Revisited: SAS Business Class efter catering-justeringer

Bakke til hovedmåltidet. Foto: Flemming Poulsen

I december måned testede vi SAS Business Class mellem København og Chicago. Her var produktet desværre stadig ramt af mange nedjusteringer og imponerede på ingen måde. Kort efter vores flyvning justerede SAS dog lidt på serveringskonceptet og vi har nu genbesøgt produktet. Se her hvilke ændringer SAS har lavet.

Det er ingen overdrivelse at sige, at vi var ganske skuffede over SAS Business Class da vi testede det i december måned. Specielt serveringskonceptet og underholdningssystemet havde meget tilbage at ønske sig. Men kabinepersonalet var til gengæld i topform.

Kort tid efter vores flyvning, så justerede SAS på bl.a. serveringskonceptet og vi har nu gentestet produktet og ser her nærmere på de ændringerne som er lavet.

Dette bliver ikke en fuld test af produktet da store dele er præcist som i vores tidligere anmeldelse, men i stedet har vi valgt at komme med en kort gennemgang af de justeringer SAS har lavet i bl.a. serveringskonceptet.

Dessert er tilbage på første servering

Et af vores store kritikpunkter var det ret skrabede serveringskoncept, som SAS stadig tilbød – med Corona-krisen som (en dårlig) undskyldning. Stort set alle konkurrenterne er nu tilbage med deres normale servering på Business Class.

Fra at have et af markedets bedste produkter over Atlanten, så tilbød SAS et ret skrabet produkt, hvor maden serveres på bakke – med et bjerg af plastiklåg – og ingen dessert eller ost til hovedmåltiden. Man fik heller intet menukort, så man kunne se valgmulighederne ombord.

Menukortet må man stadig undvære og det er derfor stadig ganske svært at vælge hvilken af de tre varme retter man ønsker da man ganske enkelt ikke ved hvad der serveres.

Til gengæld har SAS flyttet lidt rundt på de retter der serveres, så nu får man ost og et stykke kage til hovedmåltidet igen. Det var klart savnet.

Lille kage er flyttet fra anden til første servering. Foto: Flemming Poulsen
Ost er flyttet fra anden til første servering. Foto: Flemming Poulsen

Men der er altså ikke tale om at SAS har udvidet serveringskonceptet, men tværtimod har de blot flyttet rundt på retterne mellem første og anden servering.

Bakke til hovedmåltidet. Foto: Flemming Poulsen

Både osten og kagen er nemlig flyttet fra anden til første servering. Salaten, som man tidligere fik på første servering er til gengæld nu forsvundet.

På anden servering får man nu et stykke rugbrød med noget meget tørt kylling samt tre små stykker chokolade som dessert. Det var ikke noget højdepunkt og laksemaden fra tidligere var faktisk betydeligt bedre.

Anden servering. Nu uden ost og kage, men med lidt frugt. Foto: Flemming Poulsen
Rugbrød med kylling og kartoffelsalat. Kyllingen var meget tør. Foto: Flemming Poulsen

Den største ændring er at der nu igen serveres varmt brød og man dermed undgår det uspiselige og knastørre plastikindpakkede brød, som blev serveret i starten af december.

Löjrom er væk

SAS har længe serveret löjrom som forret på Business Class, som har været ekstremt populær hos passagererne og er blevet en slags signaturret på SAS Business.

Inden Corona-krisen kunne man vælge mellem to forretter, men under krisen er valgmuligheden blevet skåret væk, så man blot får en forret serveret på bakken. Frem til december er man blevet tilbudt den gode löjrom, men den er nu desværre forsvundet fra menuen og erstattet af en betydeligt kedeligere fisk.

Løjrom erstattet af fisk. Da der intet menukort er så ved vi ikke helt hvilken, men tror det er torsk. Foto: Flemming Poulsen

Da der ikke var noget menukort, så er jeg stadig lidt usikker på hvilken fisk der er tale om, men jeg vil tro det er torsk. Den smagte fint nok, men var ikke noget højdepunkt og kommer ikke i nærheden af den lækre löjrom. Spiser man ikke fisk er der intet alternativ til forret.

Hele serveringen fremstår lidt kantineagtig og ikke specielt indbydende da alt er indpakket i et bjerg af plastik og serveret på en bakke.

Maden er indpakket i et bjerg af plastik. Foto: Flemming Poulsen

Lille forbedring af underholdningssystemet

I starten af december var udvalget af film og tv-serier katastrofalt dårligt. Dengang tilbød SAS kun 38 film at vælge imellem – hovedparten var gamle og uinteressante. I starten af januar var dette antal øget en lille smule til 57. Altså en lille forbedring, men stadig langt fra hvad konkurrenterne tilbyder og ikke engang i nærheden af hvad SAS selv tilbød inden Corona-krisen. Selv inden krisen lå SAS i bunden når det gælder udvalg af film og tv-serier, så der er stadig lang vej til et udvalg, som er interessant og acceptabelt.

Underholdningssystemet har nu 57 film. Stadig langt fra konkurrenternes udvalg. Foto: Flemming Poulsen

På udrejsen var der ikke installeret Wifi på flyet vi fløj med og på hjemrejsen virkede det ikke. Så der var heller ingen underholdning at finde på nettet.

Bedre mad fra USA end fra København

Normalt kan flyselskaber tilbyde den bedste mad fra deres hjemmebase, hvor de har mere styr på produktionen. I SAS tilfælde (i hvertfald på den rejse vi foretog) var det dog ikke tilfældet.

