Findes det “perfekte” madkoncept på langruter?

Cathay Pacific forret. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Mange flyselskaber har eksperimenteret med hvordan de skal tilrettelægge madserveringen på langruter. Nogle passagerer vil helst sove ombord, mens andre foretrækker at hygge med en længerevarende servering. Men kan man gøre begge målgrupper tilfredse? Findes det “perfekte” madkoncept på langruterne?

Hvis du har rejst meget på langruter på Business Class, så vil du ganske sikkert også have oplevet at flyselskaberne forsøger sig med forskellige koncepter for at tilpasse sig kundernes behov, rejsens længde og afgangstiderne.

Søvn eller fuld forplejning?

Kunderne har ofte forskellige behov og ønsker. F.eks. er der mange forretningsrejsende, som primært betaler for de dyre flybilletter fordi de gerne vil have en god nats søvn ombord og komme udhvilede frem.

Samtidigt er der andre kunder, som primært køber produktet fordi de forventer en omfattende servering og gerne vil hygge sig med lækker mad, gode vine og personlig service.

Cathay Pacific forret. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Men de to målgrupper kan være svære at kombinere. For så længe serveringen foregår, så kan det være svært at få ro i kabinen, så det er muligt at sove.

Derfor har vi også set forskellige flyselskaber eksperimentere med forskellige løsning på hvordan de kan ramme begge disse målgrupper.

Forskellige behov på forskellige ruter

Nu er flyrejsens længde og ikke mindst afrejsetidspunkterne også noget der spiller ind i passagerernes behov, så derfor kan det være uhyggeligt svært at finde et “one size fits all” koncept på dette område.

På USA-flyvning fra østkysten, så er der f.eks. oftest tale om natflyvninger, som er meget korte. Skal man nå at sove her, så kan serveringskonceptet ikke være for langtrukkent. Med en kort flyvetid, så er der ligeledes stor uenighed om hvor vigtigt det er at vække passagererne for at servere morgenmad i god tid inden landing. Specielt hvis man har brugt de første par timer af flyrejsen på et stort aftenmåltid.

På flyvninger fra Europa til den amerikanske østkyst, så er det ofte dagsflyvninger, hvor behovet for at sove ikke er så stort. Derfor kan det give bedre mening at tilbyde et mere langtrukket servicekoncept.

Flyvninger mellem Europa og den amerikanske vestkyst er noget længere og ofte vil flyet lette tidligere på dagen, så det passer bedre for at servere et større måltid.

Flyvninger mellem Europa og Asien har et andet tidsskema og varierer ofte lidt mere end til USA.

Men er det overhovedet muligt at tilbyde det “perfekte” serveringskoncept ombord på langruterne, så man tilfredsstiller alle kunderne?

Spis i loungen

British Airways har altid meget kort flyvetid fra den amerikanske østkyst til London. Derfor har de forsøgt sig med at servere det store måltid i loungen inden afgang og nøjes med et mindre måltid ombord for dem der ønsker det. En løsning som passer de passagerer der ønsker at sove godt.

Men det kommer også med udfordringer. For mange passagerer har connections inden deres lange rejse og når de ikke at spise i lounge, så kan det være en noget skrabet oplevelse at få serveret en lille bakke med et koldt måltid ombord.

Andre selskaber har forsøgt sig med en “grab and go” morgenmad inden landing, så de ikke skal vække kunderne for tidligt. Men også denne løsning byder på udfordringer da mange ønsker et større og solidt måltid inden landing, hvis de f.eks. skal videre på job.

Alt i alt, så vil et større serveringskoncept altid – i hvertfald på natflyvninger – være på bekostning af tiden passagererne kan sove ombord.

Mere fleksibilitet

SWISS har netop introduceret et nyt servicekoncept på Business Class på deres langruter. Her kan passagererne selv vælge hvornår de vil spise hovedmåltidet.

Det giver naturligvis en større fleksibilitet, men det kommer også med den risiko at der vil være uro i kabinen i en meget lang periode, hvis mange passagerer vælger at udskyde måltidet. Så denne løsning er derfor næppe perfekt heller.

Fleksibelt andet måltid kan være en løsning

En ting, som SWISS har indført, som dog kan være ret genialt er at erstatte måltidet inden landing med en “bistro”, hvor passagererne selv kan bestille en burger eller kolde retter samt snacks løbende under hele flyvningen – helt frem til kort tid inden landing.

Dermed eliminerer man det store serviceoplæg inden landing og vil kunne have ro i kabinen i en længere sammenhængende periode. Specielt på natflyvninger kan det give mulighed for længere tid til at sove. Samtidigt giver det passagerene mere fleksibilitet.

