Kom med indenfor på Shangri-La’s Hotel Jen i Hong Kong. Et hotel som fremstår moderne og friskt – med en god beliggenhed til næsten alt i Hong Kong. Vi har testet hotellet. Se hvad vi synes om det her.
I forbindelse med at Cathay Pacific åbnede deres nye direkte rute fra København til Hong Kong, så havde jeg i maj måned et par dage i Hong Kong. I den forbindelse skulle jeg finde et godt hotel til en rimelig pris. Her faldt valget på Hotel Jen, som ligger på Hong Kong Island – lige ved HKU stationen. Hotel Jen er en del af Shangri-La Hotels, som jeg tidligere har haft gode erfaringer med i Singapore, hvor jeg både har boet på Hotel Jen på Orchardgateway og Rasa Sentosa Resort på Sentosa Island.
Første indtryk
Jeg ankom til hotellet tidligt om morgenen og fra lufthavnen er der let adgang. Efter en kort togtur til Central, så valgte jeg at tage en taxa, som kostede omkring 30 kroner.
Hotellet har også gratis shuttle mellem Central og hotellet, men efter en lang flyvetur over natten, så valgte jeg den lette løsning med taxa fremfor at finde frem til holdepladsen og tjekke tidstabellen.
Hotellets reception ligger på førstesal og virker indbydende. Personalet ventede mig og jeg havde på forhånd spurgt om muligheden for tidlig check-in p.g.a. den tidligere ankomst fra Europa. Det var intet problem og jeg fik straks mit værelse. Jeg skulle i en Club Suite, som også gav adgang til deres Club Lounge på toppen af hotellet.
Værelset
Jeg tog elevatoren fra receptionen til værelset næsten i toppen af hotellet. Hver etage har ikke specielt mange værelser, hvilket giver en følelse af at der er ro og fred når man ankommer til gangen på etagen.
Selve værelset var stort. Ifølge Hotel Jens hjemmeside 50 m2.
Indretningen bød på en stue med et stort skrivebord, to stole og en sofa samt et stort tv. Lige ved indgangen var der et lille køkken med et stort køleskab, som bød på et par kolde vand.
Selve soveværelset lå mellem “stuen” og badeværelset, men dog med det lille twist at badekarret var placeret i soveværelset. Det betød også at man kunne ligge i badet og nyde udsigten over Hong Kong.
Badeværelset var delt i to. En del lige ved siden af soveværelset, hvor der var to store håndvaske med en stor brusekabine ved siden af. Toilettet var placeret seperat, så man skulle gå igennem badeværelset for at komme til det. Ved siden af toilettet var der endnu en håndvask.
Bag soveværelset var en lang gang som førte fra indgangen og ind til toilettet og badeværelset. I gangen var der rigeligt med skabsplads og safetyboks. Her fandt man også både badetøfter og badekåber til fri afbenyttelse.
Selvom indretningen var lidt specielt med badekarret i soverummet, så fungerede det rigtigt godt. Det var muligt at lukke skydedøre mellem soverummet og stuen og mellem soverummet og badeværelset. De mange rum og fordelingen gav næsten en fornemmelsen af at bo i en lejlighed. Absolut et rigtigt godt førstehåndsindtryk, hvor jeg helt sikkert kunne tilbringe et par behagelige dage.
Selve sengen var af rigtig god kvalitet og bød på en rigtig dyne, gode hovedpuder og ikke mindst en madras, som hørte til blandt de absolut bedre.
Club Lounge
På toppen af hotellet var Club Loungen placeret. Da jeg boede i et Club Room (Suite), så havde jeg også fri adgang til denne lounge. Her blev der hver morgen serveret morgenmad med et godt udvalg af både kolde og varme retter. Der var adgang hele dagen, hvor der blev serveret softdrinks, kaffe, the og lidt småsnack og hver aften fra kl. 17.30 og et par timer frem, så var der happy hour med fri bar og varme retter. Her var der et godt udvalg af sandwich, sushi, dim sum og andre småretter. En lille buffet, som til nød kunne gøre det ud for en let aftensmad.
Andre faciliteter
Hotellet bød også på to restauranter, som jeg dog ikke fik mulighed for at prøve på dette ophold. Men priserne var ganske rimelige og de andre gæster jeg talte med, som havde prøvet restauranterne, kunne melde om at kvaliteten var absolut godkendt.
På toppen af hotellet – lige ved siden af loungen – fandt man også et fitness rum og en pool med solsenge, hvor man kunne få en tiltrængt pause fra Hong Kongs stress og jag.
Konklusion
Alt i alt var opholdet på Hotel Jen mere end godkendt. Personalet var utroligt imødekommende og hilste altid med navn – både i lounge, receptionen og når man mødte rengøringen på gangen.
Værelset var meget indbydende og den ekstra plads som en Club Suite tilbyder kan varmt anbefales – ligesom adgangen til Club Lounge helt klart var et stort plus.
Beliggenheden ved Hong Kong University er måske ikke det mest centrale, men det ser jeg faktisk som en fordel. Her er du lidt væk fra det mest travle område af Hong Kong, men du har stadig masser af restauranter, barer og butikker lige ved siden af. HKU stationen ligger lige under hotellet og giver dig let adgang til hele Hong Kong og du er stadig kun en ganske kort og billig taxatur væk fra Central.
Området er lidt mere lokalt end de mest turistprægede i Hong Kong – noget som i min bog trækker op. Specielt når man stadig bor så centralt som her.
Skulle jeg virkeligt ønske mig noget som kunne forbedres på hotellet, så skulle det være en lidt mere hyggelig bar end den der findes i receptionen. Den er fin til en drink mens man f.eks. venter på en rejsefælle, men specielt hyggelig er den ikke at opholde sig i i længere tid.
Udover det har jeg kun positivt at sige om Hotel Jen efter mit ophold på to dage her og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg bor på hotellet.
Læs også:
Anmeldelse: Hotel Jen i Singapore
Anmeldelse: Rasa Sentosa Resort i Singapore
Anmeldelse: Cathay Pacific Business Class fra København til Hong Kong
FinalCall.travel var inviteret af Shangri-La Hotels til at bo på Hotel Jen