Pas på: Falsk sms fra SAS i omløb

De fleste er sikkert klar over at man skal være varsom med hvad man klikker på hvis man modtager en suspekt email. Men nu er der en falsk sms-besked i omløb, som ser ud til kommer fra SAS. SAS advarer mod at du klikker på den.

SMS-beskeden, som ser ud til at være afsendt fra samme telefonnummer, som SAS benytter når de sender beskeder om check-in m.v. opfordrer dig til at deltage i en konkurrence om flybilletter. Men lad være med at klikke på linket for der er tale om en falsk spam-sms som ikke kommer fra SAS.

Sådan ser sms-beskeden ud:

FinalCall.travel fik følgende kommentar fra SAS, som på det kraftigste advarer kunderne mod at klikke på linket i sms’en:

“Vi er i udgangspunkt kun i kontakt med vores kunder via SMS i forbindelse med en konkret flyafgang, hvor vi sender rejseinfo om check-in, gate m.v. 

Vi blokerer løbende de falske SMS’er, når vi identificerer dem, men vi opfordrer samtidig vores kunder til at slette SMS’en og lade vær med at trykke på linket, hvis de modtager en falsk SMS.” siger Mariam Skovfoged, PR-chef i SAS.

Når man klikker videre på linket, så vil man skulle svare på to spørgsmål og vælge en destination, hvor destinationerne bl.a. er nogle som SAS ikke flyver til. Endnu et varsel om at den er falsk og man skal holde sig væk.

Herefter får man besked om at man er udvalgt til at få to valgfri flybilletter for 9 kroner. På denne hjemmeside står der dog at den er drevet af noget som hedder BookCouch, som er baseret på Malta. Og tilmelder man sig, så vil man ifølge vilkårene forpligte sig til et månedligt abonnement på 45 euro.

Screenshot fra den spam-hjemmeside du bliver sendt til.

Ironisk nok vil firmaet have dig til at sende yderligere oplysninger for at få din præmie – for at undgå svindel!!!!!!

De vil have at du skal sende kopi af ID-kort og en regning som bekræfter din adresse samt dit kreditkort. I deres “vilkår” står der ligeledes at præmien vil blive leveret i form af et gavekort til Amazon, hvor man jo – som bekendt – ikke kan købe flybilletter. Og gavekortets værdi vil være på 40-60 euro. Altså ingen sammenhæng med at de forsøger at bilde dig ind du kan få to flybilletter fra SAS for 9 kroner.

Der er ligeledes lagt en del andre “fælder” ud som gør det svært for dig at få din “præmie”. Du kan ikke sende dem info de første 24 timer og du skal gøre det inden 5 dage. Samtidigt udløber din “prøveperiode” som de 9 kroner reelt dækker over efter 3 dage og du vil blive opkrævet for det abonnement på 45 euro. Abonnementet påstår de er for adgang til e-bøger. De oplyser dog intet om hvilke, men skriver at de kun har omkring 500. Det er nok meget tvivlsom at dette er reelt – og selv om det måtte være så er det et meget dyrt abonnement for at have adgang til 500 e-bøger. Specielt med denne type ulovlig spam-markedsføring de driver med, så er der ingen grund til at tro at dette firma er reelt.

I vilkårene skriver de også at deres “kundeservice” ikke kan hjælpe med at opsige et abonnement. Endnu et advarselstegn, som bør få dig til at holde dig langt væk.

Så lang historie kort – KLIK IKKE på linket i sms’en, hvis du modtager det. Det er svindel.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

4 KOMMENTARER

  1. Hvad med nogle råd om hvad vi skal gøre, hvis vi allerede har været dumme nok til at tilmelde os (og derfor har søgt efter denne artikel), da sms’en grangiveligt så ud til at komme fra SAS??

  2. Spær dit korrt – det gjorde jeg for et par timer siden da jeg hoppede i med begge ben.

    Det er d ikke længere e-bøger men “online underholdning” så med tanke på Mofibo kampagne tænkte jeg at det var lidt dårlig stil men at nogen jo skulle betale gildet.

    Da jeg fik login til streaming tjeneste og så indholdet var jeg ikke i tvivl om der var noget helt skævt. nu er SAS MC spærret og jeg venter på et nyt.

    efterfølgende ringede jeg til SAS – de fortalte at de arbejdede på højtryk, jeg spurgte om jeg nu kunne stole på de SMS’er jeg fik fra dem? svaret var at det arbejdede på det….

    Fakta er at svindlerne kender mit telefonnummer, ved at jeg er SAS kunde – Måske hele SAS kundedatabase? og er i stand til at sende SMS som var de SAS.

    • Desværre er det teknisk ret enkelt at sende en sms, som ser ud til den kommer fra nogle andre. Akkurat som man kan med emails. Og udfordringen er at (i dette tilfælde) SAS ikke kan gøre ret meget ved det. Jeg tror at der i dette tilfælde er tale om at de bare sender til tilfældige numre med “SAS” som afsender og er ikke nervøs for at de har fået fingre i en database fra SAS. Har hørt om flere som ikke er registreret hos SAS, som også har modtaget denne sms.

      Forøvrigt helt rigtigt at få spærret kortet med det samme, hvis man er kommet til at falde for det scam. Det viser sig ofte at det er mere eller mindre umuligt at slippe ud af disse abonnementsfælder, så det er bare at få lukket kortet straks.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here