SAS Mastercard slagter mulighed for at tjene ekstra point med Curve

Det har været en stabil tur ned ad bakke i den seneste tid når det gælder fordelene ved SAS Mastercard, som SEB udgiver. Sidste år ændredes måden at tjene statuspoint, som betød at mange kunder optjener langt færre i fremtiden og nu slagter SEB også mulighed for at anvende det populære Go-Back-In-Time med Curve-kortet. Årsgebyret for kortet er dog sjovt nok ikke blevet billigere med de forringede vilkår.

SAS Mastercard – som SEB udgiver – er det eneste kreditkort, som bliver udgivet i Danmark, hvor det er muligt at optjene bonuspoint til SAS EuroBonus. I både Sverige og Norge kan kunder også vælge et SAS American Express kort, som giver gode fordele. Men altså ikke i Danmark.

Men i kreditkort-ulandet Danmark, så er der altså ingen reelle alternativer til SAS Mastercard, hvis man vil optjene bonuspoint på sit forbrug.

SAS Mastercard slagter mulighed for ekstra point via Go-Back-In-Time med Curve

Blandt EuroBonus-medlemmer har det været populært, at anvende sig at kombinationen af SAS Mastercard og Curve, så man har haft mulighed for at udnytte dobbelt-point weekenderne mere effektivt. Det er sket ved at man kan tage transaktionerne på sit Curve-kort og senere tilbageføre dem til sit SAS Mastercard i perioder, hvor man har kunnet optjene flere bonuspoint. Det har været et velbehøvet plaster på såret for de hårdt udsatte danske kunder, der ikke har haft mulighed for at optjene 2-for-1 vouchere og andre fordele via f.eks. American Express, som medlemmer i Norge og Sverige har kunnet.

Reelt betyder det at danske kunder i mange tilfælde kun får 50% værdi ud af deres hårdt opsparede bonuspoint – sammenlignet med kunder i Norge og Sverige.

Men nu er den mulighed desværre også slut og danske kunder må igen erkende, at deres EuroBonus-point reelt er betydeligt mindre værd end i nabolandene.

Slut fra starten af februar

Fra 6. februar meddeler SEB nemlig (meget stilfærdigt i en diskret opdatering af vilkårene på deres hjemmeside), at man ikke længere optjener EuroBonus point når man kobler sit SAS Mastercard til sit Curve kort.

Fra SAS Mastercards danske hjemmeside

Ikke nok med at du ikke længere kan udnytte Go-Back-In-Time, så er du også fastlåst til at betale SEB’s noget højere vekselkurs når man anvender kortet i udenlandsk valuta.

Tidligere har man nemlig også kunne lave transaktionen via Curve og opnå en langt bedre vekselkurs end SAS Mastercard tilbyder.

Kaotiske dobbeltpoint weekender

SAS Mastercard kører med jævne mellemrum dobbelt-point-weekender, men i praksis er de meget dårligt afviklede. I mange tilfælde, hvor transaktionen kun reserveres og først hæves senere, så optjener man ikke de dobbelte point. Det samme gælder ved f.eks. nethandel, hvor beløbet ikke nødvendigvis hæves på bestillingstidspunktet. Alt sammen noget kunden ingen indflydelse har på. Her burde pointoptjening tildeles ud fra tidspunktet kunden gennemfører transaktionen på – noget SEB altså ikke har valgt at gøre og som kun gør disse kampagner svært gennemskueligt for kunderne, som ofte mister ekstra point p.g.a. dette.

Ingen alternativer i Danmark

Desværre er der ingen alternativer i Danmark, hvis man vil optjene EuroBonus-point.

SAS Mastercard er det eneste kreditkort, som SAS tilbyder i Danmark, hvilket stiller danske kunder langt dårligere end i Norge og Sverige.

Til sammenligning kan f.eks. svenske og norske kunder vælge at American Express Elite kort, som giver både 20.000 statuspoint om året og muligheden for at optjene op til 2 styk 2-for-1 vouchers, hvor man kan rejse op til 2 personer til halv pointpris på både SAS og Star Alliance bonusrejser.

Ønsker man f.eks. at anvende sine bonuspoint til Star Alliance rejser, så betyder det i realiteten, at danske kunders point kun er halvt så meget værd som i Norge og Sverige.

Mangler konkurrence

Kigger man på det sørgelige udvalg af kreditkort i Danmark, så er det tydeligt at der mangler konkurrence på dette marked. At der kun findes ét kreditkort hvor man kan optjene bonuspoint er helt sikker medvirkende til at fordelene er så ringe for danske kunder, som de er.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here