Anmeldelse: TAP Air Portugal Business Class til og fra Cancun

Boarding i Cancun. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Anmeldelse: Vi har testet Star Alliance-medlemmet, TAP Air Portugal, på deres Business Class til og fra Cancun. Kom med ombord og se hvad du kan forvente dig af dette produkt.

Skribenten har selv betalt for sin billet med TAP Air Portugal.

Allerede midt under pandemien, så var rejseabstinenserne så store, at vi ikke kunne holde bookingfingeren i ro da TAP Air Portugal havde et godt tilbud på deres nyere rute til Cancun.

Lysten til at rejse langt og ikke mindst komme i luften igen overvandt usikkerheden for om det var muligt at rejse et halvt år senere. TAP Air Portugal havde på bookingtidspunktet ikke de bedste ombookingsvilkår, men jeg valgte at satse på at “worst-case-scenario” ville betyde at jeg mistede et par tusinde kroner, hvis jeg valgte at aflyse igen eller ikke kunne rejse.

Heldigvis, så blev det muligt at komme afsted. Mexico har været åben for indrejse under hele pandemien og heldigvis lavede de ikke om på de regler.

Samtidigt faldt smittetallet betragteligt i Quintana Roo-området (hvor Cancun ligger) inden afrejse. Så efter en del udfordringer omkring at finde ud af hvilke regler som var gældende i Portugal for transit ved hjemrejsen, så blev kufferten pakket til en forlænget weekend i Mexico.

Ændrede flytider

Flere måneder inden afrejse ændrede TAP Air Portugal på flytyderne for vores afgang. Det betød en ventetid i Portugal på over 8 timer på udrejsen.

Normalt er det ikke noget jeg ville synes godt om, men her gav det faktisk muligheden for at tage ind til Lissabon og spise en god frokost da det var i løbet af dagstid.

Til gengæld så var ankomsttiden i Cancun langt mere attraktiv end den oprindelige booking da vi nu ankom om aftenen fremfor midt om natten, så i dette tilfælde så jeg faktisk bare en mulighed for at få et “bonus stop” i Lissabon.

Stop i Lissabon

Efter at have nydt Lissabon’s kulinariske tilbud, så gik turen igen mod lufthavnen i god tid for at udforske TAP Air Portugals lounge der. Jeg kan desuden varmt anbefale en tur til centrum i Lissabon, hvis du har et længere stop i Lissabon. Turen er både hurtig og billig. Jeg tog en Uber, som kostede 9 euro per vej for den cirka 20 min. lange tur.

TAP Air Portugal tilbyder desuden også at du kan vælge at lave et stopover i Lissabon uden merpris når du booker din billet.

Udemærket lounge, men uden meget “wow”

TAP Air Portugal loungen i Lissabon er helt okay. Ikke voldsomt imponerende – og uden så meget “wow”, men et absolut okay sted at opholde sig en time eller to. Men ved længere ophold, så er der en fatal mangel på behagelige stole at hvile i. Lounge-stolene i hvilerummet er nu erstattet af almindelige stole, som ikke er beregnet til flere timers ophold. Desuden var badefaciliteterne heller ikke tilgængelige.

Trappe til TAP’s lounge i Lissabon. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Madservering var også stadig “corona-ramt”. Her kunne man scanne en QR kode på bordet for at se menuen og så bestille ved personalet, som var gemt bag store plexiglasskærme. Det var lidt besværligt.

Udvalget var ret begrænset, men som traditionen byder sig, så var der altid de lækre, lune Pastäis de Nata som Portugal er kendt for.

Loungeindgang i Lissabon. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Baren i Lissabon var højdepunktet i TAP loungen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
TAP loungen i Lissabon Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Højdepunktet i loungen var uden tvivl den bemandede bar, hvor man dog ikke kunne sidde og hænge p.g.a. Corona-restriktioner.