Her var maden betydeligt bedre fra Chicago end den var fra København. Fra USA var forretten blandet seafood, som var mørt og godt. Der manglede dog noget dressing eller citron og retten fremstod ret ferskt og smagte ikke af alverden, men selve kvaliteten af råvarerne fejlede ikke noget.

Seafood forret fra Chicago. Manglede citron eller dressing, men råvarerne var gode. Foto: Flemming Poulsen

Hovedretterne var til gengæld rigtigt gode. Her kunne man vælge mellem en steak, kylling eller en vegetarret. Vi testede både steak og kylling og var meget tilfredse. Kødet var langt bedre end det meget kedelige kød, som blev tilbudt ud af København.

Fra Chicago serveres bl.a. en steak, som var god – dog til den gennemstegte side. Foto: Flemming Poulsen
Hovedret fra København. Første ret jeg fik var uspiselig og bare affaldskød, men kabinepersonalet kom straks med en ny portion som var langt bedre. Dog var kødet stadig tørt og kedeligt. Foto: Flemming Poulsen

Også både ost og kage var langt bedre fra Chicago end fra København.

Osten fra Chicago var god – langt bedre end fra København. Foto: Flemming Poulsen
Kagen fra Chicago var god – langt bedre end fra København. Foto: Flemming Poulsen

Ingen pre-departure drink

Der serveres stadig ikke nogen pre-departure drink på SAS Business. I hvertfald ikke på de to flyvninger jeg var med på. Iflg. personalet ombord, så sker det dog på visse flyvninger og afhænger af hvor mange kabineansatte SAS vælger at sætte på en given flyvning (????).

Her bliver det altså helt hit or miss for passagererne, som blot må håbe på at SAS vælger at sætte nok personale på deres flyvning. Måske får du – måske få du ikke. Det er altså ikke nogen overdrivelse at sige at SAS er konsekvent inkonsekvente på dette område.

Hvorfor det skal være så svært at give kunderne et produkt, som de kan regne med er en gåde.

Ingen lounge i Chicago

SAS Loungen i Chicago er stadig lukket og lufthavnsoplevelse her er langt under hvad man burde kunne forvente på Business Class. De øvrige lounger i terminalen er genåbnet, men SAS har altså valgt at holde deres lounge lukket. Så vil du have lounge i Chicago skal du altså vælge at flyve med et andet flyselskab.

Terminalen er mildt sagt kedelig – med et meget begrænset udvalg og kun få muligheder for at sidde komfortabelt. Og SAS tilbyder ikke så meget som en voucher til kiosken, så man kan købe sig noget koldt at drikke.

SAS loungen i Chicago er stadig lukket. Foto: Flemming Poulsen

Kombineret med manglen på pre-departure drink, så er der altså lange udsigter til en forfriskning fra man kommer til lufthavnen til der serveres første gang omkring en halv time efter take-off.

Kabinepersonalet er SAS største aktiv

Mens maden og serveringskonceptet stadig fremstår ganske skrabet – og reelt ikke er blevet forbedret siden starten af december, men blot blevet omorganiseret, så er kabinepersonalet dog stadig SAS største aktiv for tiden.

Servicen var i top og jeg kan ikke helt undgå at have lidt ondt af at de skal forsøge at levere et godt produkt med de meget begrænsede ressourcer til får stillet til rådighed af SAS. Som jeg skrev i den oprindelige anmeldelse af SAS Business, så lykkes SAS kabinepersonalet – på trods af konceptet – ikke på grund af det.

Stor ros til dem for at gøre det umulige.

Opsummering

Reelt set er den eneste forbedring fra tidligere at der nu serveres varmt brød. Derudover er der flyttet lidt rundt på retterne, så man får serveret ost og kage til hovedmåltidet i stedet for til anden servering. Til gengæld er salaten forsvundet fra første servering.

Der serveres stadig ikke pre-departure drink og nødderne serveres stadig i en pose og ikke i en varm skål som tidligere.

Der findes stadig ikke noget menukort, så man har ikke gode forudsætninger for at vide hvad man skal vælge.

Hot towels til at friske sig op med inden middagen og inden morgenmaden er også stadigt fraværende.

Til gengæld er der kommet nogle få ekstra film i underholdningssystemet, men det totale udvalg er stadig langt under et acceptabelt niveau.

Loungen i Chicago er fortsat lukket, så forvent ingen Business Class-oplevelse i lufthavnen. Ikke engang en voucher til lidt koldt at drikke får man. Det synes jeg faktisk godt man kunne forvente når SAS vælger at spare penge på at holde loungen lukket.

SAS har stadig lang vej igen til de tilbyder et produkt som bare minder om det gode Business Class produkt de havde før Corona-krisen, så spørgsmålet er hvor længe de kan bruge denne krise som en undskyldning for at de reelt bare har skåret ned på kvaliteten af produktet.

Helt generelt sidder man med en oplevelse af at hele serveringskonceptet mangler opmærksomhed og ambitioner. Råvarerne er stort set alle i den billige ende af skalaen.

I det store hele minder konceptet mest af alt om et godt Premium Economy produkt og ikke Business Class.

Kabinepersonalet skal dog have stor ros for at lykkes med at levere god, personlig og venlig service på trods af det skrabede produkt de får at arbejde med.

Læs også vores oprindelige anmeldelse af SAS Business fra december måned.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here