Denne rejse med United var i forbindelse med en oversøisk rejse til Chicago med SAS, hvor jeg skulle rejse videre til Las Vegas med United Airlines. En rejse på cirka 3 timer og 40 minutter og efter amerikanske forhold en mellemlang distance.
Forbedret immigration i Chicago
Efter ankomst med SAS fra København gik det forbavsende let at komme igennem immigrationen i Chicago. Ikke meget kø og har man brugt sin ESTA tidligere, så er det nu muligt at benytte selvbetjeningsautomater for at scanne sit pas, afgive fingeraftryk og få taget billede. Herefter får du en kvittering, som skal vises ved en skranke og afleveres for at komme igennem toldkontrollen. En langt mere smidig og enkel procedure end tidligere. Men som sagt, så virker det kun hvis du tidligere har brugt din ESTA i USA. Ved første indrejse skal du stille dig op i den almindelige kø. Denne nye og automatiserede immigration er helt sikkert noget der vil få mig til at prioritere at skifte fly i Chicago indtil flere lufthavne får dette system.
Kedelig lounge
Efter et terminalskifte var det tid til at kigge ind i United Club Lounge. Jeg havde trods alt stadig omkring 2 timer og 30 minutter til afgang mod Las Vegas med United. United Club var et sørgeligt møde.
For det første tog det lidt tid at komme ind i loungen. Selvom der stod tydeligt på mit boardingkort at jeg har Star Alliance Gold status, så insisterede de i skranken på at se mit EuroBonus Gold kort. Derefter skulle de registere en del manuelt og skrive nyt boardingkort ud til mig (på trods af at jeg allerede havde fået et i København).
Vel inde i den forholdsvis store lounge var det et skuffende syn der mødte mig. For det første var der ikke mange ledige siddepladser – på trods af loungens størrelse.
Taget i betragtning at jeg skulle vente en del timer lige omkring spisetid, så var det et utroligt sørgeligt udvalg af mad og drikke der var til rådighed. Vakumpakket lavkvalitetsost, tørre kiks, småkager, æbler og bananer var hvad der kunne vælges imellem. Medmindre man ville drikke vand, kaffe og te, så skulle man stå i kø i baren for at bestille. Og her var køen af amerikanske forretningsfolk, der skulle have en fyraftensdrink eller tre lang. Desuden var det meget tydeligt at personalet forventede drikkepenge for deres “service” ellers blev man “overset” næste gang man ville bestille.
Oplevelsen i United Club får jo nærmest SAS Loungen i København til at ligne en Michelin restaurant.
Indenrigsflyvning med United
Efter et kort ophold forlod jeg den sørgelige lounge for at gå en tur i terminalen istedet og en halv time før afgang var jeg ved min gate. Afgangen var mere end fuldbooket i forhold til skærmene, der viste en lang venteliste. Og på toppen af det blev der annonceret en forsinkelse på ca. 40 minutter, da man ventede på et af besætningsmedlemmerne, som kom ind med et andet fly som også var forsinket.
Langt om længe kom boarding i gang. Heldigvis havde jeg fået nyt boardingkort i loungen, hvor der var anført boardinggruppe 1 (pga. Star Alliance Gold medlemsskab). United boarder i grupper og holder ganske strikst på disse. En tidlig boarding gruppe er – specielt på economy class – ganske rar pga de store mængder håndbagage som amerikanere slæber med ombord. Det kan betyde forskellen på plads i hattehylden eller at skulle opbevare sin bagage under sædet foran.
Med den yderst begrænsede benplads ombord, så var jeg meget glad for at jeg ikke skulle kæmpe med min håndbageg ved fødderne i over tre en halv time.
Slidt interiør
Flyet – af typen 737-800 – var i kabinen ret så slidt og kunne godt trænge til en kærlig hånd. Stikket til hovedtelefonerne virkede kun sporadisk og sæderne var meget slidt med flade og hårde siddepuder. Ingen personlige tv-skærme.
Upersonlig service
Servicen ombord var som på samlebånd – uden smil eller venlige kommentarer. Den skulle tydeligvis overståes hurtigst muligt. Der blev uddelt alkoholfri drikkevarer og intet andet. Ikke en gang en pose peanuts, som de fleste andre flyselskaber i USA serverer. Mulighederne for at købe “mad” var desuden også begrænset til vakumpakkede snacks. Intet rigtigt mad var til salg ombord – på trods af en flyvetid på små fire timer og det faktum at vi fløj om aftenen – og at der heller ikke var mad til rådighed i loungen. Jeg var mildt sagt meget sulten da jeg ankom til Las Vegas.
Konklusion
I USA er flyverdenen anderledes end i Europa. De traditionelle flyselskaber er dem som opkræver store gebyrer og har begrænset service, mens de såkaldte lavomkostningsselskaber har både bagage og bedre service inkluderet i billetprisen. Som Star Alliance Gold medlem får man dog en gratis kuffert med United og adgang til den skrabede lounge. Men ombord er der ikke den store forskel på selskaberne. Faktisk vil jeg – på economy class – foretrække et selskab som JetBlue, hvor jeg har haft langt bedre oplevelser end hos United.
Hvis jeg ikke kunne få gratis bagage med og bonuspoint hos EuroBonus, så ville jeg absolut ikke have noget behov for at prioritere United Airlines fremfor andre selskaber. Oplevelsen – både på jorden og i luften – var faktisk ret så skuffende.
Undervejs indhentede piloterne lidt af forsinkelsen og vi landede nogenlunde til tiden. Det var nok det mest positive ved denne flyrejse.
