Lige nu står mere end 100 nye Boeing 737MAX igen på jorden efter at Boeing og de amerikanske luftfartsmyndigheder opdagede nye elektriske problemer med flytypen. Flyselskaberne venter fortsat på at Boeing præsenterer en plan for at reparere flyene.
Der er vist efterhånden ingen tvivl om at flytypen Boeing 737MAX har udviklet sig til at blive noget af et mareridt for både flyproducenten og flyselskaberne.
Efter at flyet har haft flyveforbud i næsten to år siden to dødelige ulykker, hvor 346 mennesker omkom, og langt om længe igen blev godkendt til passagertrafik, så blev nogle af flyene igen ramt af flyveforbud i starten af april. Denne gang var det en elektrisk fejl, som satte 106 eksemplarer af flytypen på jorden.
Flyselskaberne, som benytter disse fly, afventer stadig på et svar fra Boeing om hvordan disse fly igen kan vende tilbage i luften. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den elektriske fejl blev opdaget under produktionen af flyet hos Boeing og blev rapporteret til de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, d. 7. april 2021.
FAA sagde i denne uge, at flyselskaberne arbejder med Boeing for at identificere og udrede de elektriske problemerne.
En talsperson fra FAA siger desuden til AP, at yderligere test har vist at problemerne også kan omfatte flere systemer end oprindeligt mistænkt. Derfor har myndighederne nu også varslet luftfartsmyndigheder i resten af verden om dette.
Ud af de 106 fly, som er ramt af problemerne, så er de 71 registreret i USA.
Southwest Airlines er Boeings største kunde og de har fået grounded 32 af deres 64 737MAX fly.