Her kan du få bartenderne til at lave stort set alle de cocktails du kan drømme om. Jeg kan varmt anbefale at prøve deres Gin&Tonic, som var en af de bedste jeg har fået længe. Den blev serveret med den portugisiske Sharish Gin og et godt udvalg af garniture. TAP serverer forøvrigt den samme gode gin ombord på deres fly.

G&T i TAP loungen i Lissabon.

Mod gaten

En times tid før boarding, så gik vi mod gaten. Vær opmærksom på at TAP Air Portugals lounge er placeret på den “forkerte” side af paskontrollen, hvis du kan flyve ud af Schengen. Så beregn lidt ekstra tid til at gå mod gaten. Heldigvis var der ikke mange folk denne torsdag og vi strøg lige igennem.

Boarding. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Boarding

Da vi kom mod gaten var personalet allerede på plads. De havde dog endnu ikke sat skilte op til Premium- og gruppeboarding, så der var lidt kaos da mange passagerer stod i tilfældige køer omkring gaten.

Gatepersonalet fik dog hurtigt delt folk op i de rigtige køer da de fik sat skilte op og boarding foregik rimeligt smidigt, hvor priority og den efterfølgende boarding i grupper blev overholdt.

Premium Boarding. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
TAP’s Airbus A330neo. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Kabinen

Ombord på flyet, så blev vi venligt modtaget af kabinepersonalet i døren, hvor vi også fik udleveret en spritserviet og blev vist til vores pladser i den forreste kabine.

TAP Business Class stole. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Stolene ombord på TAP Air Portugals Airbus A330neo er fra Recaro og placeringen af dem byder på flere muligheder afhængigt af om du rejser alene eller sammen med familie eller kollegaer.

I siderne er hvert andet sæde mod vinduet, mens de øvrige er mod midtergangen. Alle sæderne her er dog enkeltsæder, så man slipper for at sidde tæt på en sidemand, hvis man rejser alene.

Stolene mod vinduet er langt de mest private, mens stolene mod midtergangen giver lidt mere luft.

TAP Business Class stol. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
TAP Business Class stol. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

I midten af kabinen, så er stolene placeret to og to, men der er stor forskel på hvor tæt stolene er placeret. Hver anden række er såkaldte “honeymoon seats” hvor man sidder meget tæt. Måske lidt for tæt til at det er komfortabelt medmindre man kender sin sidemand meget godt.

TAP Business Class stole. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

De øvrige har lidt mere afstand mellem sig, men her kan det til gengæld være svært at tale sammen undervejs. Rejser man med en kollega, som man ønsker at tale med, men ikke sove skulder ved skulder med, så kan det være en udfordring at finde den optimale seating. Men der er forskellige muligheder, så kig på sædekortet og vælg det der passer dig bedst.

Alt i alt var kabinen fin og indbydende.

TAP Business Class stol. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
TAP Business Class kabine. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Siddekomforten var okay. Recaro-sæderne bliver aldrig min favorit og der er heller ikke tale om noget brancheførende sæde. Benpladsen er god når man sidder op, men det kan blive noget trangt i “brønden” når man skal sove – specielt hvis du har et af sæderne ind mod vinduet.

TAP Business Class benplads.
TAP Business Class benplads. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Det “perfekte” sæde findes ikke rigtigt ombord, men der er til gengæld mange muligheder, hvor du selv kan bestemme hvad der betyder mest for dig: privatliv, konversation, enkel ind-/udstigning m.v. Næsten uanset hvad du vælger, så bliver det et kompromis. Men misforstå mig ikke – det er at godt produkt – det er bare ikke helt i toppen af de business class sæder som tilbydes i branchen.

Opbevaring, Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Fralægningspladsen i sædet er okay – uden at imponere. Der findes et lille skab ved siden af sædet, som kan lukkes. Derudover et lille rum ved siden af sædet og en stolelomme ved gulvet.

Opbevaring. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Opbevaring. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Opbevaring. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Fint amenity kit

Under ombordstigning, så lå der allerede et amenity kit, hovedtelefoner og et par vandflasker klar i sædet – sammen med en pude og et tæppe.

