Dagbog fra krydstogt: På tur over Atlanten (dag 1)

I baren var jeg omgivet af tyskere, schweizere, italienere, og derudover var der rigtigt mange brasilianere og spaniere ombord, men de havde ikke indfundet sig i baren endnu.

Det festligste indslag allerede her inden vi havde lagt fra kaj, var en ca 1,60m høj, Diego Maradona-lignende herre sidst i 50’erne, der rendte rundt i matrostøj og drak fadøl. Han var trods tøjet ikke en del af crewet, men spredte ikke desto mindre morskab med sin attitude.

Gennemsnitsalderen er meget høj. Højere end jeg havde frygtet. Det er som at rejse med 65rejser. Flere passagerer med rollator, krykker og/eller kørestol, og en enkelt med hvid stok.

Kl 18.20 går jeg, efter to fadøl, op til min kahyt. Min kuffert er ikke kommet. Jeg erfarer, at jeg er i “first sitting”, hvilket betyder at jeg skal spise i første serveringsrunde. Åbenbart hver dag. Det er jeg ikke videre tilfreds med, men det kan vist ikke ændres. Aftensmad er kl 18.30. Second sitting spiser kl 21.00.

Jeg går ned på dæk 3, hvor jeg skal spise.

Dørene til restaurant “Otto e Mezzo”, som jeg er blevet allokeret, er ikke åbne endnu. Folk står i kø. Jeg udnytter ventetiden med at få endnu en fadøl. Jeg har stået nok i kø i dag.

Mens jeg stod i kø til check in osv, tidligere, noterede jeg mig at mange af de her ældre passagerer så livstrætte ud, og tænkte for mig selv at det ikke ville være usandsynligt at der, af naturlige årsager døde 3-4 stykker undervejs.

Det er for manges vedkommende utvivlsomt deres sidste ferierejse. Jeg bemærker dog nu i baren at mange af de selvsamme mennesker med en fadøl eller en drink i hånden liver gevaldigt op, og umiddelbart virker ti år yngre!

Kom endelig ind i restauranten kl 1840. Det lod til at de fleste af dem i køen var der for at de ville ændre deres spisetid.

Fik et bord for mig selv. Menuen var ret omfattende. Seks retter, og tre fra hver kategori at vælge imellem. Derudover tillægsmuligheder, hvis man ville betale lidt ekstra. Jeg var dog ikke imponeret.

Brødet var tørt og kedeligt. Jeg mistænker at det var rundstykker der var til overs fra morgenmaden. Olivenolien og balsamico var dog udmærket.

To borde væk sad to norske par. Tjeneren spurgte mig om jeg også var norsk. Nej, svarede jeg: “Dansk”.

Han spurgte om jeg så hellere ville have et menukort på tysk. Jeg irettesatte ham. Han undskyldte. Lidt senere fik jeg to homoseksuelle brasilianere i 30erne på min højre side og to hollandske pensionistpar på den anden side. Bøsserne tog mange selfies. De bad også tjeneren om at tage billeder af dem.

Den sicilianske hvidvin, der var husets, var tam, men alligevel drikbar.

De hollandske damer skulle have hvidvin, den ene herre rødvin og den anden øl. De havde en lang diskussion om antipasti var en slags pastaret. Jeg var imponeret over mine hollandskkundskaber efter tre fadøl og det første glas hvidvin.

Langt de fleste tjenere er fra Philipinerne men også nogle fra Indonesien. Andre crews er i udbredt grad fra Brasilien og Spanien, og i mindre grad fra andre lande i Sydamerika og Asien. De fleste managers er dog italienere.

Salaten, der serveredes til hovedretten, var overraskende god. Måske var det dog mest dressingen. Men hovedretten, kulmule, smagte både af at være frosset, og som Esbjerg lugter. Jeg spiste to bidder, og kvalte den dårlige smag i hvidvin.

Profiteroles marineret i Grand Marnier var uden tvivl aftenens højdepunkt. Tjeneren sagde også at den var meget populær. Bestilte et glas portvin. Det serverede de dog kun ude i baren. Jeg var skuffet. Skyndte mig at tømme tallerkenen.

Forlod restauranten kl 1950. Mæt.

Kl. 19.55: tilbage på værelset. Min kuffert er kommet.

Karla, min maid fra Manila, kommer forbi. Hun viser mig minibaren og forklarer lidt. Hun er sød.

Lægger min telefon til opladning. Går i bad. Hænger mit tøj op. Går på kasino, i håb om at der er et pokerbord, hvor jeg kan tørre Ældre Sagens medlemmer for en måneds pension…

Får et par øl mere i baren. Går lidt rundt i casinoet, men der er ikke så mange mennesker.

Spiller lidt “Fun 21”, der er en variant af Black Jack, der umiddelbart virker til at have bedre odds for spilleren. Godt nok skal dealer trække på soft 17 (det ved jeg ikke om er en fordel eller ulempe), men spillerens 21 eller black jack slår altid dealerens. Det er en væsentlig fordel. Nå, jeg må have regnet lidt på det. Har desværre ikke min blackjack-bog med.

Kl. 23.30 åbner pokerbordet. Jeg spiller mod Werner fra Stuttgart, en yngre schweizisk fyr, der er på cruise med hans bedsteforældre, og tre brasilianere. Det burde være let at grinde, men især brasilianerne er “løse kanoner”, og lidt for heldige. Jeg forlader bordet cirka i nul, men skal nok få malket dem de næste dage.

Jeg går ned i natklubben, der primært er fyldt med brasilianske par. Men en Diego-lookalike er der også. Det viser sig at han er brasilianer.

Jeg går i seng.