vigtigere i SkyTeam end i Star Alliance

SkyTeam er ganske rigtigt en mindre alliance end Star Alliance, men SAS er længe blevet behandlet, som familiens sorte får i Star Alliance. Efter sigende har Lufthansa holdt SAS udenfor den vigtige joint venture omkring Atlant-ruterne. United har være ualmindelig tung at danse med når det gælder forbindelsesflyvninger i USA og helt generelt er status-fordelene, bonusoptjening m.v. ikke særligt gode i Star Alliance, hvor man ofte ikke kan vælge sæde m.v., hvis man er EuroBonus-medlem og der findes mange billetklasser, som ikke giver bonuspoint.

I SkyTeam er samarbejdet betydeligt tættere mellem medlemmerne og da det er en mindre alliance vil SAS også få en vigtigere plads ved bordet, hvilket bør vise sig at være en fordel for både SAS og kunderne.

SkyTeam er en tættere alliance

SkyTeam er en betydeligt tættere alliance end Star Alliance. Vi har set mange eksempler på, at flyselskaberne i Star Alliance gerne vil fremstå som en alliance, men i virkeligheden så forsøger de at give så få fordele, som muligt til andre medlemmers kunder. Seneste skud på stammen er Lufthansa, som fra januar 2024 ikke længere giver statuspoint på andre afgange end med Lufthansa-gruppen. Flyver du f.eks. med United eller SAS, så optjener du ikke længere statuspoint i Miles & More. Det er der ikke meget alliance og smmenhold over.

Hos SkyTeam er samarbejdet betydeligt tættere og selskaberne imellem er langt bedre til at give alliancefordele. Man har ikke opfattelsen af at de offentligt siger et, men i realiteten gør noget andet.

København kan få flere langruter

En af årsagerne til at AF/KLM finder det interessant at være medejer i SAS er at Amsterdam vil se en reduktion af flyoperationer i de kommende år. Politkerne i Holland vil begrænse flytrafikken i Schiphol i klimaets hellige navn. Samtidigt vil der komme flere skatter og afgifter på flyrejser til, fra og via Amsterdam.

Det skaber en stor mulighed for at København kan vokse og at de nye ejere vil flytte mere trafik via København, som kan blive et vigtigt knudepunkt. Ikke blot for skandinavere, men også for kunder fra andre lande, som kan vælge at flyve via København fremfor via Amsterdam eller Paris.

Det kræver dog at danske politikere ikke får samme dårlige idéer (som de dog til en hvis grænse desværre allerede har fået) og ødelægger det store vækstpotentiale, som ligger lige til højrebenet for både SAS, Københavns Lufthavn og Danmark.

Vi vil ikke blive overrasket, hvis SAS kommer til at udvide langrutenetværket fra København i de kommende år.

Vores kilder oplyser, at SAS inden længe f.eks. vil annoncere en ny rute fra København til Atlanta.

SAS har offentligt udtalt at de satser på København, som den vigtigste hub i fremtiden. Det betyder ikke nødvendigvis, at Norge og Sverige ikke får langruter, men planen er tydeligvis at det er bedre med én stor og stærk hub, fremfor tre svage. Det kan blive en fordel for SAS passagererne – uanset hvor i Skandinavien de bor da urentable og tyndt belagte ruter ikke gavner nogen.

København bliver vigtig hub for SkyTeam

Efter Amsterdam og Paris, så kan København blive den tredje-vigtigste hub for SkyTeam i Europa. Det kan blive en stor fordel – både for SAS, men også for Danmark og resten af Skandinavien – specielt med et stærkt SAS rutenetværk videre rundt i Skandinavien.

Ikke blot kan det skabe grundlag for nye SAS-ruter, men det kan også få f.eks. Delta Airlines eller andre SkyTeam flyselskaber til at kigge nærmere på at åbne ruter til Skandinavien.

Bedre forbindelser i USA

Med adgang til Delta Airlines store netværk i USA, så vil SAS kunder få bedre muligheder for forbindelsesfly i USA. Vi har allerede set SAS tage de første forsigtige skridt i den retning ved at tilbyde flere afgange til Delta’s hub i New York JFK i sommerprogrammet og skifte terminal. Efter vores overbevisning kommer vi til at se mange flere tilpasninger af SAS rutenet for at sikre bedre forbindelser til SkyTeam partnere.

Det hidtidige samarbejde med United Airlines har mildest talt været elendigt. Det har været svært (til tider umuligt) at vælge sæder ombord på videreforbindelser med United, udvalget af afgange har været begrænset og billetpriserne dyre og det har ikke været uvanligt at United har opkrævet ekstra afgifter for bagage, som passagerer har inkluderet i billetprisen.