Det giver naturligvis lidt mere arbejde til kabinepersonalet når “køkkenet” skal være åbent på hele flyvningen, så det er sikkert ikke et koncept, som kan gennemføres mange steder uden kamp fra fagforeningerne og medarbejderne.

Men set fra passagerernes synspunkt, så virker det som at være en smart løsning, som kan hjælpe til at tilfredsstille flere typer kunders behov.

Har man mulighed for at spise en burger eller et andet varmt måltid senere på flyvningen, så vil der også være mulighed for at lægge sig til at sove tidligt, hvis man er typen der ikke bliver forstyrret af at der er lys i kabinen og serveringen af hovedmåltidet er igang.

Samme koncept på alle ruter rammer sjældent rigtigt

Selvom SWISS nye koncept med en bistro virker til at være smart og fleksibelt, så må vi nok erkende at det “perfekte” serveringskoncept ikke findes. I hvertfald ikke hvis man forsøger sig med et koncept på alle ruter. “One Size Fits All” fungerer ikke særligt godt på dette område.

Standardisering rammer ofte ved siden af

Tilbyder man samme koncept uanset om der er tale om en natflyvning, dagsflyvning eller en kort eller lang flyvning så risikerer man at man aldrig rammer rigtigt – eller i hvertfald kun gør det i få tilfælde.

Derfor vil den bedste løsning nok være at flyselskaberne tilpasser servicekonceptet til de enkelte ruter. Det går naturligvis planlægningen mere kompleks, men til gengæld så vil man gøre flere passagerer tilfredse. Det kommer selvfølgelig med den pris, at kunderne kan have svært ved at gennemskue hvilket produkt de køber.

Nogle gør det allerede i et vist omfang, men de fleste forsøger stadig at standardisere i et vist omfang og rammer derfor heller ikke altid hvad kundernes ønske og behov er.

På en 10 timers flyvning med afgang om eftermiddagen kan der f.eks. være mange som gerne vil nyde en cocktail inden maden. Men på en kortere flyvning med afgang sent på aftenen, så vil de fleste nok foretrække at få maden serveret i en fart, så de kan få mere sammenhængende søvn i løbet af turen.

Nogle foretrækker en cocktail før maden. Andre vil hellere sove tidligere. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Svær balance for flyselskaberne

Uanset er det en ekstrem svær balance for flyselskaberne. Gør de serviceoplægget mere simpelt for at imødekommende passagerer som vil sove, så risikerer de også at skuffe de kunder, som bestiller Business Class for et højere serviceniveau. Satser de på lange og omfattende serveringer på natflyvninger, så kan de skræmme passagerer væk som ønsker at sove.

En anden udfordring for flyselskaberne, hvis de tilbyder mere fleksibel servering er at forudsige hvor mange kunder som ønsker at spise ombord. Det gør det svært at tilpasse hvor meget mad de skal medbringe.

Ønsker de fleste at sove, så er der meget mad som skal smides ud og ønsker alle pludseligt at spise, så er der en risiko for at de ikke har mad nok ombord.

Forudbestilling kan være løsningen

Et skridt i retningen mod at gøre det lettere at ramme alle passageres behov og ikke mindst tilpasse det antal måltider som skal lastes ombord – vil ganske sikkert være at tilbyde mere forudbestilling af mad. Det skal naturligvis ikke erstatte muligheden for at vælge mad ombord, men det kan være et godt supplement.

Tilbyder man f.eks. at Business Class passagerer kan forudbestille hvad de vil spise, så vil man også kunne tilbyde et større udvalg af retter – og man risikerer ikke i samme omfang at skulle laste mad som ikke spises.

Singapore Airlines tilbyder f.eks. “Book The Cook” på mange ruter – med stor succes set fra passagerernes synspunkt. Her kan man vælge mellem et større udvalg end ombord og flyselskabet ved på forhånd hvad passagereren vil spise.

En sådan løsning er noget mange flere flyselskaber burde overveje i fremtiden. Både for deres egen og passagerernes skyld.

Muligvis kombineret med et større udvalg i en “Bistro” som f.eks. SWISS gør, som kan erstatte servering nr. 2.

At kunne forudbestille sit hovedmåltid og derefter vælge fra en bistro til det andet måltid tror jeg er noget mange passagerer ville værdsætte. Det kunne være et godt kompromis.

Hvordan fortrækker du madkonceptet på langruter? Giv gerne din kommentar nedenfor.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here