Flyselskaberne kæmper en intens kamp om at opkræve flest mulige gebyrer og inkludere mindst muligt i deres økonomiklasse produkter. Nu er det slut med gratis sædevalg, hvis du flyver på SAS Go til Asien.
Med flyselskabernes stigende – og mange – gebyrer for f.eks. sædevalg og indtjekket bagage m.v., så er det efterhånden et must at have en eller anden form for status i et loyalitetsprogram, hvis man ikke vil ende med at betale alt for meget ekstra for sine flybilletter.
Fra 1. april 2019 bliver mulighederne for at vælge sæde på SAS langruter – uden at betale høje gebyrer – endnu dårligere end hidtil.
Hidtil har det – i meget begrænset omfang – været muligt at vælge sæde på reservationstidspunktet uden gebyr, hvis man flyver på SAS langruterne – dog med undtagelse af ruterne til Hong Kong og Shanghai, hvor SAS har testet at opkræve gebyr for alle sæder. En test, som nu bliver permanent på flere ruter.
Nogle ganske få rækker bagerst i flyet har været åbne for gratis sædevalg på bookingtidspunktet, men i praksis har det været svært at få sæder samlet, hvis man er flere som rejser sammen og ikke bestiller i ekstrem god tid – da disse sæder hurtigt bliver reserverede grundet det lave antal der stilles til rådighed.
Men i fremtiden bliver det endnu sværere (og dyrere) at sikre sig sæder samlet, hvis man rejser flere sammen.
SAS indfører nemlig gebyr for alle forhåndsreserverede sæder på alle ruter til Asien på bookinger, som er foretaget efter 1. april 2019.
Visse passagerer er undtaget
Følgende er dog undtaget fra sædereservationsgebyret:
– EuroBonus Pandion, Diamond og Gold-medlemmer
– Star Alliance Gold medlemmer
– Passagerer, som har reserveret babycot
– Blinde, døve m.v.
– Passagerer som behøver assistance
– Gruppebooking
– Børn som rejser alene
Når check-in åbner 22 timer før afgang, så kan alle passagerer dog frit vælge mellem de resterende sæder i hele flyet.
Priser
Priserne for at vælge sæder ved bookingtidspunktet bliver som følger:
Ekstra benplads: 399DKK / 499NOK / 499SEK
Foretrukket sæde: 299DKK / 359NOK / 359SEK
Vinduesæde: 199DKK / 259NOK / 259SEK
Midtersæde: 89DKK / 99NOK / 99SEK
Ved at fjerne alle muligheder for gratis sædevalg på ruterne til Asien, så slutter SAS sig til andre store flyselskaber, som f.eks. Lufthansa-gruppen og British Airways, som længe har opkrævet meget høje gebyrer for at forhåndsreserverede sæder på bookingtidspunktet.
Stadig muligt til USA
Indtil videre er det stadigt muligt at reservere sæder gratis på de bagerste rækker, hvis du rejser til USA, men mon ikke det bare er et spørgsmål om tid inden den mulighed også forsvinder.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.