SAS har derfor valgt at tilbyde forbindelser med f.eks. JetBlue og Alaska Airlines, hvilket dog så betyder at man ikke kan optjene EuroBonus-point eller bruge sine statusfordele på disse flyvninger. Ikke optimalt, men en nødløsning for SAS.

I SkyTeam virker det som om samarbejdet er tættere og mere gennemarbejdet. Her er partnere i alliancen rigtige partnere og forsøger ikke at modarbejder hele grundlaget for alliance.

Flere muligheder over Atlanten

Det ligger i kortene at SAS skal være medlem af SkyTeam’s joint venture på Atlantruterne. Faktisk har KLM allerede udtalt at det er målet efter investeringen i SAS.

Når (hvis) det sker, så vil både SAS- og SkyTeam-kunder, få betydeligt bedre muligheder for at kombinere forskellige afgange over Atlanten.

For SAS kunder vil det blive muligt at kombinere SAS langruter med langruter fra KLM, Air France, Virgin Atlantic og Delta Airlines. Noget der stort set er umuligt i Star Alliance idag da SAS ikke tilbyder de lange stræk med andre alliancemedlemmer og vice versa.

Mere overskuelig bonusoptjening

Hvor man ofte har skullet gætte sig til hvor mange bonuspoint man optjener når man flyver codeshare i Star Alliance (man optjener ud fra bookingklassen hos operating carrier – en bookingklasse man ikke nødvendigvis kan se når man booker codeshare), så er SkyTeam langt mere gennemskuelig og fair.

Her optjener man bonuspoint ud fra den bookingklasse man rent faktisk booker og det flynummer, som står på ens billet. Dvs. booker du et SAS flynummer i en given bookingklasse, så er det også det du optjener point efter – uagtet at afgangen f.eks. flyves af Delta, Virgin Atalantic eller KLM med et andet flynummer.

Bedre adgang til Karibien

SkyTeam tilbyder et godt og interessant netværk i Karibien, som Star Alliance ikke har i samme omfang. Så her bliver der nye og spændende destinationer at kigge på.

Ændringer i loungeadgang

Her ved vi ikke rigtigt endnu hvordan SAS vil håndtere loungeadgang. Hidtil har SAS været dårligst i klassen når det gælder om at tilbyde loungeadgang i lufthavne, hvor Star Alliance ikke er repræsenteret. SkyTeam derimod er gode til at købe adgang til tredjepartslounger, hvilket kan lægge et pres på SAS for at gøre det samme. Men vi ved det ikke. SAS kan vælge at fortsætte som et de dårligste flyselskaber når det gælder at tilbyde loungeadgang i Europa. Uanset kan det ikke blive meget dårligere end idag og man kan blive positivt overrasket.

Generelt vil vi se ændringer i hvilke lounger man har adgang til ved et skifte til SkyTeam. Og her er kvaliteten blandet hos den nye alliance.

Der findes rigtigt gode lounger i Amsterdam og Paris bl.a. og SAS kunder får forhåbentligt adgang til Air France lounge i JFK Terminal 1 når de skifter i sommerprogrammet. Omvendt bliver det et trin ned af stigen for SAS kunder i Boston, hvis de skal bruge Air France loungen fremfor Lufthansas.

Alt i alt troer vi ikke det bliver dårligere end nu – med potentiale til at blive bedre på mange destinationer.

Er det noget der bliver mindre godt i SkyTeam?

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen, så selvom vi overordnet tror at skiftet til SkyTeam bliver positivt, så er der naturligvis også visse ting, som vi forventer bliver mindre godt.

Mister adgang til Polaris lounger

F.eks. mister man adgang til Uniteds Polaris lounger i USA, hvis man flyver på SAS Business. De hører til blandt de bedre lounger og her matcher SkyTeam ikke niveauet.

Svagere netværk til Asien

SkyTeam har også et svagere netværk til Asien end Star Alliance. F.eks. kan de Thailands-hungrende skandinavere ikke længere optjene bonuspoint på Thai Airways eller benytte Thai’s lounger.

Omvendt kan det ende med at SAS selv vælger at indsætte flere afgange til Bangkok eller åbne en ny rute til f.eks. Seoul, som er en ganske interessant SkyTeam-hub, der kan give gode forbindelser videre i Asien.

Ændret rutenetværk

Med skiftet til SkyTeam kommer SAS helt sikkert til at ændre i rutenetværket. Vi har allerede set at ruten mellem Stockholm og Chicago (United hub) ikke kommer tilbage efter vinterpausen. Der går også pålidelige rygter om at SAS vil starte ny rute til Atlanta og der kommer helt sikkert flere ændringer.

