Opråb: Nu må myndigheder lave nye rejsevejledninger

Flyene er tomme for tiden. Foto: SAS

Kommentar: Luftfarten er i knæ i hele verden. Ikke mindst p.g.a. de meget uforudsigelige og ekstremt strikse rejserestriktioner, som myndigheder i de fleste lande praktiserer. Kunderne bliver ganske enkelt væk fra flyene fordi de er usikre på om de kan rejse om bare få dage – ikke fordi de ikke vil rejse. Det tager livet af branchen. Nu er det på tide at myndigheder og politikere får indført nye rejsevejledninger, som kan få gang i rejsebranchen igen – og som er koordineret mellem landene i – mindst – Europa.

Ifølge IATA så taber den globale luftfart 1,9 mio. kroner hvert minut for tiden. Læs lige igen… 1.9 mio. kroner i minuttet!

Udover helt ekstreme økonomiske tab, så vurderes det at omkring 4,8 mio. jobs i luftfartsindustrien på verdensplan er i fare. Dertil kommer de mange jobs i andre dele af rejse-, hotel- og restaurantbrancherne.

Naturligvis skyldes en del af krisen, at passagererne har været usikre og ikke har ønsket at rejse i starten af pandemien og naturligvis vil der også gå en rum tid inden vi er tilbage på en efterspørgsel som inden krisen. Det kan tage flere år. Men vi behøver politikere og myndigheder, som gør hvad de kan for at det skal være muligt at rejse igen – ikke nogen som modarbejder så vigtige dele af vores internationale infrastruktur.

Rejserestriktionerne indføres efter helt forskellige parametre – afhængigt af hvilket land der er tale om. Nogle lande har lukket stort set helt ned, andre har indført karantænekrav, andre igen kræver Covid-19 test og nogle er noget mere afslappede i deres tilgang til rejserestriktioner og vil have gang i økonomien.

De store forskelle og ikke mindst de meget korte frister visse lande indfører nye regler med er direkte skadelige for rejsebranchen og ikke mindst luftfarten. De skræmmer kunderne væk fremfor at skabe et sikkert grundlag at rejse på.

Tomme fly

Både SAS og Norwegian har de seneste dage offentliggjort trafiktal for september måned – og det er mildest talt skræmmende læsning.

De to flyselskaber fylder kun hhv. 35 og 52% af de sæder de udbyder. Og her skal vi altså tage i betragtning at de i forvejen kun flyver en ganske lille brøkdel af deres normale trafik.

Den trend må vendes og det må politikere og myndigheder tage ansvaret for. Det er trods alt dem, som har pålagt os – og branchen – de mange restriktioner i første omgang, som stort set har taget livet af en ekstremt vigtig branche der bidrager stort til verdensøkonomien og ikke mindst skaber millioner af jobs.

Ny virkelighed – nye regler

Vi har nu levet med Corona-virus i over et halvt år og må også forvente at vi skal leve med den en god stund fremover. Derfor må det også være på høje tid at politikere og myndigheder udarbejder fælles retningslinjer, så vi kan rejse igen – samtidigt med at vi ikke spreder smitten for meget. At lukke sig om sig selv – og fortsætte med at lukke verden ned – er ikke løsningen.

Corona-virus er altså ligeglad med grænser eller hvilket land den opholder sig i. Grænselukninger og helt ekstremt strikse restriktioner fjerner ikke virus. Covid-19 smitter ikke mindre fordi man rejser fra København til Nordjylland end hvis man rejser fra Nordjylland til Gran Canaria eller Mallorca.

Godt forslag fra Europa Kommissionen

Europa Kommissionen har forsøgt at fremsætte forslag til fælles europæiske rejsevejledninger, men indtil nu har de fleste lande ignoreret dem og i stedet lukket sig om sig selv med meget varierende nationale restriktioner. Det er ikke vejen frem.

En pandemi er i sagens natur international og derfor kræver det også internationalt samarbejde for at bekæmpe den og indrette samfundet efter den.

Europa Kommissionens forslag går i det store hele ud på at åbne Europa for rejser – samtidigt med at der indføres strikse regler for test før og efter rejsen. Det skal bl.a. erstatte karantæneregler, som skræmmer folk fra at rejse. Europa Kommissionen vil have at man skal kunne rejse mellem lande med nogenlunde samme smitteniveau. Er der forskel på smitteniveauerne så skal der testes mere. De ser ingen grund til at raske mennesker ikke skal kunne rejse.

Både erhvervslivet og rejsebranchen har brug for at det bliver muligt at rejse igen. Derfor virker Europa Kommissionens forslag også ganske fornuftigt. Det er trods alt lavet på grundlag af europæiske sundhedsmyndigheders vurderinger.

Men alligevel så vælger de fleste lande at lave sine egne regler, som stikker i alle retninger. Hvorfor retter man sig ikke efter fælles-europæiske råd? Går der for meget nationalpolitik i retningslinjerne for at høste stemmer hos tryghedssøgende vælgere, som ikke ser alvoren i den økonomiske katastrofe man er ved at skabe?

Luftfarten med gode forslag

Også luftfarten selv forsøger at komme med forslag til hvordan man kan få gang i trafikken igen. De bakker i det store hele op om Europa Kommissionens forslag. IATA går endda så langt at de forslår obligatoriske Covid-19 test inden man rejser med fly – i hvertfald i en overgangsperiode.

Og selvom denne løsning lyder besværlig, så kan det være en nødløsning mens vi venter på en vaccine. Bliver det et krav, så vil vi nemlig hurtigt se at private virksomheder og luftfartsbranchen vil tilbyde disse lyntest i lufthavnene inden afgang. Det vil kunne gøres rimelige smertefrit for passagererne.

