I forbindelse med en konference i Las Vegas besøgte jeg et par hoteller. Første overnatning var på MGM Grand, som du tidligere har kunnet læse om her på FinalCall.travel. De efterfølgende nætter blev brugt på Luxor, som er den meget opsigtsvækkende Pyramide for enden af “The Strip” og som ligger bygget sammen med Mandalay Bay, Delano og Excalibur.
Førstehåndsintrykket var ganske kaotisk. Luxor er kæmpe stort. Med ikke mindre end 4.400 værelser, så kan det næsten ikke være anderledes. Køen ved check-in var lang – og endnu længere ved check-ud.
Jeg ankom om formiddag og blev taget godt imod, da jeg langt om længe kom frem til skranken. Heldigvis fik jeg lov at checke ind tidligt, så jeg slap for at være “hjemløs” indtil normal check-in tid kl. 16.00. Som Mlife Platinum-medlem kostede det ikke noget, men for gæster uden status koster det $20 ekstra med tidlig check-in.
Slidte værelser og mangel på wifi
Jeg fik værelse i East Tower – og selvom det er en nyere tilbygning til hotellet, så trængte værelset godt nok til en kærlig hånd. Værelset var absolut ikke noget særligt. Ingen minibar, intet køleskab og intet wifi. Til trods for at hotellet på deres hjemmeside reklamerer med at alle værelser har “high speed internet” – så var det altså ikke tilfældet. Faktisk var det tilfældet for de fleste af mine kolleger på konference også, at de ikke havde wifi på værelset. Det er ganske enkelt ikke godt nok i 2014 og slet ikke når man reklamerer med det.
Skal jeg sige noget positivt om værelset, så skal det være at det var ganske stort, havde en lille siddegruppe og god plads til at opbevare tøj m.v. i garderobeskabene. Sengene var desuden helt okay. Men luksushotel var det ikke. Standarden mindede måske mest af alt om et Country Inn & Suites.
Selvom jeg er Mlife Platinum, som er MGM-kædens loyalitetsprogram (Luxor er en del af MGM), så blev det ikke til nogen opgradering i denne omgang. Selvom jeg spurgte om et rum højt oppe med god udsigt, så fik jeg værelse langt nede og med denne “fantastiske” udsigt:
Casinoet
Selve casinoet ligget ved siden af det store receptionsområde og er ligelides ganske stort. Jeg er ikke nogen “gambler”, så kan egentligt ikke udtale mig om kvaliteten på det, men det var velbesøgt og havde et par helt okay barer. I lobbyen var der ligeledes en bar, som dog ikke var særlig hyggelig da man nærmest sad midt i det travle lobbyområde.
Shopping center
Luxor – er som tidligere nævnt – bygget sammen med Mandalay Bay, Delano og Excalibur hotellerne. Og gangene der forbinder disse hoteller er et stort shoppingcenter, men alt fra frisører, tøjbutikker, barer, restauranter og meget mere. Selv et stort akvarium med hajer findes der på Mandalay Bay. Der kører desuden et lille tog fra hotellet til starten af “The Strip”.
Kunstigt
Luxor er som det meste af Las Vegas. Kunstig. Her er der tale om masseturisme, hvor al fokus er på at hive flest mulige penge ud af dig på alt hvad du laver. Intet er inkluderet i prisen, så selvom værelsesprisen umiddelbart ser billig ud, så ender totalprisen noget højere. Restauranter og barer er ikke billigere – ligesom kioskerne på hotellet også holder nogle hampre priser.