Ruten til Washington DC (også United hub) kan f.eks. godt hænge i en tynd tråd og blive udskiftet med en Delta hub, men nye ruter ser vi også som en mulighed når SAS kommer på fode igen og evt. får udvidet flåden af langrutefly.

Nogle vil sikkert blive skuffede over de ruter, som de mister, men på den anden side, så bliver andre sikkert glade for det nye som kommer. Her er der altså ikke nødvendigvis tale om negativt nyt for alle.

Potentielt dyrere bonusbilletter

Flying Blue (Air France/KLM’s bonusprogram) opkræver høje skatter og afgifter for bonusrejser. Noget SAS ikke nødvendigvis behøver at gøre, men risikoen er klart til stede.

Pointprisen for bonusrejser kan også risikere at stige, men på nuværende tidspunkt, så er det ren spekulation, men dog en reel risiko.

Dårligere adgang til First Class bonusrejser

SkyTeam tilbyder ikke i samme omfang First Class blandt medlemmerne. Så det bliver slut med at booke Lufthansa, ANA eller SWISS First Class som bonusrejser. På den anden side, så er det nok ikke rigtigt noget som påvirker SAS’ forretning da der er tale om et meget lille antal specielt interesserede, som faktisk gør dette. Men denne gruppe bonusjægere laver til gengæld en del “støj” på internettet, mens de nok kun bidrager økonomisk til SAS-forretningen i meget begrænset omfang.

Usikkerhed i overgangsfasen

Allerede nu skaber skiftet usikkerhed omkring hvordan man som kunde skal forholde sig. Booker man f.eks. en Star Alliance billet langt ud i fremtiden, hvordan er man så stillet efter et skifte? Man kommer ganske sikkert ikke til at optjene bonuspoint eller kunne bruge statusfordele efter et skifte er sket.

Skal man så i stedet booke med SkyTeam med risiko for at skiftet ikke sker inden ens rejsedato og man ikke kan optjene disse point til EuroBonus?

Derfor er det også ekstremt vigtigt at SAS får meldt en dato ud for skiftet til SkyTeam snarest muligt, så det ikke afholder kunderne fra at booke fremtidige rejser.

For loyale kunder er det vigtigt at man ikke booker i blinde og kan bruge sine statusfordele samt optjene bonuspoint.

Personligt har jeg flere rejser senere på året, som jeg potentialt godt kunne booke nu, men hvor jeg afventer. Venter SAS for længe med at melde en dato ud, så overvejer jeg faktisk at booke i en helt tredje alliance for at have vished om hvordan jeg optjener mine bonuspoint og få booket inden billetpriserne potentielt stiger.

Konklusion

Alt i alt tror vi det kan blive en god løsning for SAS kunderne, at flyselskabet skifter til SkyTeam.

Der er naturligvis stadig mange usikkerhedsmomenter og alt afhænger af hvordan SAS håndterer dette skifte.

Men vi skal tænke på, at EuroBonus er SAS’ vigtigste markedsføringsredskab og på papiret burde de ikke være interessede i at skræmme nogen kunder væk – tværtimod. Men vi har set dem træffe tvivlsomme beslutninger tidligere, så her må vi afvente og se håndteringen.

Hidtil har de dog være klare i spyttet om, at kunderne ikke vil se forrringelser og f.eks. Lifetime Gold etc. vil fortsættte i EuroBonus. På længere sigt, så kan EuroBonus blive en del af Flying Blue (når AF/KLM efter planen øger ejerandelen og bliver majoritetsaktionær) og hvis dette sker, så ved ingen hvordan EuroBonus-kunder er stillet.

Vi har dog ikke tidligere set at noget flyselskab har behandlet kunder i et opkøb dårligt – nærmere tværtimod, men en gang skal jo være den første.

SkyTeam er – ganske rigtigt – en mindre alliance end Star Alliance, men med SAS’ skifte, så bliver Star Alliance mindre og SkyTeam større. Specielt set med skandinaviske øjne, så er SAS en vigtig spiller i hvilken som helst alliance og Star Alliance dækning af Danmark, Norge og Sverige bliver unægteligt betydeligt svagere – uanset hvor de ellers flyver til i verden.

Så vores råd er “sid stille i båden”. Alt tyder på, at et skifte til SkyTeam faktisk kan blive helt okay. Specielt med SAS, som en vigtig partner i alliancen, så bliver SkyTeam styrket betydeligt ud fra Skandinavien, hvilket utvivlsom er en fordel for kunderne.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here