Væksten er tilbage i Billund Lufthavn

Billund Lufthavn er for alvor tilbage på vækstkurven. 2023 blev et år med en ny passagerrekord. Også luftfragten har haft et år med flere lyspunkter.

Året 2023 slutter med et rekordhøjt passagertal i Billund Lufthavn. I løbet af året er der i alt er gået 3.979.320 passagerer igennem terminalen. Det er en vækst på 7 procent ift. 2019, som er det tidligere rekordår.

– Nu står vi og kigger tilbage på et år, der om noget sætter to streger under, at rejseaktiviteten er i vækst igen. De ferierejsende er ligeså glade for rejser som altid. Men nu er erhvervsrejserne også tilbage igen, siger Jan Hessellund, adm. direktør, Billund Lufthavn. Han uddyber:

– Vi har længe set pilen pege opad på de erhvervsrejsende. Men i fjerde kvartal af 2023 øgede flere af vores netværksselskaber deres daglige afgange – og med rette – da efterspørgslen i den grad var der. Det havde den betydning, at vi faktisk gik ud af de sidste måneder med vækst ift. erhvervsrejserne i 2019.

Massiv vækst på luftfragt i december

For hele 2023 var der en nedgang i luftfragt på 0,7 procent sammenlignet med 2022. Men isoleret set viste december en vækst på 24,7 procent i luftfragten ift. samme måned sidste år. I alt er der blevet fragtet 76.363 tons luftfragt via Billund Lufthavn i 2023. Den flotte vækst peger i retning af et spændende 2024 på luftfragtsiden.

– Turkish cargo har især luft under vingerne på deres import. Maersk Air Cargo tilføjer en masse nyt luftfragt til Billund, hvor deres transitmængder i høj grad løfter niveauet. Væksten for december er løftet af en flot fremgang på både import og eksport, der gør, at aktiviteten for hele året slutter på næsten samme niveau som sidste år. Retningen for det nye år er lagt med masser af udvikling og vækst, fastslår Jan Hessellund.

Nu er der mere luftfragt på vinger end på hjul

Billund Lufthavn har som et led i strategien arbejdet målrettet efter, at der skal flyves mere luftfragt fra lufthavnen, end der køres herfra på lastbiler. Historisk har der overvejende været fragt, der er pakket som luftfragt i Billund og kørt af sted på lastbiler til andre lufthavne, som f.eks. Amsterdam og Frankfurt.

I september 2023 tippede det, så der var mere luftfragt på vinger end på hjul. Denne trend blev fastholdt i oktober, november og december.

– I det sidste kvartal og mere til har vi mødt vores ambition om at flyve mere luftfragt fra Billund Lufthavn end der er kørt herfra på lastbiler. Vi er en lufthavn, og vi er gode til at håndtere fragten, og nu bliver vi i højere grad brugt som dét, vi er sat i verden til – nemlig at flyve. Det vil med stor sandsynlighed også vækste fremadrettet, fordi det er en anerkendelse af, at vi er effektive til at håndtere luftfragten til stor tilfredshed for kunderne, afslutter Jan Hessellund.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here