SAS udvider sit netværk i Nordamerika og planlægger direkte ruter til Toronto fra København og Stockholm, med første flyvning i juni 2022. SAS vil operere tre ugentlige afgange fra København og fire ugentlige afgange fra Stockholm, med helt nye A321LR-fly.
Toronto er den fjerdestørste by i Nordamerika; et internationalt forretnings- og finanscentrum, en kosmopolitisk by med et imponerende udbud af oplevelser for rejsende, fra store sports- og kulturbegivenheder, til storslåede udendørs landskaber ved de store søer.
”Vi er glade for at kunne annoncere direkte flyforbindelser fra Skandinavien til Toronto, som det næste skridt i at styrke vores nordamerikanske netværk. SAS’ nye ruter vil gøre det let for vores kunder at rejse mellem Skandinavien og Canada. Flyene afgår fra Skandinavien ved middagstid og fra Toronto om eftermiddagen, hvilket muliggør gode forbindelser til andre destinationer, i begge ender,” siger Karl Sandlund, EVP, Commercial, SAS.
SAS’ direkte ruter til Toronto starter i juni 2022, såfremt SAS opnår de nødvendige godkendelser fra myndighederne. Billetsalget begynder snart.
Toronto-ruterne vil blive betjent med A321LR-fly i en konfiguration med tre klasser. Flyet har 157 sæder, fordelt på 22 sæder i SAS Business, 12 sæder i SAS Plus (premium economy) og 123 sæder i SAS Go (economy).
”SAS sigter mod at blive global leder inden for bæredygtig luftfart. Med vores indfasning af nye, brændstofeffektive fly, har vi nu en af Europas mest moderne flyflåder. De nye, avancerede fly vil give vores kunder mulighed for at rejse på en mere behagelig, komfortabel og bæredygtig måde,” fortsætter Sandlund.
I den kommende sommersæson vil SAS flyve til i alt syv destinationer i USA og Canada: Boston, Chicago, Los Angeles, New York, San Francisco, Washington DC og Toronto.
Trafikplan til og fra Toronto:
København-Toronto: Tirsdag, torsdag og lørdag
Toronto-København: Mandag, onsdag og fredag
Stockholm-Toronto: Mandag, onsdag, fredag og søndag
Toronto-Stockholm: Tirsdag, torsdag, lørdag og søndag
Læs også: Kom med ombord på første passagerflyvning med SAS nye Airbus A321LR