Slut med “Emotional Support Animals” hos SAS

“Emotional Support Animals” har ofte været til stor frustration for både flyselskaber og passagerer. Fra 1. juni 2021 tilbyder SAS ikke længere denne service.

Mens nogle har gavn af at medbringe et såkaldt “Emotional Support Animal”, så har andre misbrugt ordningen for at slippe for at betale gebyrer for deres kæledyr. Specielt de sidste har skabt stor frustration hos både flyselskaber og medpassagerer.

Men nu er det ikke længere krævet i den amerikanske lovgivning, at et flyselskab skal acceptere at medbringe disse dyr. Den ændring blev lavet i januar i år. I Europa har der aldrig været krav om at et flyselskab skal medbringe “Emotional Support Animals”.

Grundet bortfaldet af kravet i amerikansk lovgivning, så har SAS nu besluttet at de ikke længere vil tilbyde denne service på nogen af deres ruter.

Derfor bortfalder muligheden for at medbringe disse dyr på SAS fly i hele verden. Har man allerede en afgang, hvor man har fået bekræftet en såkaldt “ESAN”, så vil denne stadig blive accepteret. Det skriver SAS til deres rejseagenter.

Ønsker man at medbringe et dyr på en SAS flyvning i fremtiden, så skal disse bookes som man normalt bestiller et dyr i kabinen (PETC) eller en kæledyr i bagagerummet (AVIH).

Igennem årene har der været mange episoder, hvor passagerer har medbragt mange forskellige typer dyr ombord, som man normalt ikke ser i et fly.

Alt fra små heste, grise, høns og sågar påfugle er blevet forsøgt at medbringe på fly.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here