Amenity Kit. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

TAP Air Portugal tilbyder et amenity kit, som er lidt et samlerobjekt. Der findes nemlig flere forskellige udgaver af den – med motiver af forskellige destinationer, som TAP flyver til.

Indholdet er rimelig standard, men et par enkelt ting stikker ud. Sokkerne er farvestrålende og man kan næsten ikke blive andet end i godt humør af at tage dem på. Desuden ligger der en lille kuvert i den, som er beregnet til at give en god duft i f.eks. din bagage. Duftene er inspireret af Portugal. En fin lille detalje.

Alt i alt et sjovt amenity kit, som er en god reklame for forskellige TAP destinationer.

Ingen pre-departure drink

Da vi var først ombord, så tog det lidt tid inden boarding i resten af flyet var overstået, så det ville have været rart at få serveret et glas koldt at drikke, men der var ikke antydningen af at TAP ville servere en pre-departure drink, som det ellers er kotume på Business Class hos de fleste flyselskaber.

Flyet var – overraskende nok – godt fyldt op. Jeg vil vurdere at over 80% af alle sæder var optaget.

Individuelle madbestillinger

Vi kom afsted fra Lissabon nogenlunde til tiden, men flyvetiden var kort, så piloterne kunne meddele at vi ville lande i Cancun en lille time før planlagt. Helt perfekt.

Kort efter afgang, så kom kabinepersonalet rundt og tog imod bestillinger til hovedretten. Her kunne man vælge mellem en steak, torsk eller en vegatarpasta. Vi havde forudbestilt mad på TAP’s hjemmeside, så kabinepersonalet bekræftede bare at vi havde bestilt steak.

TAP Business Class menu. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Forudbestiller du mad, så vær opmærksom på at man ikke kan se præcist hvilken ret man bestiller. Man kan kun vælge mellem kød, frisk eller pasta. Pastaen er oftest en vegetarudgave. Hvis du har specielle præferencer, så kan det være en god idé at forudbestille for at være sikker på at du får dit førstevalg.

En times tid efter afgang blev der uddelt et hot towel og serveringen gik så småt igang.

Pre-dinner drink fra Lissabon. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Pre-dinner-drink fra Cancun. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Vi startede med en pre-dinner drink, som blev serveret med lidt gode nødder. På udrejsen valgte jeg den samme gode gin, som blev serveret i loungen. Ombord blev den dog serveret udelukkende med citron og nåede ikke helt samme niveau som i loungen, men god var den.

Jeg værdsætter når flyselskaber serverer produkter fra deres lokale område for at promovere dem, men også for at give os passagerer mulighed for at smage lidt andet end de kedelige standardprodukter, som man får alt for ofte.

Måltidet

Efter drinken, så blev maden serveret. Her blev forret og hovedret serveret på en bakke. Al folie og indpakning blev dog fjernet af kabinepersonalet, så det fremtid pænt og indbydende. Vinene blev serveret i rigtige vinglas på fod, hvilket er langt mere indbydende end de glas uden stilk, som flere flyselskaber benytter.

TAP middag – serveres på bakke. Her fra Lissabon til Cancun. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Jeg havde dog foretrukket at kunne vente med hovedretten indtil jeg havde spist forretten, så hovedretten ikke nåede at blive kold.

Som nævnt havde jeg bestilt en steak – og jeg ved godt det kan være svært at lave ombord på et fly og at det faktisk sjældent er en stor oplevelse. Men prøves skulle det.

Mishandlet bøf

Denne steak var dog et af de dårligste forsøg på at varme en bøf, som jeg har prøvet. At sige den var gennemstegt ville være en gigantisk underdrivelse. Og jeg er personligt ikke så meget til alt for rødt kød, så spiser normalt gerne en bøf der er medium eller gennemstegt.

