TAP Air Portugal kan behøve flere penge fra staten

Foto: BriYYZ from Toronto, Canada - Creative Commons

TAP Air Portugal – er som de fleste andre flyselskaber i økonomisk krise p.g.a. de mange rejserestriktioner og karantæneregler, som er implementeret over hele verden. På trods af en tidligere statslig redningspakke, så kan flyselskabet behøve endnu flere penge for at overleve.

Det kan blive nødvendigt for den portugisiske stat at kigge dybere i skattekisten end de 500 mio. euro, som de tidligere har budgetteret for at hjælpe TAP Air Portugal igennem den historiske krise. Det siger landets finansminister, Joao Leao iflg. Reuters.

Det skyldes at Corona-krisen trækker længere ud end først planlagt.

Han kan dog endnu ikke sige, hvor mange ekstra penge som det kriseramte flyselskab har behov for. Det analyseres iflg. finansministeren for øjeblikket.

“Situationen i TAP er meget krævende. Beløbet kan blive genovervejet fordi pandemien har en meget større indvirkning end først forventet” siger Leao.

Den portugisiske regering fremlagde i december en plan for at redde TAP hvor i den foreslog at antallet af ansatte skulle nedskæres med 2000 i 2022 og der skulle være lønreduktioner på 25%. Flyselskabet behøvede i den plan omkring 2 mia. euro i ekstra midler frem til 2024. Midler som skulle garanteres af staten.

Antallet af fyringer kan dog blive lavere, hvis EU godkender en aftale, som i sidste uge er lavet mellem lederne af 15 fagforeninger og TAP’s ledelse.

Hvis EU ikke godkender statens redningsforslag, så skal TAP tilbagebetale de 1,2 mia. euro, som de i juni fik i et akut lån for at redde flylselskabet. Skal TAP tilbagebetale disse penge, så vil det reelt betyde at selskabet er insolvent.

Finansminister Leao siger videre at planen vil betyde en betydelig strukturel ændring i selskabet for at sikre at TAP igen bliver profitabel og overlever krisen. Samtidigt opfordrer han EU til at handle hurtigt.

TAP søgte om statshjælp i april da de måtte suspendere stort set alle deres 2.500 ugentlige flyvninger. I de første 9 måneder af 2020 tabte flyselskabet mere end 700 mio. euro.

Finansministeren uddybede at regeringen ville opretholde deres opbakning til TAP “for enhver pris” så længe Portugals økonomi er hårdt ramt af Corona-krisen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here