Sådan får du kompensation for manglende fordele på SAS Mastercard Premium

Foto: FinalCall.travel

Har du et SAS Mastercard Premium kreditkort, så er det med at læse med her. For du har nemlig måske mulighed for at få en mindre kompensation for at du ikke kan benytte dig af de fordele, som følger med kortet.

Under normale omstændigheder, så kan der være en del fordele ved at have et SAS Mastercard Premium. Udover at man naturligvis optjener SAS EuroBonus-point på forbruget på kortet, så får du også adgang til FlyPremium, som gør at du kan booke bonusrejser på Plus og Business til en lavere pointsum. Omfanget af dette afhænger naturligvis af hvor mange point du optjener årligt.

Derudover så optjener du også 1.000 statuspoint til SAS EuroBonus hver måned.

Men med et årsgebyr på hele kr. 1.495,- – og hvor rabatten for Diamond-medlemmer tidligere er blevet fjernet – så er det heller ikke noget helt billigt kort.

Derfor bør du mindst en gang om året gennemgå dine kreditkort og sikre dig at du rent faktisk får værdi ud af de penge du betaler.

Svært af få glæde af fordele

Når vi stadig kun kan rejse i meget begrænset omfang – og når SAS kun frigiver et meget begrænset antal bonusrejser – så er det meget svært at få glæde af de fordele som følger med kortet nu.

Statuspoint kan de fleste jo normalt bruge, men samtidigt så har de fleste også fået forlænget deres status hos EuroBonus alligevel og dermed har de statuspoint du optjener via SEB ikke rigtigt nogen værdi for tiden. Disse point kan nemlig ikke bruges til at booke bonusrejser for – de tæller kun mod status.

Få bonuspoint som kompensation

Sidste år gav SEB op til 10.000 EuroBonus-point i kompensation for at man ikke kunne benytte sig af de fordele som kortet normalt giver.

Derfor valgte jeg også at kontakte deres kundeservice via app’en og spurgte om de havde planer for at reducere årsgebyret da det ellers måske ville give bedre mening at opsige kortet og måske gentegne det på et senere tidspunkt når man kunne bruge fordelene.

Denne gang var svaret ligeledes, at de stadig vil opkræve det fulde årsgebyr – på trods af de manglende fordele. Man skal altså stadig betale kr. 1.495,- per år – selvom kortet er blevet devalueret meget voldsomt.

Men de ville til gengæld overføre 5.000 EuroBonus-point som plaster på såret. Altså kun halvdelen af hvad de ville kompensere sidste år.

Der er altså stadig en lille smule kompensation at få – selvom det ikke er alverden i forhold til at fordelene for de fleste er tæt på ubrugelige for tiden. Men har du alligevel tænkt dig at beholde kortet, så er de da værd at tage med.

Så hvis du stadig har dit SAS Mastercard Premium, så er det måske værd at kontakte kundeservice for at høre om du kan få kompensation. De giver det desværre ikke pro-aktivt, så du skal selv bede om det.

Har du ikke den store brug for kortet for tiden, så er det måske værd at overveje at opsige det nu hvor fordelene er svære at udnytte – evt. bytte til det billigere SAS Mastercard, som kun koster kr. 295,- pr. år og stadig giver mulighed for at optjene bonuspoint – dog lidt færre.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here