De kunne have reduceret stegetiden til det halve og den ville stadig være mere end gennemstegt. Kødet var egentligt okay, men det var direkte blevet mishandlet og var ikke noget højdepunkt. Den tilhørende kartoffelgratin var dog god, men der var alt for lidt af den.

Steaken var mere end gennemstegt – ja lad os sige mishandlet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

God forret

Forretten derimod bestod af laks på en slags sprødt rugbrød og smagte rigtigt godt. Brødet var varmt og godt. Der var dog ingen salt og peber på bakken, hvilket al maden godt kunne trænge til. Desværre var kabinepersonalet travlt optaget, mens jeg forsøgte at få kontakt til dem så jeg valgte at opgive forsøget på at få salt og peber og i stedet spise maden mens den var varm. Men jeg havde lært min lektie til returrejsen, hvor jeg bad om det da maden blev serveret.

Her burde man kunne finde salt og peber på bakken – uden at skulle jagte kabinepersonalet.

Forret. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Gode portugisiske vine

Til maden blev der serveret et godt udvalg af portugiske vine, som man kunne læse mere om på skærmen foran sædet.

Disse var ikke nævnt i menukortet, men derimod godt beskrevet i underholdingssystemet.

TAP Air Portugal serverer ikke champagne ombord, men har i stedet valgt at servere en ganske udemærket portugisisk, mousserende vin.

Selvom de fleste nok vil opleve en champagne mere eksklusiv, så anerkender jeg deres forsøg på at servere lokale produkter fra Portugal og når det kommer til vin, så har Portugal absolut ingenting at skamme sig over. Det var gode og smagfulde vine der blev serveret ombord. Bedre end hvad de fleste flyselskaber byder på.

Vine. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Vine. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

God dessert, men stinkende ost

Efter hovedrettet var ryddet af vejen, så var det tid til dessert. Her serverer TAP Air Portugal et lille og indbydende bræt med tre forskellige desserter. Præsentation får de fem stjerner for.

TAP Business Class dessert fra Lissabon til Cancun. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Dessert fra Cancun til Lissabon. Her var ostene lysår bedre end fra Lissabon. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

På brættet på udrejsende var der en mousse, en “frugtsuppe” og en ost med nogle lidt kedelige kiks. På hjemrejsen var der en vaniljemousse, frisk frugt og to gode oste.

De to første retter på udrejsen var gode og friske, men osten. WOW!

Osten var for “specielt interesserede”. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Jeg kan normalt godt lide lagret ost – og har meget sjældent fået en ost jeg ikke bryder mig om, men den her var helt overdrevet lagret.

Brugte man den i en musefælde, så ville musene løbe skræmte væk og ikke komme i nærheden af den.

Aldrig har jeg oplevet en så lagret ost før og den smagte helt ærligt ikke særligt godt – tværtimod så var det en fæl måde at afslutte måltidet på. Jeg måtte bede om et ekstra glas af den gode portvin for at slippe af med den gennemtrængende smag efter blot en lille bid af den.

Det var en smag for “specielt interesserede”, hvilket kan undre man serverer på et fly, hvor man bør gå ud fra at man gerne vil ramme så bredt som muligt, så alle passagerer kan lide maden. Jeg så ingen andre passagerer som spiste mere end en lille bid af osten.

Hjemrejsen

På hjemrejsen valgte jeg også at bestille en bøf. Ja, nogle vil nok se det som et masochistisk træk efter den bøf jeg fik serveret på udrejsen. Kald mig bare naiv, men mit udgangspunkt var at det kunne ikke blive værre end det jeg fik på vejen til Mexico.

Bøffen jeg fik var da også betydeligt bedre end på udrejsen, men dog stadig alt for gennemstegt. Forretten her var roastbeef, så ingen mangel på kød på hjemrejsen.

Middag fra Cancun til Lissabon. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

For lidt mad

Kigger vi på måltidet i sin helhed, så var indtrykket at portionerne var meget små. Både jeg og min rejsefælle var faktisk stadig sultne da madserveringen var overstået og måtte bede om lidt flere nødder for at holde den værste sult fra døren.

