USA vil åbne for europæere: Få overblik over hvad vi ved nu

Langt om længe ser det nu ud til at USA vil åbne landet for indrejse fra Europa. I går meddelte en talsmand for Det Hvide Hus, at bl.a. europæere ville kunne rejse ind i USA i løbet af de næste måneder. Hvis de vel at mærke er vaccinerede. Men der er stadig en del uafklarede spørgsmål omkring indrejse til USA. Her giver vi dig et overblik over hvad vi ved p.t. – og hvilke spørgsmål der stadig er uafklarede.

Inden du kaster dig over flyselskabernes bookingsider, så træk lige vejret dybt ned i maven. For godt nok har Det Hvide Hus i USA meldt ud at de vil ændre de meget ulogiske indrejseregler, som USA nu har haft fra Europa i over halvandet år.

Præsident Biden har længe sagt at hans tilgang til pandemien skal være evidens- og forskningsbaseret, men når det kommer til håndteringen af et generelt forbud mod at udlændinge rejser ind i USA fra f.eks. EU, Schengen og Storbritannien – alle lande med højere vaccinationprocent og lavere smittetal in i USA – så tyder meget på at det ikke har været tilfældet. Her har han ufortrødent forsat med de ekstremt stramme regler, som blev indført af Præsident Trump for over halvandet år siden. Mens det meste af verden løbende har tilpasset indrejseregler til den aktuelle smittesituation, så har USA altså valgt at lukke sig om sig selv.

Kritisk for at være for langsom

Præsident Biden er også blevet kritiseret kraftigt af både EU og Storbritannien – samt mange store flyselskaber – for at være alt for langsom til at genåbne grænserne mod sine partnere i Europa.

Noget ser dog ud til at det politiske pres har virket – for mandag meldte det Hvide Hus ud at det fra november skulle blive muligt at rejse ind i USA fra Europa igen – hvis man vel at mærke er vaccineret.

Vi mangler dog stadig svar på en del relevante spørgsmål, som endnu ikke er kommet fra de amerikanske myndigheder.

Startdato

Hvornår gælder de nye regler fra? Meldingen fra Det Hvide Hus hedder indtil videre at de forventer reglerne vil gælde fra “starten af november”. En så svag formulering bør dog nok få de fleste til at vente med at bestille flybilletter indtil der er offentliggjort mere præcise planer.

Vaccine

USA har meldt ud at det bliver muligt at rejse ind i USA hvis man er færdigvaccineret.

Men her skal vi være opmærksom på at USA ikke har godkendt Astra Zeneca-vaccinen til brug i USA. Det vides endnu ikke om personer som er vaccineret med denne er omfattet af muligheden for at indrejse i USA – eller om det kun gælder vacciner som er godkendt i USA.

Ligeledes er der mange lande i Europa (og Canada) som har givet såkaldte “krydsvacciner”, hvor modtageren har fået f.eks. ét stik Pfizer og ét stik Moderna. F.eks. i Norge har det været ganske udbredt.

Det norske vaccinepas viser dog kun det sidste stik man har fået og derfor kan det blive svært at tracke hvilken vaccine som blev givet i første stik. Det kan dog være et stort problem, hvis man opgiver falske oplysninger ved indrejse – og selvom vi har hørt norske politikere udtale at det er stort set umuligt for andre lande at tjekke op på hvilke stik man har fået, så vil vi gerne advare mod at lyve ved indrejse til andre lande.

Flere lande godkender ikke disse krydsvacciner og vi ved ikke hvordan USA vil forholde sig til dette. Krydsvacciner er umiddelbart ikke godkendt i USA p.t. Det vides heller ikke om USA vil godkende et vaccinepas, hvor det ikke tydeligt angives hvilke to stik man har modtaget.

Børn

Hvad der kommer til at gælde for uvaccinerede børn vides ikke. Hvordan vil mulighederne for indrejse blive for børn under 12 år som ikke er godkendt til at modtage vaccine. Hvilke regler gælder for børn i de lande, som ikke tilbyder vaccine under f.eks. 16 år. (f.eks. gør man ikke dette i Sverige p.t.).

Vil børn der rejser med f.eks. forældre kunne blive undtaget fra vaccinekravet mod at teste sig.

CNBC citerer dog en af deres kilder for at sige, at der vil være visse undtagelser for børn der ikke kan vaccineres, men ingen detaljer af frigivet om dette.

Testkrav

Det Hvide Hus udtalte mandag at vaccinerede europæere – udover den fulde vaccine – også skal lade sig teste inden afrejse mod USA. Kravene skulle være maksimalt 72 timer inden afrejse, men der er endnu ingen detaljer om hvilken testtype som kræves.

Kigger vi dog på hvilke test, som USA kræver af egne statsborgere, som rejser til udlandet, så er både antigen og PCR test godkendt. Om det er samme regler der kommer til at gælde for europæere vides endnu ikke.

Registrering

Udover at naturligvis have en gyldig ESTA (eller visum), hvad kræves der så for at kunne indrejse og dokumentere vaccine, test etc. Gælder det europæiske Covidpas f.eks.?

Talsmanden for Det Hvide Hus, udtalte på et pressemøde, at man “i løbet af de kommende uger” vil give flyselskaberne besked på at håndtere smittesporing blandt alle passagerer som rejser til USA. Det inkluderer bl.a. indsamling af telefonnumre, emails etc.

I praksis ved vi ikke om det bliver en mere besværlig process eller om flyselskaberne kan håndtere det automatisk ud fra de informationer de allerede har om passagererne.

Vi ved heller ikke om det er nok at vise vaccinationsbevis til flyselskabet ved check-in eller om USA vil opsætte et system, hvor man skal sende dette på forhånd for evt. godkendelse.

Gode nyheder, men stadig mange svar

Så selv det naturligvis er gode nyheder at USA nu langt om længe ser ud til at ville åbne sine grænser for indrejsende fra Europa igen, så er der altså stadig en del ubesvarede spørgsmål, som vi forhåbenligt får svar på i de kommende uger.

Det kan dog undre at USA ikke fremlægger de præcise planer. Officielt er der nemlig arbejdet på en løsning ganske længe nu. Det var helt tilbage i juni måned hvor USA, EU, UK, Mexico og Canada gik sammen i en gruppe for at arbejde på at genåbne for sikre, internationale rejser.

Siden da har Canada, EU og UK lempet en del på indrejserestriktioner, mens Mexico har været åben for indrejse i hele perioden. Nu halter USA altså efter, men dog stadig uden vi kender alle detaljerne.

Forhåbentligt bliver vi klogere i løbet af de næste uger – selvom USA hidtil har ageret ganske langsomt når det gælder at forholde sig til indrejse fra Europa.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here