Intet tegn på at luftfarten spreder smitten

Der er intet der tyder på at det er luftfarten, som spreder smitten i samfundet. Vi har stort set ikke hørt om at folk er blevet smittede på fly. Branchen har – af egen drift – indført strikse regler for mundbind, begrænsede kontaktpunkter, grundigere rengøring m.v. Desuden er alle moderne fly udstyret med effektive HEPA-filtre, som man ellers finder på operationsstuer.

Branchen har selv taget ansvar for at gøre flyrejser, så trygge som mulige – allerede helt fra starten. Men alligevel fortsætter politikerne med at begrænse rejser. Til trods for at alt vi hører om smittespredning er at det stammer fra festglade unge, nattelivet, private fester, skoler m.v. Men heldigvis er det kun meget få som bliver så alvorligt ramt nu, at de mister livet på at blive smittede. Der er ingen evidens for at raske mennesker er i farezonen, så lad os åbne op for at raske mennesker igen kan rejse og så passe på de svage og syge. Vi har nemlig langt bedre behandling nu end vi havde i foråret.

Skader luftfarten i fremtiden

Det nuværende regime som de fleste lande kører er direkte skadeligt for fremtidens luftfart og rejsebranche. Og dermed vores alles økonomi. Vi behøver en stærk luftfartsindustri – det er der ingen tvivl om. Luftfarten bidrager stærkt til samfundsøkonomien og er en vigtig motor for erhvervslivets vækst og derfor også vores alles levestandard.

Det nytter ikke noget at vi tager livet af den nu – for så er fremtidsudsigterne uoverskuelige og yderst dystre.

En helt anden branche på sigt

Det kan ende med et helt andet flyudbud i fremtiden, som måske endda primært er med lavprisselskaber. Det kan være fint for turister, men erhvervslivet har altså brug for nogle helt andre produkter end lavprisselskaberne kan tilbyde. Derfor må vi sikre at alle dele af luftfarten overlever på fornuftig vis. Det bevarer konkurrencen og udbuddet.

Vi har i denne uge set en udvikling i Norge, hvor ultralavprisselskabet, Wizz Air, er gået stærkt ind på det norske indenrigsmarked. Det gør de primært fordi både SAS og Norwegian er vingeskudte og ingen finansielle muskler har til at tage en langvarig priskrig. Wizz Air håber ganske enkelt på at en eller begge selskaber går konkurs, så de kan overtage markedet. Mon de lave priser fortsætter hvis konkurrenterne er væk?

Konkurrence er naturligvis altid godt. Det holder omkostningerne nede og sikrer at kunderne får fornuftige priser og de produkter de efterspørger. Men det der er ved at ske nu koster altså også samfundet en masse arbejdspladser.

Wizz Air vil ikke tegne lokale overenskomster og vil ikke benytte lokale ansatte. De henter deres ansatte fra lande hvor lønningerne er betydeligt lavere end i Skandinavien.

Imens har både Norwegian og SAS hjemsendt og fyret en stor den af deres ansatte, hvis jobs nu altså indirekte bliver overtaget af østeuropæere til langt lavere lønninger og med dårligere arbejdsvilkår.

Er det virkeligt sådan vi vil have at luftfarten og samfundet skal udvikle sig i fremtiden?

Er det virkeligt politikernes ønske at det skal gå luftfarten, som det gik søfarten og landevejstransporten, hvor det stort set bare er ansatte fra lande med lave leveomkostninger og lønningsniveauer som arbejder.

Naturligvis ændrer brancher sig over tid. Nogle bliver outsourcet til lande med lavere lønninger, men her er der altså tale om “produkter” som det er nødvendigt at producere på en bestemt plads, hvor lønningerne nu ligger som de gør. Man kan ikke producere en norsk indenrigsrejse med lave omkostninger i Kina, som man kan med en elektronisk dims. Gad vide hvad politikerne havde sagt, hvis en kinesisk virksomhed etablerede sig i Skandinavien med kinesere ansat til kinesiske lønninger og arbejdsvilkår? Det er faktisk det der er ved at ske med luftfarten lige nu.

I Danmark kan man undre sig over om en Socialdemokratisk regering har opbakning hos fagbevægelsen – og ikke mindst deres kernevælgere – til sådan en fremtid. Ikke desto mindre, så er det den fremtid de er ved at skabe for branchen lige nu. Mon vælgerne helt har gennemskuet konsekvenserne af det som sker lige nu?

Hvad behøver vi?

Politikerne og myndighederne må omgående få indført fælles europæiske rejsevejledninger. Europa Kommissionen har allerede fremlagt et fremragende forslag. Vi lever med – mere eller mindre fornuftige – EU-regler på så mange andre områder. Ofte endda regler, som de nationale politikere ikke er speciel begejstrede for. Hvorfor kan vi så ikke få fælles regler på et område som skriger efter at det eneste fornuftige er at koordinere mellem medlemslandene?

Konkurrencen i luftfarten er fri i Europa, men lige nu er overlevelsesvilkårene ikke. De lande som har meget strikse regimer og rejserestriktioner giver også deres flyselskaber langt dårlige overlevelsesvilkår end lande, som er mere åbne.

Støttepakker og statslige aktieopkøb er ikke en langsigtet løsning. Det har været en midlertidig hjælp til at komme igennem den værste krise. Men nu er det politikerne og myndighederne, som er ansvarlige for at krisen ikke fortsætter længere end nødvendigt. Lad luftfarten komme på fode igen, så de selv kan tjene de penge de behøver. Det sker kun ved at vi får rejserestriktioner, som ikke skræmmer kunderne væk.

Vi skal have flyene i luften igen omgående. Vi skal have efterspørgslen tilbage omgående. Og det er p.t. politikerne som står i vejen for det med deres uforudsigelige og alt for strikse rejsevejledninger.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here