Mørk kabine

Efter maden, så kom kabinepersonalet igennem kabinen, hvor de lukkede alle “gardiner” i flyet, så der blev ro og alle kunne sove. Jeg værdsætter når kabinepersonalet sørger for at der er mørkt i kabinen og lukker alle gardiner. Alt for ofte oplever man “den ene medpassager”, som holder sit vindue åbent – med det resultat at der er lys i hele kabinen og det kan være svært at sove. Nu var det uanset en “natflyvning” hvor der var mørkt udenfor det meste af turen, men godt at se TAP har procedurer for at lukke for gardinerne.

Personalet var synlige og gik igennem kabinen med jævne mellemrum og serverede tjenstvilligt drinks, nødder m.v. hvis man ønskede det i løbet af turen.

Selv valgte jeg at få lidt søvn og fik fem rimeligt behagelige timer på øjet. Tæppet man fik udleveret var godt og varmt, kabinepersonalet holdt en dejlig kølig temperatur i kabinen, men puden var lidt tynd. Det blev dog løst ved at bede om en ekstra, som ikke var noget problem at få.

Underholdningssystem

TAP Air Portugal har et ganske udemærket underholdningssystem på deres Airbus A330neo.

TAP inflight entertainment. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Skærmen er stor og billedet står klart og skarpt. Der findes over 90 film at vælge imellem – med et godt miks af nye og gamle.

Udvalget af TV-udsendelser og serier er dog lidt skuffende, men til gengæld så er der et godt udvalg af musik, hvilket mange andre selskaber har nedprioriteret.

Reaktionstiden på systemet var dog til tider meget langsom. Ofte havde man trykket på en “knap” og var i tvivl om systemet havde registreret det da der gik lang tid inden det reagerede. Det kender vi fra ældre underholdningssystemer, men det overraskede mig at det var et problem på et så forholdsvis nyt system.

TAP inflight entertainment. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
TAP Inflight entertainment. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Anden servering inden landing

Omkring halvanden time før landing, så var det tid til at spise igen. Da vi stadig var lidt sultne efter det lidt lille hovedmåltid, så var det tiltrængt.

Anden servering var helt okay. Varmt brød med skinke, lomo, ost, en fritatta samt lidt frugt og en Pastel de Nata. Ikke noget gourmetmåltid, men det var absolut godkendt og på højde med hvad man normalt får serveret før landing på Business Class. Her var der ingen valgmuligheder.

TAP Business Class servering. Her andet måltid inden landing. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

På hjemrejsen blev der serveret morgenmad.

Morgenmad før landing i Lissabon. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Wifi ombord er for dyrt

TAP Air Portugal har udstyret deres Airbus A330neo med internet ombord.

Hvis du kan nøjes med at have adgang til Messenger, WhatsApp og iMessage, så er det gratis at benytte. Du skal dog logge ind en gang per time for ikke at miste forbindelsen, hvilket kan være lidt irriterende, men dog til at overleve.

Har du derimod brug for at surfe, så er det dyrt. Alt for dyrt faktisk. TAP kører med forskellige pakker du kan købe og her køber du et vist antal megabyte, hvilket betyder at du ingen anelse har om hvor længe du kan surfe for de penge du betaler. Her ville jeg have foretrukket at man betalte for et tidsinterval i stedet, så man vidste hvad man fik for pengene.

Jeg sprang over at købe internetadgang – prisen var ganske enkelt alt for høj i forhold hvor vigtigt jeg synes det var at få adgang. Men Messenger testede jeg og det virkede fremragende.

Solidt og ærligt produkt

Helt generelt, så synes jeg TAP Air Portugal har et ærligt , solidt og ganske godt Business Class produkt. Specielt når vi tager i betragtning at denne rejse kun kostede omkring 1.000 euro tur/retur. Den pris er ganske enkelt uslåelig og bør i virkeligheden sammenlignes med andre flyselskabers Premium Economy produkt. Gør man det så får TAP topkarakter over hele linjen.

