Har Airbus A340 fløjet sin sidste tur for SAS? Lille håb for comeback for flytypen.

Airbus A340-300. Foto: SAS

Arbejdshestene i SAS langruteflåden, Airbus A340-flyene, har måske fløjet sine sidste turer med passagerer for SAS. Denne flytype kan nu blive pensioneret og risikerer ikke at vende tilbage i SAS flåde af aktive langrutefly.

Inden Corona-krisen var SAS godt igang med en fornyelse af langruteflåden. Her var det planen at de nye Airbus A350 skulle erstatte de aldrende Airbus A340-fly i løbet af de kommende år. Men Corona-krisen er kommet i vejen for disse planer – med en langt lavere efterspørgsel på flyrejser end planlagt.

Der har længe gået rygter om at SAS ville pensionere denne flytype tidligere end planlagt og nu kan vi bekræfte, at SAS ikke har planlagt flere flyvninger med flytypen på nuværende tidspunkt.

Men der er dog et lille håb for at få en afskedstur med denne trofaste arbejdshest hos SAS.

SAS norske presse-chef, John Eckhoff, siger til FinalCall.travel, at flyselskabet har planlagt at parkere to tilbageværende eksemplarer af flytypen i det kommende efterår og vinter.

Han siger:

“Vi har to A340 som vil være parkerede i efteråret og vinteren. Afhængig af hvordan markedet udvikler sig, så kommer vi til at bruge dem. Der ligger dog ingen produktion på dem for tiden”.

Hvis efterspørgslen i markedet udvikler sig positivt, så kan vi altså håbe på, at SAS vil benytte de to tilbageværende fly igen. Så selvom det umiddelbart kan se ud som om, at flyene har fløjet med passagerer for sidste gang hos SAS, så åbnes der altså en lille dør på klem for at vi kan se dem i luften igen.

19 år hos SAS

SAS fik leveret sit første Airbus A340-fly i 2001 og der er dermed også tale om nogle efterhånden aldrende fly, som dog alle er udstyret med nye og moderne kabiner. Udover de fly, som SAS har fået leveret direkte fra Airbus, så har de også tidligere haft et enkelt – og endnu ældre fly i flåden. Nemlig LN-RKP, som blev bygget helt tilbage i 1997 og tidligere havde fløjet for Air Canada og LAN Chile. Sidstnævnte fly var et såkaldt “reservefly”, som SAS fik i flåden i 2014 og havde i drift til det blev pensioneret i sommeren 2019.

“Den Grimme Ælling” – LN-RKP – står klar med gaten i Washington D.C. – Foto: Flemming Poulsen
Sådan så Business Class-stolen ud på LN-RKP. (Inden de fik nyt betræk). Foto: Flemming Poulsen

Airbus A340 hos SAS har været kendt for at have en større Business Class kabine end søstermodellen, A330. Til trods for at kabinerne i disse flytyper er stort set identiske, så valgte SAS at have flere Business Class stole i A340 end i A330. Flyselskabet har valgt samme konfiguration i deres nye Airbus A350, som også byder på den “lille” Business Class kabine.

Læs også: Kom med ombord på første flyvning med SAS Airbus A350

Fire motorer

I forhold til A330, så har A340 fire motorer og bruger derfor også mere brændstof end nyere to-motorers fly ligesom vedligehold af fire motorer også er dyrere end to motorer. Derfor går trenden i luftfarten også mod at langrutefly kun er udstyret med to motorer. Det ser vi bl.a. på Airbus A350, Boeing 787 og 777X, som alle er “fremtidens langrutefly”.

Fire-motorers fly, som Airbus A340, Boeing 747 og Airbus A380 vil ikke blive produceret i fremtiden og bliver løbende udfaset over de kommende år.

Præsenteret i 1986

Airbus A340 blev sammen med den to-motorede søster, A330, præsenteret første gang i 1986, hvor Airbus offentliggjorde planerne om at producere de to fly.

Første flyvning for Airbus A340 fandt sted i 1991 og den blev certificeret i Europa i slutningen af 1992. Første kunde til flyet var Lufthansa, som modtog den mindre A340-200 variant i februar 1993, mens Air France modtog et eksemplarer af den lidt større A340-300 (samme model som SAS har benyttet) lidt senere samme måned.

Flere varianter

I 2001 kunne Airbus for første gang testflyve den forlængede og større Airbus A340-600 variant, mens A340-500 – med længere rækkevidde – kunne lette for første gang året efter. SAS har benyttet A340-300 versionen, som har været den mest udbredte variant af flytypen.

I slutningen af 2011 kunne Airbus så fortælle, at de stoppede produktionen af flytypen, som i alt var blevet produceret i 377 eksemplarer.

Foto: Cato M. Lien.

Airbus A350 er fremtiden for SAS

Sidste år fik SAS leveret sit første eksemplar af de nye Airbus A350 og har også fået flere nye udgaver af A330enhanced i flåden. Disse to flytyper er tænkt til at være fremtidens fly for SAS. Airbus A340 skulle løbende pensioneres efterhånden som alle nye A350 blev leveret.

Airbus A350. Foto: SASFarvel i stilhed

Men den forventede lavere efterspørgsel på flybilletter i de kommende år har altså nu fået SAS til at sætte de resterende A340 på jorden. Dermed kan det også være en mulighed at flytypen har fløjet sin sidste tur for SAS med passagerer.

Mange flyentusiaster og frequent travelers har håbet på at kunne få en afskedstur med flytypen inden den bliver pensioneret og selvom der ikke er planlagt flere flyvninger med typen i SAS-regi, så er der altså stadig en lille dør på klem, som kan holde liv i denne forhåbning. Det kræver dog at efterspørgslen på flybilletter vender tilbage hurtigere end forventet. Hvis det ikke sker, så kan A340 slutte sit lange og trofaste liv hos SAS i stilhed. Vi håber dog at kunne se flytypen i luften for SAS igen – så vi kan få taget en god afsked med Airbus A340-300.

 

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here