Rejsetip: Indenrigs lounge i Tyrkiet.

Den røde løber er rullet ud foran Turkish Airlines indenrigs lounge. Du får “egen indgang” til terminalen, hurtig check-in, fast track i sikkerhedskontrollen og en OK lounge. Du kommer ind med et SAS Guldkort (eller guldkort hos andet selskab i Star Alliance), status hos Turkish Airlines “Miles&Smiles” program eller en business billet. Men du kan også købe adgang.

Før jeg opdagede Turkish Airlines CIP lounge, syntes jeg, at det var lidt bøvlet at begynde en hjemrejse fra Ankara. Lufthavnen i Ankara har en sikkerhedskontrol ved indgangen til afgangsterminalen. Og ofte er der kø ved check-in. Der er helt sikkert kø ved den ordinære sikkerhedskontrol, før man kommer ind i selve afgangshallen med alle gates. Og lufthavnen er normalt godt fyldt, så det er ikke altid til at finde en bekvem siddeplads tæt ved gaten.

Derfor er det ganske behageligt at komme udenom alle disse trængsler. Det får man ved at bruge Turkish Airlines CIP lounge. CIP er forkortelsen for Commercial Important Passenger.

Egen indgang til loungen

CIP loungen i Ankara og Istanbul har egen indgang. Man kommer helt udenom den normale indgang til indenrigs terminalen. Billedet nedenfor viser indgangen i Ankara. Det er taget fra rygeområdet før security i indenrigsterminalen. Den røde løber er rullet ud, så man føler sig værdsat.

Såvidt jeg ved, har Turkish Airlines CIP lounger i alle indenrigslufthave i Tyrkiet. Men nogle af dem har indgang i indenrigsterminalen (og dermed ikke egen indgang)

CIP loungen har egen indgang i Ankara

Der er tydelig skiltning til CIP loungen – så den er let af finde. Lige indenfor indgangen til Ankaras CIP lounge har man 5 indtjeknings skranker, en serviceskranke (hvor man kan købe billetter og betale for ekstra bagage) og sikkerhedskontrollen.

Jeg kunne ikke tage billeder af sikkerhedskontrollen og indtjekningsområdet. Men det fungerer effektivt – og jeg har aldrig oplevet mere end en person i kø foran mig. Med andre ord: Det går hurtigt.

Det går også hurtigt at komme igennem security. De fleste gange har jeg straks kunnet lægge min taske, jakke og nøgler i kasserne på båndet. Enkelte gange har der været en eller to personer foran mig. Men det er altid gået meget hurtigt at komme igennem.

2 lounger – men med samme service

Efter sikkerhedskontrollen kan du vælge mellem 2 lounger. Den ene er for medlemmer af Turkish Airlines loyalitetsprogram “Miles & Smiles”, der har opnået Classic Plus status (det kan nærmest sammenlignes med et sølvkort i Eurobonus). Også medlemmer med Elite status (som kan sammenlignes med guldkort i EuroBonus) har adgang til denne lounge. Rejsende med den højeste status i Miles&Smiles (kan sammenlignes med Diamant status i EuroBonus) og rejsende på Business Billetter kan bruge den anden lounge.

Servicen og indretningen er den samme i begge lounger – men der er nok ikke så megen trængsel i loungen, hvor man kun har adgang med høj status eller en billet på business class.

Selve loungen

Der er forskellige siddeområder i loungen i Ankara. Der er et stort område med bløde lænestole.

De bløde lænestole

Der er også et relativt stort område med små spiseborde. Her sidder mange og spiser den mad, der tilbydes i loungen.

Loungens spiseområde

Der er også nogle få høje Cafe borde. Der sidder sjældent folk ved disse. Men de er også placeret i gangen, hvor alle folk skal forbi, når de vil ind i loungen eller benytte toilettet. Så disse pladser er nok ikke så eftertragtede.

Cafe bordene

Et lille rum er indrettet til “kontorfolkene”, som gerne vil koncentrere sig om at læse e-mails og skrive rapporter. Som det ses, er “låne kontoret” sparsomt indrettet. Men der er en kontorstol og et skrivebord til dem, der gerne vil arbejde.

Kontorområdet

Med andre ord: Der er mange forskellige typer siddepladser i loungen. Jeg var heldig at komme tidlig om morgenen, hvor der endnu ikke var kommet mange passagerer. Men i myldretiden er loungen normalt godt fyldt.

