Krig mellem United Airlines og Expedia

Foto: © Raimond Spekking via WikiMedia Commons.

Indenfor kort tid kan det ende med at et af verdens største flyselskaber ikke vil tilbyde sine billetter på en af verdens største bookingsider. Der er udbredt en veritabel krig mellem United Airlines og Expedia.

Det er langt fra første gang at der er uenighed mellem et stort flyselskab og en af de store bookingsider. Langt hen af vejen handler det ofte om en forhandlingstaktik når de store kontrakter skal fornyes og det er da muligvis også grunden til den krig, der netop nu florerer mellem United Airlines og Expedia.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at Expedia – midt i disse forhandlinger – har valgt at lægge sag an mod United Airlines – ligesom United har valgt at true med at trække alle sine billetter fra bookingsiden. Det lyder ikke som det sundeste forhandlingsklima mellem de to.

Expedia lægger sag an

Ifølge et sagsanlæg, som Expedia har anlagt mod United Airlines i denne uge, så truer flyselskabet med at lukke for adgangen til deres billetter. Muligvis allerede fra næste uge. Dette skulle gælde afrejser efter d. 1. oktober 2019, hvor den nuværende aftale udløber.

Expedia opfatter denne trussel, som om United Airlines vil tvinge dem til at indgå en aftale på dårligere vilkår end hidtil. Det skriver Skift.

United har bekræftet, at deres flybilletter kan blive utilgængelige hos Expedia – men de er dog ikke gået specielt meget i detaljer omkring uenigheden. De siger dog, at Expedia – i månedsvis – har nægtet at indgå i konstruktive forhandlinger omkring en fornyelse af kontrakten mellem de to. United fortæller desuden at de forventer at deres flybilletter ikke vil være tilgængelige på Expedias sider i USA og Canada når det gælder rejser efter 1. oktober 2019.

Expedias svar var altså at lægge sag an mod United Airlines for bl.a. at forhindre dem i at få adgang til markeder, hvor United er dominerende.

Ikke første gang store spillere er uvenner

Det er langt fra første gang at store spillere på rejsemarkedet er blevet uenige og har lukket for adgangen til deres flybilletter eller hotelværelser.

I mange år har International Hotels Group (IHG) ikke haft deres hoteller til salg hos Expedia p.g.a. uenigheder omkring kontrakten. De vendte dog tilbage til Expedia i 2017.

Også American Airlines og Orbitz har haft langvarige stridigheder, som startede for omkring 10 år siden. De betød at American Airlines ikke solgte deres flybilletter via Orbitz. Denne konflikt blev dog løst i 2014. Dog vurderes det at Orbitz mistede 5% af deres omsætning i denne periode.

Flyselskaber er vigtige for bookingsiderne

At kunne tilbyde et så bredt udvalg af flybilletter, som muligt, er ekstremt vigtigt for disse online rejsebureauer. Ofte starter de rejsende nemlig med at finde flybilletter – inden de finder hotellet. Derfor betyder det manglende udbud af flyrejser også at hjemmesiderne potentielt kan miste en stor omsætning. Desuden er det – i mange markeder – betydeligt lettere at finde alternative hoteller end alternative flybilletter, hvis de ikke har disse tilgængelige.

I mange markeder i USA har United Airlines helt op til 50% markedsandel og hvis Expedia mister muligheden for at tilbyde disse flybilletter, så vil de også potentielt miste store markedsandele i disse områder.

Hvor ender det?

En meget stor del af denne konflikt handler nok om en benhård forhandlingstaktik. I det store hele, så er begge parter jo interesseret i at sælge mest muligt. Så mon ikke parterne kommer til enighed på et tidspunkt. På den anden side, så har vi jo set at American Airlines var villige til at stoppe al salg hos Orbitz tidligere, så vi skal nok ikke vide os alt for sikre.

Indtil videre, så har United givet varsel om at ale flyvninger efter 1. oktober 2019 ikke kan sælges hos Expedia efter på mandag, så der ved vi nok lidt mere om hvordan denne kamp ender i første omgang,

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here