Sammenligner man med andre flyselskabers Business Class produkter, så vil jeg nok placere dem sådan midt på skalaen. Som nævnt er det et ærligt og solidt produkt. Man lider absolut ingen nød ombord. Bortset fra den mishandlede bøf og en ost der kunne holde alle på ti meters afstand, så var maden god, vinene fremragende og servicen i den absolut gode ende af skalaen. Stolene var helt okay – uden at være blandt de bedste på markedet.

Manglende rengøring

Der var dog nogle enkelte småting som trækker ned i totaloplevelsen.

For det første, så var mit bord og skærm tydeligvis ikke blevet rengjort efter forrige flyvning. Da kabinepersonalet kom forbi for at lægge en dug på bordet, så blev der afsløret et beskidt bord med krummer og en kanelstang fra den tidligere flyvning. Her har rengøringspersonalet altså ikke så meget som åbnet bordet og i hvertfald slet ikke været i nærheden med en klud.

Kabinepersonalet var dog også meget pinligt berørte og afsprittede straks bordet og beklage flere gange samt forsikrede mig at de ville skrive en rapport på det.

Skærmen var også fyldt med fedtede fingeraftryk, men den havde jeg selv sprittet af med den antibakterielle serviet vi fik udleveret ved boarding.

Bordet var ikke gjort rent fra forrige flyvning. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Fejl kan naturligvis ske, men i disse tider, så bør rengøring ikke være et område, hvor der sjuskes. Endnu mere ironisk bliver det når man flere gange har set promotion-videoer ombord om hvor meget flyselskabet gør for renlighed og god hygiejne i disse tider. Det klinger lidt hult når man ser sådan et bord.

Kabinepersonalet reddede dog situationen og det var ikke noget stort issue, men stadig en sjusket fejl som ikke bør ske. Det sender et rigtigt kedeligt signal – specielt i disse tider.

USB-stik virkede ikke

USB-stikket i stolen virkede heller ikke på mit sæde. Men da der også var et almindeligt strømstik, så var det ikke noget stort problem. Jeg brugte min oplader i stedet. Men placeringen af disse stik, som sad under sidepanelet ned mod gulvet betød, at man stort set kom til at ramle ind i stikket og trække det ud, hvor gang man forlod sit sæde. Det er måske af samme årsag, at USB-stikket var gået i stykker. Denne placering var langt fra optimal – faktisk grænsende til det irriterende.

TAP Business Class stik. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Opsummering

På trods af nogle skønheds- og sjuskefejl, så var turen med TAP Air Portugal en fornøjelse. Alene det faktum at jeg kunne flyve på Business Class på en langrute igen var fantastisk. Men produktet var – som tidligere nævnt – solidt og ærligt.

TAP Air Portugal lover ikke mere end de holder. Både service, mad, drikke og stolen er godkendt – med de små fejl som jeg nævnte ovenfor. De forsøger ikke at lade som om de er noget de ikke er, som vi nogen gange ser andre flyselskaber gør.

Helhedsindtrykket var absolut godkendt.

Tager vi prisen i betragtning, så skal TAP have topkarakter over hele linjen. Den pris vi betalte er ganske enkelt uslåelig og for det beløb får man knapt et kedeligt Premium Economy produkt hos konkurrenterne og i flere tilfælde svarer prisen til hvad en Economy Class billet koster.

Sammenligner vi derimod med de bedste produkter på markedet, så vil jeg bedømme TAP sådan midt på skalaen. Godkendt, solidt og ærligt, men uden nogen “wow”-fornemmelse.

Uanset så flyver jeg meget gerne med TAP Air Portugal’s Business Class en anden gang – den afslappede, men gode service, var en fornøjelse af være vidne til.

Skribenten har selv betalt for sin billet med TAP Air Portugal.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here