Mad og drikke

Loungen har en lille hyggelig krog med en buffet. Som det nok kan anes på billedet, kan 4-5 medrejsende lave en prop, så det kan være svært at komme hen til mad og drikkevarer.

Buffet med mad og drikkevarer

Jeg har efterhånden besøgt loungen på mange forskellige tidspunkter af dagen. Og udbuddet er det samme. Der er 2 varme supper. En linsesuppe med ris og en yoghurt suppe med grøntsager. Der ligger citronbåde, så man kan give suppen lidt ekstra smag. Og naturligvis er der de lange tørre grissini brød i en krukke. Hvis man ønsker noget mere tyrkisk, er der boller i en kurv. Hver enkelt er hygiejnisk pakket ind i plastik.

2 varme supper med krydderier

Der er også croissanter (som dog let bliver lidt tørre, hvis de har ligget et stykke tid) og det tyrkiske simit brød med sesam frø. Nogle har også beskrevet simit som den tyrkiske udgave af en bagel.

croissanter og simit brød

Gæsterne kan også vælge sorte og grønne oliven samt feta ost og en fast gul ost. Oliven og ost er fast på alle morgenmads buffeter på tyrkiske hotellerne

Ost og oliven

Dertil kommer små agurker, små tomater samt sandwich (der også er pakket ind i plastik). Du kan vælge mellem sandwich med ost og kalkun eller sandwich med feta ost. Og naturligvis er der både marmelade og honning til den søde tand.

Færdig smurte sandwich, grøntsager, marmelade og honning

Man kan vælge mellem den færdiglavede filterkaffe eller få kaffemaskinen til at lave en af de mange forskellige typer friskbrygget kaffe. Naturligvis er der også te. Den tyrkiske version, hvor det færdiglavede te-koncentrat står i små kander ovenpå en beholder med det varme vand. Gæsterne hælder lidt koncentrat i koppen og fylder op med varmt vand. Det er reelt samme princip man benytter i de russiske samovarer.

Kaffe og te

Den tyrkiske kaffe skal naturligvis ikke mangle. Derfor har loungen også en lille kaffemaskine til at lave denne specialitet. Jeg har dog aldrig fået lært at lave tyrkisk kaffe – så den afholder jeg mig fra at gå i gang med.

Gæsterne kan lave tyrkisk kaffe på denne kaffemaskine

Loungen har et køleskab med fint udvalg af vand, juice og ayran (en yoghurt baseret drik, der er lidt tyndere end kærnemælk – men ellers smager lidt i den retning)

De kolde drikkevarer

Endelig har loungens madområde et lille hjørne med frugt og postevand tilsat citronskiver og krydderurter (jeg gætter på, det var mynte blade). Dagens frugt var æbler og blommer. Desværre var blommerne til den “umodne” side – men det er jo efterhånden normalt, at frugter kommer på bordet, før de er helt modne. Så her følger Turkish Airlines vel bare trenden i samfundet.

Frugt og postevand

Jeg skal heller ikke glemme at nævne fadet med de søde og salte småkager.

Småkagerne

Alt i alt synes jeg, at loungen har et passende udvalg af mad og drikkevarer. Det er absolut ikke prangende – og ligger milevidt fra det udbud vi eksempelvis finder i Turkish Airlines lounger i den international lufthavn i Istanbul.

Boarding

Når vi boarder, så skal vi ud til en bus, der kører os ud til flyet. Vi ankommer som de sidste passagerer. Dette kan somme tider give lidt udfordringer med at få plads til håndbagagen, når man rejser på økonomi klasse.

Mit fly var placeret ved gate 107 (nummeret kan ses for enden af gangbroen). Så vi skulle reelt køres det korte stykke, som andre passagerer tilbagelade på gangbroen, vi også ser på billedet. Det kan virke lidt komisk – men lufthavnen kan formentlig ikke have folk gående på pladsen.

Bussen er klar til at køre passagererne ud til flyet

Der er brug for loungen

Når nogen spørger mig, om der er brug for loungen, så er svaret et klart “ja”. Som det ses, har Turkish Airlines og datterselskabet Anadolujet 11 afgangen inden for en halv time om morgenen. Så ja, der er absolut pres på faciliteterne

Loungen i Ankara har åbent 24/7. Det samme har loungen i Istanbul.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here