Siden 2019 har passagerer som flyver med SAS haft mulighed for at betale ekstra for at tilkøbe biofuel. Nu vil SAS have flere til at gøre det og tilbyder derfor EuroBonus Ekstrapoint hvis du gør det.
Det er vist ikke nogen overdrivelse, hvis vi siger at det kun er en meget lille del af passagererne som betaler ekstra for deres flybillet ved at tilkøbe biofuel. Det vil SAS nu ændre på og tilbyder derfor EuroBonus Ekstrapoint til dem som i fremtiden gør det.
Fra den 14. december 2021, så belønner SAS de passagerer som tilkøber biofuel med 500 EuroBonus Ekstrapoint for hver 20 minutters blok de køber.
Prisen for at tilkøbe biofuel er 10USD/100SEK/100NOK/70DKK for hver 20 minutters blok man køber. For denne pris får du altså 500 EuroBonus Ekstrapoint.
Vær dog opmærksom på at den mængde biofuel du køber ikke nødvendigvis bliver brugt på den flyafgang du selv er med på.
I praksis fungerer indkøbet af biofuel som en pulje, så den mængde du betaler for indgår i den samlede mængde biofuel som SAS indkøber. Den ekstra mængde du betaler for erstatter dog en tilsvarende del fossilt brændstof.
Tjen flere bonuspoint på biofuel end på flybilletten
Optjeningsforholdet mellem hvor mange point du optjener på at købe en flybillet med SAS og biofuel kan dog umiddelbart virke lidt skævt.
Booker du f.eks. en SAS Go Light billet til New York, som let kan koste 3-4.000 kroner, så optjener du kun 200 point per vej. Men tilkøber du 20 mins biofuel til 70 kroner, så får du altså 500 ekstra point.
Hvis du f.eks. flyver mellem København og Aalborg på Go Light, så optjener du kun 100 point per vej. Her kan du f.eks. finde en billig afgang til 400 kroner.
Tilkøber du så biofuel til de 40-45 minutter flyvetid, så koster det dig 140 kroner ekstra. For den merpris får du altså 1.000 ekstra point. 10 gange mere end for selve flybilletten.
De bonuspoint du optjener på flybilletter er dog statuspoint hvor imod optjeningen på biofuel er ekstrapoint, som ikke tæller mod elite status.
Men alligevel virker optjeningsforholdet ret skævt når man kan optjene 10x point for et tilkøb som koster langt under halvdelen af prisen på flybilletten.